Cigaretter forgifter brasilianske bønder. Vi tog ud for at møde dem og tobaksgigantens danske mand

Midt i en brasiliansk by, omringet af bjerge med atlantisk regnskov, står en dansk mand og damper på en hvid elektronisk cigaret prydet med ordene “Thank you for smoking”.

Manden, der hedder Alexander Nepper, har stoppet sin kridhvide skjorte ned i de beige bomuldsbukser. Han er en stor mand med sideskilning, røde kinder og et job som politisk chef for tobaksgiganten Philip Morris i Danmark.

“Velkommen til Brasilien”, udbryder han med damp ud af munden, da han får øje på os. 

Alexander Nepper er fløjet fra Danmark til Santa Cruz Do Sul, Brasiliens tobakshovedstad, for at fortælle os, at Philip Morris vil stoppe med at sælge cigaretter.

Han er her også for netop at være her. For at stille op og stå på mål for Philip Morris, der vil være “åbne og transparente” omkring de udfordringer med tobaksproduktion, som Danwatch og Repórter Brasil er rejst til det sydlige Brasilien for at afdække. 

For tobak er ikke kun et problem for de lunger, der inhalerer røgen, men også for bønderne, der dyrker den. Dyrkningen af tobak kræver et langt højere pesticidforbrug end andre afgrøder, og flere af de pesticider, der bliver brugt i den tobak, vi importerer til Danmark og Europa, er forbudte i EU, fordi de er yderst skadelige for mennesker, dyr og miljø. 

Det har sundhedsmæssige konsekvenser for tobaksbønderne, der ofte bliver forgiftet, når de sprøjter med pesticider, eller når de høster tobaksbladene. Det kan både gøre dem akut syge og have alvorlige langvarige konsekvenser.

Danwatch og Repórter Brasil er taget på roadtrip i Brasiliens tre sydlige stater Rio Grande Do Sul, Santa Catarina og Paraná for at se på arbejdsforhold for tobaksbønder og brugen af giftige pesticider i Brasiliens tobaksindustri. Undervejs finder vi pesticider i store mængder, pressede arbejdsforhold og en ung knægt, som slet ikke måtte være i marken.

Dette er virkeligheden bag cigaretterne.

Tobakkens hovedstad

Byen Santa Cruz Do Sul er omkranset af majsmarker med våde grønne blade, der glimter i solens skær. Tipuana- og flammetræer med lilla og gule blomster i fuldt flor hviler som et tag over byens lave bygninger og brostensgader. 

På en bakketop i hjertet af byen står Santa Cruz Do Suls varemærke: São João Batista-katedralen, den største katolske kirke i gotisk stil på det sydamerikanske kontinent.

Men bag den brasilianske bys billedskønne facade gemmer sig også en anden historie. En historie om en by, der er blevet rig og smuk på en forretning, som har forårsaget millioner af menneskers død verden over. 

Santa Cruz Do Sul er et knudepunkt for den brasilianske tobaksindustri. Ved alle byens indfaldsveje mødes besøgende ikke kun af tropisk skønhed, men også af en byport i rødbrune mursten til hæder for British American Tobacco (BAT). Og den årlige Oktoberfest i byen, der er grundlagt af tyske immigranter, sponsoreres af Philip Morris og British American Tobacco.

“Philip Morris byder dig velkommen til Santa Cruz”, står der på et skilt i byen. Et museum har en guldplade sømmet fast på facaden med et tak til British American Tobacco for restaureringen. Og på de smalle veje kører biler rundt med logoer fra Philip Morris, British American Tobacco og Universal Leaf.

Brasilien er verdens næststørste producent af tobak og verdens største eksportør. I 2021 forlod 434 millioner kilo tobak landets grænser. Størstedelen af Brasiliens tobak høstes i landets tre sydligste stater. Staten Rio Grande Do Sul – hvor Santa Cruz Do Sul ligger – står for omtrent halvdelen af denne tobaksproduktion. 

Herefter ender tobakken i danske cigaretter og tobaksprodukter, viser varekæde-research foretaget af Danwatch i samarbejde med det brasilianske medie Repórter Brasil.

PowerPoint med Philip Morris

Philip Morris sidder ifølge egne tal på knap 20 procent af tobaksmarkedet i Danmark, hvor de sælger nikotinposerne Shiro, det elektroniske tobaksapparat IQOS, som opvarmer tobakken i stedet for at brænde den, samt de klassiske cigaretmærker L&M, Chesterfield, Skjold og Marlboro, som er det største cigaretmærke på verdensplan.

Vi møder firmaets mand, Alexander Nepper, foran et hotel i midten af Santa Cruz Do Sul. Han fører os ned i et konferencelokale i kælderen, hvor der står 11 stole i en halvcirkel omkring en projektor. 

Otte af stolene er til medarbejdere, som Philip Morris har kaldt ind til vores besøg. Der er en pressechef, en produktionschef, en juridisk repræsentant og en chef med titlen Head of Leaf, “leder for tobaksblade”. Flere er fløjet ind fra São Paulo i dagens anledning. 

Efter en navnerunde går PowerPoint-præsentationen i gang. En agronom ved navn Henrique Kothe opremser fakta: 138.000 tobaksbønder i det sydlige Brasilien. Omtrent 5.000 bønder på kontrakt med Philip Morris. Mange små familielandbrug. 

Så overtager lederen for tobaksbladene, Ayane Gitirana. Hun fortæller, at Philip Morris ikke er en af de virksomheder, der betaler mest for tobaksbladene, men så tilbyder de til gengæld noget andet. Philip Morris sørger for uddannelse og indkøb af pesticider, landbrugsudstyr og sikkerhedsudstyr til landmændene samt fem-syv årlige kontrolbesøg, der sikrer, at tobaksbønderne udfører arbejdet i overensstemmelse med gældende krav for miljø og arbejdsforhold. 

“90 procent af tobakken, vi køber, er fra vores egne landmænd på kontrakt og de resterende 10 procent køber vi fra fire forskellige leverandører”, fortæller Ayane Gitirana.

Ivrigt afbryder Philip Morris-medarbejderne hinanden gennem den halvanden time lange rundkreds-session for at fortælle, hvad deres arbejdsgiver gør for alle de rigtige CSR-sager i det 21. århundrede. Forsyningen af ord som climate, education, environment, responsibility, safety og sustainability synes ikke at løbe tør denne regnfulde formiddag i hotelkælderens konferencelokaler i Santa Cruz Do Sul.  

“Vi vil ikke længere være et cigaretfirma”

Alexander Lindholm Nepper går anderledes til værks. Han er her for at give foredrag om Philip Morris’ angivelige ambition om ikke at være en cigaretgigant i fremtiden. 
“Vores mål er, at vi om nogle år skal minde folk om, at Philip Morris engang var en cigaretvirksomhed, fordi vi vil gerne være noget andet”, fortæller Nepper.

“Lad os fjerne cigaretter,” siger tobakslobbyisten og opfordrer danske politikere til at finde en slutdato for salget af cigaretter. I Storbritannien og Japan er det planen, at Philip Morris vil stoppe deres salg af cigaretter allerede i 2030, fremhæver Nepper.

Men det er ikke, fordi Philip Morris dermed har set Jesus og nu har intention om at begå virksomheds-harakiri for at skåne verden for den tobak, der årligt tager livet af otte millioner mennesker ifølge Verdenssundhedsorganisation, WHO. 

Det er her, at andre tobaksprodukter som nikotinposer og opvarmede tobaksapparater – som den IQOS Alexander Nepper selv ryger på – i stedet tager over erstatter cigaretterne.  

“Vi vil gerne være en virksomhed, der tilbyder nikotinprodukter til voksne, som forbruger nikotin. Vi er nødt til at få folk til at stoppe med at ryge”, hævder Nepper.   

Han ved godt, at nikotin stadig er skadeligt, selvom det indtages som damp eller i poser. Men Philip Morris’ officielle strategi handler om at få rygere til at adoptere “mindre skadelige alternativer”, som Nepper ofte gentager det. Ifølge Nepper opfordrer Philip Morris på ingen måde ikke-rygere til at begynde på nikotinprodukterne. 

En ny undersøgelse udgivet af Sundhedsstyrelsen viser, at nikotinprodukter er særdeles udbredt blandt unge eksrygere, men at der også er unge, som starter direkte med dem uden at have erfaring med cigaretter. Næsten hver femte dansker mellem 15 og 17 bruger snus, nikotinposer, e-cigaretter eller andre alternativer til cigaretterne. Det bekymrer Sundhedsstyrelsen, der nu vil sætte en kampagne i gang.

Uanset om tobakken skal i cigaretter, poser eller elektroniske apparater, og uanset om den forurener lungerne eller skader tandkødet på danskere, vil bønderne i Santa Cruz do Sul dog stadig skulle høste tobak.

Den forbudte gift

Når man bevæger sig rundt mellem tobaksmarkerne ved Santa Cruz Do Sul er bæredygtighed og ansvarlighed ikke de første ord, der popper op på nethinden. 

Rundt på jordstierne mellem tobaksmarkerne i det sydlige Brasilien flyder produkterne Primeplus og Deoro i græsset hos en landmand, vi besøger, som sælger tobak til CNT, en af Philip Morris’ underleverandører. 

Primeplus indeholder det aktive stof flumetralin. Forskning fra 2016 viser, at det kan skade blodceller og kromosomer, og at tobaksbønder er særligt udsatte, fordi de bruger det i høje koncentrationer. 

Brasilien var i 2020 det land i verden, der importerede flest pesticider, og under den nu tidligere præsident Jair Bolsonaro blev der godkendt nye pesticider med rekordfart. 

Mens tobakken rejser fra Brasilien til Europa, tager pesticiderne den anden vej. Verdens største pesticidproducenter har hjemme i Europa, og når EU forbyder pesticider, der er for giftige, så eksporterer pesticidgiganterne dem i stedet til lande som Brasilien. Eller får dem produceret der.

De pesticider møder tobaksbønderne konstant i deres hverdag. De er kontakt med dem, når de blander dem, sprøjter dem, renser udstyr for dem, og når de passerer i gennem nysprøjtede marker. Resultatet er, at de udsættes for store mængder pesticider enten via huden eller gennem indånding.

Konsekvensen for tobaksbønderne er alvorlig. Det er svært at sige, hvor store problemerne med pesticidforgiftning i Brasilien er, men en nyudgivet artikel i International Journal of Environmental Research and Public Health giver en ide. Artiklen har undersøgt akut pesticidforgiftning hos 492 brasilianske tobaksbønder i løbet af et år. 10,6 procent havde i perioden to eller flere symptomer på akut pesticidforgiftning, og 12,2 procent fik en medicinsk diagnose på, at de var forgiftet.

Akut forgiftning af pesticider kan give voldsomme udslæt, blister, blindhed, voldsom kvalme og opkast, diare og i de alvorligste tilfælde have døden som konsekvens. En del studier tyder på, at det også kan føre til en lang række kroniske sygdomme såsom vejrtrækningsproblemer, hormonforstyrrelse, samt neurologiske- og psykiske lidelser.

Andre undersøgelser viser, at den langvarige eksponering over for pesticider kan give sukkersyge, kræft og hjerte-kar-sygdomme. En videnskabelig artikel fra tidsskriftet Mutagenesis ser nærmere på, hvordan bønderne påvirkes af kombinationen af mange forskellige pesticider og nikotin, der også er giftigt. Den mikstur er skadeligt for bøndernes DNA, og det er ofte det første skridt til en lang række andre sygdomme.

Den brasilianske farm 

Efter PowerPoint-præsentationerne forlader vi kælderlokalet på hotellet og går ud i regnen. Vi kører nu i bil ud for at besøge en officiel Philip Morris-tobaksplantage. 

Via en mudret landevej i udkanten af Santa Cruz Do Sul, ankommer vi til landmandens hus, der er omringet af grønne tobaksmarker. En Philip Morris-medarbejder er i gang med at fremvise to mannequindukker med fuldt sikkerhedsudstyr til landmænd, der er kommet fra nær og fjern. Medarbejderen demonstrerer klinisk, hvordan man sprøjter med pesticiderne på planterne uden at ramme sig selv.

Scenen er opsat i dagens anledning, og en af medarbejderne bekræfter, at undervisningen er skemalagt her i dag på grund af vores besøg, men at landmændene altså skal deltage i denne slags undervisning med jævne mellemrum. 

Så snart undervisningen er færdig, løber landmændene ud i regnen for at hoppe ind i deres biler.

Imens bliver vi ført ind i et skur, hvor tobaksbladene opmagasineres, efter de har hængt til tørre i brændingsovnen. Alexander Nepper er begejstret. Det er første gang, at tobakslobbyisten selv besøger et tobakslandbrug. 

“Det dufter jo godt herinde, synes du ikk’?”, griner han og tager de brungule tobaksblade op til moustachen. 

“Jeg skal altså have et af de her blade op at hænge i en ramme på kontoret i Ørestad”. 

Under besøget viser landmanden os en liste over de pesticider, som Philip Morris leverer til ham. Otte af de 18 forskellige pesticider, som tobaksbønderne skal sprøjte med, er forbudte i EU – fem af dem, fordi de vurderes at være giftige for mennesker, drikkevand, miljø eller dyr. 

Det gælder blandt andet sprøjtemidler som Rovral og Dithane, der henholdsvis indeholder aktivstofferne iprodion og mancozeb, som ifølge EU er skadelige for reproduktion og hormonforstyrrende. 

15 milliarder cigaretter om året

Mætte efter en frokost på en lokal buffetrestaurant begiver vi os ud på dagens sidste aktivitet: Et besøg på tobaksgigantens fabrik i udkanten af Santa Cruz Do Sul. 

Vi iklædes mørkeblåt sikkerhedstøj og hjelm med Philip Morris-logoer, inden vi får lov at se fabrikken. En tyk mur af tobaksdunst rammer os i ansigtet, så snart vi træder ind på de larmende produktionsfaciliteter, hvor tørrede tobaksblade sorteres på automatiske rullebånd. 

15 milliarder cigaretter producerer fabrikken om året. Mens det store maskineri spytter 385 cigaretpakker ud i minuttet, er det svært at få øje på Philip Morris’ ambition om, at de vil have en cigaretfri verden. Cigaretterne ryger direkte ned i papkasser og videre på paller, som sendes ud til rygere i hele verden.

Vi sætter os efterfølgende i et lokale med Jorge Struecker, produktionslederen på fabrikken – en tilbagelænet midaldrende mand i cowboybukser, en stribet skjorte og tilbageredt lysebrunt hår. 

“Please, call me Jorge”, siger han med et bredt smil og slår ud med armene, da jeg kommer til at kalde ham “sir”.

Vi vil gerne spørge Philip Morris, hvorfor de vælger at bruge pesticider til tobaksproduktion, som er ulovlige i EU, fordi de er giftige og hormonforstyrrende for mennesker, dyr og miljø. 

Ifølge Jorge Struecker er det uproblematisk at bruge pesticiderne i Brasilien, fordi det gøres under kontrollerede forhold i forbindelse med plantningen af frø. 

“Der er specifikke svampedræbende midler [der er ulovlige i EU, men lovlige i Brasilien], som vi kun bruger i frøplantningsprocessen. Vi bruger dem aldrig på planterne i marken, som skal høstes eller kan være tæt på flodbredder eller andet, der kan være problematisk”, siger Struecker. 

“Det foregår i et kontrolleret miljø i et drivhus”, fastslår han.  

Samtidig insisterer Struecker på, at næsten alle deres landmænd bruger sikkerhedsudstyr, og at det derfor ikke er sundhedsskadeligt at høste tobak, hvis man bare følger de rigtige sikkerhedsprocedurer. 

Philip Morris har endda forskere, der har “udviklet et bedre stofmateriale, inspireret af tøj fra Mellemøsten, der er behageligt at have på i varmen”, siger Jorge Struecker. 

Bag os hænger en portrætserie af Philip Morris-bønder, der er i færd med at så, sprøjte med pesticider og høste tobak. Jorge Struecker henviser flere gange til billederne på væggen for at forklare processen. 

“Faktisk har ingen af dem sikkerhedsudstyr på”, bemærker Alexander Nepper på et tidspunkt.  

“Nå ja, det kan jeg godt se. Men det er faktisk gamle billeder”, svarer produktionschefen.  

Da Danwatch og Reporter Brasil i de næste dage rejser rundt i tobaksmarkerne, lader virkeligheden dog til at være mere som på det gamle billede.

“Jeg troede, at mine øjne ville poppe ud af hovedet”

I Vale Do Sol, et tropisk bjergområde fyldt med tobaksmarker, møder vi som noget af det første en ansat i laset tøj og stråhat, der med en gul dunk på ryggen, er i gang med at sprøjte pesticider. 

Vi møder også 30-årige João. Det er ham, der har indvilliget i at tage os med ud til tobaksplantagerne i bjergene. Selv går han ikke i markerne længere. Han har valgt ikke at hjælpe til på sin egen families gård længere efter en indlæggelse med pesticidforgiftning, da han for en måned siden var med til at sprøjte. 

“Mens jeg fjernede blomster fra planten, sprøjtede min svigerfar med pesticider. Jeg kunne kun lugte det. Men om natten begyndte jeg at få hovedpine og at kaste op. Næste dag kunne jeg ikke klare det mere, så jeg tog på hospitalet. Jeg havde så meget hovedpine, at jeg troede, mit hoved ville eksplodere, og at mine øjne ville poppe ud af hovedet på mig”.

João er opvokset i Vale Do Sol og anslår, at omkring 10 procent af tobaksbønderne bruger det sikkerhedsudstyr, som de køber af tobaksvirksomhederne. Andre tobaksbønder siger, at ingen bruger udstyret, fordi det er for varmt. For eksempel manden med stråhatten.

“Vi burde have det på, men det er alt for varmt. Jeg er blevet vant til at arbejde sådan her. Men hvis firmaet opdager det…”, siger han og stopper sig selv halvvejs i sætningen. Han har ikke lyst til at tale mere om det.  

Ejeren af farmen, 59-årige Antônio, som har et par tusind tobaksplanter og blandt andet sælger til CTA, erkender, at hans ansatte burde have sikkerhedsudstyret på, men at det ikke er velegnet til at arbejde i under solen i det sydlige Brasilien.

“Vi tager det kun på, når vi arbejder tæt på vejkanten, fordi vi ikke ved, hvornår tobakvirksomhedernes kontrolbesøg kommer. Men man sveder for meget. Du kan ikke holde det ud. Det tager livet af dig”, siger han.  

I løbet af undersøgelsen i det sydlige Brasilien besøger Danwatch og Repórter Brasil 10 tobaksplantager og kører forbi talrige andre landbrug på hovedveje, grusveje og bjergstier. Vi møder eller ser aldrig tobaksbønder, der bruger sikkerhedsudstyr til at sprøjte med pesticider eller at høste tobaksblade. 

På vores rundrejse i Sydbrasilien møder vi også to landmænd, der har kontrakt med Philip Morris. De har ikke sikkerhedsudstyr på. Den ene har fire medarbejdere med sig ude i marken for at høste. De har heller ikke sikkerhedsudstyr på. 

Den anden landmænd, som er alene, hævder, at han normalt bruger sikkerhedstøjet, men at han ikke var i færd med at høste, da vi møder ham ude i sin mark med stråhat og grålig skjorte på. Han går ind i sit hus og kommer tilbage med sikkerhedstøjet for at vise os det. Tøjet ligger fint foldet i original, uåbnet emballage. 

De to tobaksplantagers drivhuse til at plante tobaksfrø og sprøjte med giftige og hormonforstyrrende pesticider er åbne plantekasser og ikke drivhuse, som Philip Morris ellers hævdede var standardprocedure for at undgå forurening af det omkringliggende miljø.

Tobakkens mellemmænd vender blindt øje til børnearbejde

I Palmeira i Paraná-staten dukker de første tobaksmarker op mellem sojamarker, majsmarker og de sporadiske lommer af regnskov i det ellers opdyrkede landskab. November er den sidste måned i det brasilianske forår, og høstsæsonen for de tusindvis af tobaksarbejdere er i gang. 

Vi stopper bilen på en støvet landevej ved den første bondefamilie, vi møder, som er i færd med at høste de grønne blade. 

En far, en mor og en teenagedreng står foroverbøjet i jordsmudset, hullet tøj og læsser bundter af tobaksblade op på traktorvognen. En lille pige holder et bundt tobaksblade og leger rundt blandt vanddunke, som skal bruges til at blande pesticiderne op. 

Den unge dreng Carlos er 16 år. I hverdagene går han i 1.g på gymnasiet, fortæller han, men i weekenden hjælper han til i marken. 

“Han rører ikke giften, fordi han stadig er ung. Det er min mand, der gør det”, forsikrer moren Juliana. 
Siden 2008 har det været ulovligt for børn under 18 år i Brasilien at arbejde i tobaksmarkerne. Familien ved godt, at det er problematisk, at de har den unge dreng på 16 år og pigen på seks år med ude i tobaksmarkerne. Men de har ikke råd til at ansætte arbejdskraft, og høsten skal færdiggøres snart, hvis tobaksbladene skal plukkes i tide.

“Min svigermor kunne ikke passe vores datter i dag, så vi tog hende med os. Hvis tobaksfirmaet kører forbi og ser hende, får vi problemer, og firmaet annullerer kontrakten. Derfor er det bedre at sælge til mellemmænd. De har ikke et problem med det”, forklarer faren Paulo. 

“Mellemmændene vil ikke vide alt muligt. De kommer bare, køber produktet og forsvinder”. 

Familien har 20.000 tobaksplanter og sælger som mange andre i regionen til mellemmænd i tobaksindustrien, der sælger tobakken videre til de store tobaksvirksomheder. 

Ifølge familiens eget udsagn sælger de til en mellemmand, der efterfølgende sælger tobakken videre til Souza Cruz, som er den brasilianske filial af British American Tobacco, verdens største tobaksselskab. 

British American Tobacco anerkender, at der er udfordringer i de globale varekæder, der gør dem følsomme over for krænkelser af menneskerettighederne, såsom børnearbejde. I 2021 fandt de selv børnearbejde på 0,7 procent af de farme, de overvågede.

“Vi tager problemer med børnarbejde og tvangsarbejde ekstremt seriøst og har forpligtet os på at sigte efter, at vores varekæde for tobak er fri for børnearbejde og tvangsarbejde i 2025”, skriver en talsmand fra British American Tobacco til Danwatch.

“Vi er strikse”

Fordelen ved at sælge til tobakkens mellemmænd er, at der ikke er kontrolbesøg fra de store tobaksvirksomheder, og at mellemmændene ofte tilbyder en højere kilopris for tobaksbladene. Det fortæller familierne i tobaksmarkerne, som vi har talt med.

Tobaksfamilierne, der udelukkende sælger til mellemmænd, er dermed en slags freelancere, der kan tjene flere penge, men også påtager sig en større risiko, fordi de ikke er garanteret at kunne sælge tobakken.   

Philip Morris i Brasilien køber ikke selv fra mellemmænd, men de køber 10 procent af deres tobak fra leverandører, som blandt andet køber fra mellemmænd. Tilbage på tobaksfabrikken fortæller produktionsleder Jorge Struecker, at mellemmændenes tobak ikke burde havne hos Philip Morris.

“Vores tredjepartsleverandører ved, hvor strikse vi er. De sælger os ikke ikke tobak fra deres mellemmænd. De sælger os tobakken fra deres egne gårde, hvor de har samme strukturer som os”, siger Struecker. 

Selvom Struecker finder det usandsynligt, kan han dog ikke helt udelukke, at tobak fra mellemmænd havner i Philip Morris-cigaretter. Men han mener, at det er tobakleverandørernes eget ansvar. 

“Hvad de sælger til os, har deres stempel, så de må stå på mål for tobakkens kvalitet, uanset om det er fra en af deres tobaksbønder på kontrakt eller fra en mellemmand. Ansvaret ligger på dem, og det er en klausul i kontrakten”. 

En lignende besked kommer fra British American Tobacco, hvor 25 procent af tobakken kommer fra leverandører, der kan bruge mellemmænd. Tobaksgiganten skriver, at de forventer, at deres leverandører har standarderer, der ligner dem, British American Tobacco selv har. 

Nikotinforgiftning er et vilkår

Det er ikke kun brugen af pesticider og forekomsten af børnearbejde, som er problematisk i den brasilianske tobaksindustri. Bønderne udsættes også for en anden gift end den fra pesticiderne.

“Det værste for vores helbred”, siger Pedro, en 52-årig landmand vi møder i udkanten af Santa Cruz Do Sul, “er at høste tobak, når det er vådt.”

“Så frigiver bladene al nikotinen, og kroppen absorberer det. Det er meget slemt. Man får hovedpine, kvalme og kaster op, eller føler sig fuld og desorienteret. Hvis man ikke tager på hospitalet for at få et drop, holder det ikke op”, siger Pedro.

Han ejer 26.000 tobaksplanter og sælger sin tobak til Alliance One, som er underleverandør til Philip Morris, men også til British American Tobacco, viser Danwatch og Repórter Brasils varekæderesearch. 

Tidligere skete nikotinforgiftning primært, fordi nikotin blev brugt som pesticide. Nu sker det i forbindelse med tobakshøst. Den slags nikotinforgiftning bliver kaldt grøn tobakssyge, og den opstår, når bønderne plukker tobaksblade og samler dem i bundter under armen, som er den gængse måde at høste tobak på i de områder, hvor høsten ikke er automatiseret med landbrugsmaskiner. 

Ifølge forskning absorberer en tobaksbonde på en arbejdsdag i høsttiden, hvad der svarer til at ryge 50 cigaretter. 

Forgiftningen er en uundgåelig del af tobakshøsten, siger alle de landmænd, vi møder på turen i det sydlige Brasilien. 

“At høste våd tobak giver dig mavepine, og du kaster op efterfølgende. Vi bliver alle syge og spiser ikke i en halv dag. Vi kaster kun op. Og hvis du bruger sikkerhedsudstyret, kan du ikke holde varmen ud. Det er endnu værre”, siger den 58-årige tobaksbonde Lucas, som vi møder på en anden gård i udkanten af Santa Cruz Do Sul. 

Lucas ejer 50.000 tobaksplanter og sælger til Universal Leaf, som blandt andet er leverandør til Philip Morris og den danske pibetobaksproducent, Mac Baren. 

Tobaksvirksomheder opfordrer almindeligvis bønder til at høste, mens der er tørt, men flere tobaksbønder fortæller, at det ikke altid er muligt, hvis det har regnet og høsten skal færdiggøres, inden tobaksbladene bliver overmodne. 

“Vi kommer ikke til at sætte overvågningsudstyr op”

Et par måneder senere, midt i lobbyen til et højhus i Ørestad Syd, står en dansk mand.  

Alexander Nepper er stadig i hvid skjorte stoppet ned i bukserne, men i dag er han på hjemmebane i kontoret hos Philip Morris Danmark.

Tobaksgiganten holder til i Copenhagen Towers, to polerede sorte højhuse på 20 etager, der knejser i Ørestad med udsigt til Amager Fælled. Lobbyen ligner en fusion af et større advokatkontor og tropehuset i Zoologisk Have med palmer, grønne træer og eksotiske planter overalt. 

“Det er under lidt andre omgivelser, vi mødes i dag”, siger jeg.

“Ja, men der er stadig jungletema”, svarer Alexander Nepper.

Jeg er mødt op for at spørge Alexander Nepper, hvad han mener om de ting, som Danwatch og Reporter Brasil har afdækket i de brasilianske tobaksplantager. 

Jeg bliver ført op i de sort-hvide lokaler på tredje sal i bygningen og ind i et møderum, hvor Alexander Nepper sætter sig.

Vi har ikke mødt nogen tobaksbønder på vores rejse gennem Brasiliens tobaksland, som havde sikkerhedsudstyr på, herunder to Philip Morris-bønder og fire ansatte. Hvad tænker du om det? 

“Vi uddanner alle vores farmere hvert år. Vi udleverer sikkerhedsudstyret til dem. I uddannelsen fortæller vi dem om konsekvenserne af grøn tobakssyge for dem, fordi det er sådan set for deres skyld”, starter Alexander Nepper. 

“Vi har et minimum af fem kontrolbesøg på alle gårde hvert år, hvor vi kontrollerer om tøjet overhovedet er brugt. Men det betyder ikke, at der ikke sker fejl”, fortsætter han med hænderne foldet bag bordet.

“Et eller andet sted må man også spørge “what can reasonably be expected of us?”, vi kommer ikke til at sætte overvågningsudstyr op på gårdene”, fortsætter Nepper. 

Vi taler lidt videre om andre mulige problemer. Alexander Nepper svarer velforberedt med forklaringer på det hele. Til sidst ender bolden hos ham:

Ville du selv arbejde som tobaksbonde i Brasilien?

Alexander Nepper tager en indånding. En tænkepause. 

“Jeg er rigtig glad for, at jeg er født af forældre i den her del af verden, og har det liv, jeg har. Men jeg er også rigtig stolt af det liv, som vi gør muligt for nogle bønder i den sydlige del af Brasilien, som uden indtægten fra tobak ville have nogle helt andre livsvilkår”. 

Danwatch har valgt at ændre navne på alle landmænd, som har talt med os i artiklen for at beskytte dem.