Undersøgelse
Støt Danwatch

Han drømte om det gode liv. Femten år senere er han stadig fanget i Italiens kogende kiwi-marker

Som tusindvis af andre unge fra Punjab var Gurjinder Singh sin families håb om en bedre fremtid. Men prisen for at nå frem til Italien og et job i Lazios grønne kiwi-marker har været højere, end han nogensinde havde forestillet sig.
Som tusindvis af andre unge fra Punjab var Gurjinder Singh sin families håb om en bedre fremtid. Men prisen for at nå frem til Italien og et job i Lazios grønne kiwi-marker har været højere, end han nogensinde havde forestillet sig.
Samarbejdspartner
I samarbejde med The Wire og IrpiMedia med støtte fra Journalismfund.eu
Redaktør: Adam Dyrvig Tatt | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark

Det er tydeligt, at Gurjinder Singh var en smuk mand, da han var yngre. 

I dag er han stadig høj og slank med markante ansigtstræk og et charmerende og drenget smil. Men den ene af hans fortænder mangler, resten er gule. Og smilet når ikke rigtig øjnene.

For femten år siden besluttede hans familie i Punjab, at han var den søn, der skulle opfylde familiens drøm om et bedre liv. 

Selv om han var 35 år, gift og far til fire små børn, var han den udvalgte, der skulle rejse til Italien for at finde en gylden fremtid og sende penge hjem til forældre, søskende og naturligvis også sin egen kone og børn.

Havde han vist, hvad der ventede ham, var han nok aldrig taget af sted. 

Sammen med det italienske undersøgende medie, IRPI, og det indiske webmedie, The Wire, har Danwatch været i Italien for at undersøge forholdene i kiwi-industrien og i Indien. Vi ville undersøge, hvad der får tusindvis af unge fra Punjab, trods moderne slaveri og udnyttelse, til at arbejde under kummerlige forhold på den anden side af kloden.

Gurjinder Singh er i dag en knækket mand på grund af den behandling, han har været udsat for på kiwi-plantagerne i Lazio. Foto: Stefania Prandi

Æsel-vejen

Gurjinder Singh hedder i virkeligheden noget andet til fornavn. Af hensyn til hans sikkerhed og nuværende job optræder han her som Gurjinder. Men som alle sikher fra Punjab bærer han efternavnet Singh. 

Det har ikke været muligt at efterprøve alle dele af hans historie, men dette er hans version af fortællingen om, hvordan en landsbydreng fra Punjab endte som landarbejder i Lazios skoldhede kiwimarker.

Hans rejse til det forjættede Europa fulgte det, folk i Punjab kalder æsel-vejen. Det er et udtryk, der dækker over smuglerruter, som foregår med alle mulige ulovlige metoder.

Men før han nåede så langt, måtte Gurjinder Singh først betale mere end 100.000 kroner til den rejseagent, der skulle skaffe ham til Italien. Hvad han ikke vidste var, at ruten til det Europa skulle tage mere end et år og føre ham gennem både Rusland, Hviderusland og Ukraine. 

Vejen fra Punjab til Italien kan være både lovlig og ulovlig. For Gurjinder blev det en smuglerrute over Rusland og Ukraine, der første ham til Lazio. Grafik: Ditte Ahlgren

Første del af rejsen foregik med fly til Moskva, men derfra var det slut med al luksus. Sammen med 25 andre vandrede Gurjinder Singh til fods gennem sneen til Hviderusland og videre endnu. 

Da de krydsede grænsen ind i Ukraine, blev de arresteret for forsøg på ulovlig indvandring og måtte tilbringe næsten et år i et uhumskt fængsel i nærheden af hovedstaden Kiev.

Vi var stablet oven på hinanden på kryds og tværs, og ovenpå os lå sække med majs og blomkål, så ingen kunne se os.
Gurjinder Singh

Stablet som varer

For Gurjinder Singh var målet stadig Italien, så da han endelig slap ud, fandt han en smugler, der kunne få ham videre. Og det var her, at det for alvor var ved at gå galt. 

Han lå bag i en lastbil og forsøgte at trække vejret roligt. En smule luft strømmede gennem et enkelt hul, skåret i siden af ​​lastbilen. 

Rundt om ham lå andre mænd, tavse i mørket. Den varme stank af uvaskede kroppe, ekskrementer og rådnende grøntsager lå tungt over ham.

 “Vi var stablet oven på hinanden på kryds og tværs, og ovenpå os lå sække med majs og blomkål, så ingen kunne se os”, fortæller Gurjinder Singh på punjabi, da vi møder ham på det lokale torv i Cisterna di Latina.

Det er hovedstaden i Italiens kiwi-rige Lazio-region, 65 kilometer syd for Rom. 

Begravet under sneen

Her har Gurjinder Singh siden 2009 boet og arbejdet og været med til at plante, passe og plukke de kiwier, som de seneste årtier er blevet en del af det den italienske presse ynder at betegne som Italiens Kiwi-revolution. Det grønne guld, som har gjort landet til Europas største eksportør af den lille, grønne frugt.

”Vi var rigtig mange mennesker i den lastbil”, fortæller han og viser med hænderne, hvordan han og de andre migranter fik besked på at lægge sig i lag på tværs af dem, der lå i laget nedenunder. 

Vi var allesammen halvdøde. Flere af os var ude af stand til at stå og faldt om på jorden. Flere af dem, der var med i bilen, klarede den ikke. De blev efterladt af smuglerne og dækket med sne.
Gurjinder Singh

Der gik mange timer og derefter dage, mens han lå der i mørket og troede, at han skulle dø af mangel på ilt, kvalt af vægten af ​​grøntsager og de andre mænd. Der gik næsten fire dage, før lastbilen blev åbnet.

“Vi var allesammen halvdøde. Flere af os var ude af stand til at stå og faldt om på jorden. Flere af dem, der var med i bilen, klarede den ikke. De blev efterladt af smuglerne og dækket med sne”.

Gurjinder Singh fortæller om sin æselrejse uden de store følelser. Som om det er noget, han fortrænger, fordi det er for ubærligt at tale om.

Arbejdet i kiwimarkerne er hårdt og hedt, men Gurjinder Singhs familie hjemme i Punjab forventer, at han bliver ved med at arbjede i Italien, selv efter femten år. Foto: Stefania Prandi

Fire år med gæld

For Gurjinder Singh og tusindvis af de andre sikher fra Punjab blev den brutale rejse til Europa begyndelsen på et hårdt liv som landarbejder. 

Uden uddannelse, sprog og forbindelser var et job i markerne den eneste mulighed. Og det hastede, for de 100.000 kroner, han havde lånt til rejsen, skulle betales tilbage.

Og så var der jo også familiens forventning om, at han skulle finansiere et bedre liv. 

I 2009 lå timelønnen mellem 22-30 kroner, så der gik næsten fire år, før gælden var betalt, og Gurjinder Singh kunne begynde at sende penge hjem.

Da vi møder ham i Cisterna de Latina kommer han lige fra marken, giver høfligt hånd og undskylder, at de stadig er beskidte.

“Jeg skrubber dem med shampoo og citron, men jeg kan simpelthen ikke få det af”, siger han og skjuler næverne, så vi ikke ser skidtet og de seneste sår fra arbejdet i marken. 

I fjorten år har han arbejdet på landbrug og kiwi-plantantager i Lazio-området, og han ved om nogen, hvordan man overlever 11-12 timers arbejde om dagen i solstegte marker med emsige bosser, der råber og skriger, at man skal arbejde hurtigere og skaber problemer, hver gang man vil have en tår vand eller på wc.

Hun påstod, at jeg ikke var hurtig nok. Hun filmede mig med sin telefon og sendte optagelserne til chefen. Det skete, hvis jeg hentede min vandflaske eller stoppede op blot et øjeblik for at få noget skidt ud af øjet.
Gurjinder Singh

Gurjinder Singhs opskrift er at dukke nakken og lade som om, at han ikke taler et ord italiensk.

I virkeligheden forstår han det meste, men det giver kun problemer, hvis man forsøger at tale sproget eller forsvare sig, fortæller han.

Især hans seneste arbejdsgiver har været en plage. 

Overvåget med video

Det er som om, at den store mand over for mig skrumper, mens han fortæller, hvordan han er blevet behandlet i de tre år fra 2019-2022, hvor han har været ansat på en af Italiens største kiwi-plantager. 

Tårerne triller ned af de solbrændte kinder og rammer den blåternede skjorte, som han også bruger i marken.

“Bossen råbte af mig hele tiden, kaldte mig grimme ting, truede med at slå mig og klagede over mig til chefen,” fortæller han, men kan ikke få sig til at gentage de ord, den kvindelige leder brugte. 

“Hun påstod, at jeg ikke var hurtig nok. Hun filmede mig med sin telefon og sendte optagelserne til chefen. Det skete, hvis jeg hentede min vandflaske eller stoppede op blot et øjeblik for at få noget skidt ud af øjet.”

“Det skete for mig flere gange. Så blev jeg kaldt op til chefen, når arbejdsdagen var forbi og fik at vide, at jeg ikke ville få nogen løn den dag.”

Gurjinder Singh skammer sig over, at han ikke svarede igen eller kæmpede for sin ret.

Men alle vidste, at hvis man gjorde det, så blev man fyret.  

På den vakkelvorne caféstol sidder en knækket mand. De mange års hårde slid, usikkerhed og overgreb har kostet ham både helbredsmæssigt og gjort ham permanent deprimeret, fortæller han.  

Kort før vi møder ham, er det lykkedes Gurjinder Singh at finde et nyt job hos en anden plantageejer, som han håber vil behandle ham bedre og overholde løfterne om ansættelseskontrakt, en timeløn på fem-seks euro og otte timers arbejdsdag. 

Flere af de 50-60 andre landarbejdere på plantagen har fortalt ham, at det er et tåleligt sted. Men om det passer, ved han ikke.

Ingen vej tilbage

I dag er Gurjinder Singh 50 år og har endnu aldrig oplevet at tjene mere end 52 kroner i timen. 

Mange steder har han hverken haft en kontrakt eller en regulær lønseddel. I stedet har han fået udbetalt hyren i kontanter, når arbejdsdagen var slut.

“Jeg havde jo håbet at kunne give mine børn en uddannelse, men det er ikke lykkedes for mig,” fortæller han. “Og jeg har heller aldrig tjent penge nok til at få min familie hertil”. 

Tre gange har han forsøgt at få familiesammenføring, men uden tilstrækkelig indtjening har det ikke været muligt. 

Selv om han godt ved, at den aftalte mindsteløn er ni euro, og at han har krav på både kontrakt og retvisende lønsedler, er det ikke noget, han tør kræve. 

Han tør heller ikke lade os skrive navnet på den store kiwi-plantage, hvor han blev videofilmet og hans dagsløn blev stjålet. Eller for den sags skyld sige navnet på den kiwi-leverandør, han arbejder for nu. 

Men Danwatch kender begge arbejdsgiverne og har set dokumentation for hans ansættelser begge steder.

At den personlige pris for at følge drømmen om et bedre liv i Europa har været enorm, er der ingen tvivl om.

“Jeg så ikke mine børn og min kone de første 13 år, og så kom corona. Nu håber jeg at rejse hjem på ferie om et par måneder,” fortæller han.

Når besøget i Punjab er forbi, er der imidlertid ingen anden mulighed end at vende tilbage til Cisterna de Latina

“Jeg er nødt til at vende tilbage til Italien. Jeg kommer fra en meget fattig familie. Mine tre ældste børn er gift nu, men jeg har stadig min kone og en søn på 18, som bor hjemme og er afhængig af min indtægt.”

Én ting er dog lykkedes for Gurjinder Singh. Ingen af hans børn er endt som frugtplukkere på en kiwi-plantage i Lazio. 

Gurjinder Singh ville gerne have givet sine fire børn en videregående uddannelse. men det har der aldrig vøret penge til. Foto. Stefania Prandi

Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram