Åbner i en ny fane

Afrika-brevet

Når du læser dette, er jeg i det nordlige Sydsudan, hvor flygtninge fra krigen i Sudan hver dag strømmer ind over grænsen. Mere om det i næste Afrika-brev.

I denne udgave tager vi til Namibia, der i morgen, onsdag den 27. november, går til valg. Normalt er Namibia ikke et af de lande, der trækker overskrifter, men lige netop i år er valget særligt interessant.

Vi skal også forbi to andre præsidentvalg – det kommende i Ghana og det netop overståede i Somaliland. Og så kommer vi heller ikke udenom Malis nye premierminister, Ruslands nye Afrika-satsning og de fortsatte protester i Mozambique

Lad os komme i gang.

Afrikabrev
Ryger endnu et af de gamle selvstændighedspartier? Valg i Nimibia står for døren.Foto: Simon Maina/AFP/Ritzau Scanpix

26/11/2024

Namibia mellem olie og brint 

Om få dage kan 34 års politisk monopol i Namibia være ovre. Siden selvstændigheden i 1990 har den tidligere frihedsbevægelse South West African People’s Organisation (SWAPO) ledet landet, men ved præsidentvalget den 27. november vil partiet efter alt at dømme møde hidtil uset stor modstand, især fra det relativt nye oppositionsparti Independent Patriots for Change. 

Taber SWAPO magten, vil Namibia skrive sig ind i en iøjnefaldende tendens. Som Afrika-brevet tidligere har beskrevet, mister de gamle selvstændighedspartier opbakning over hele det sydlige Afrika. Senest blev Botswana Democratic Party, der havde dannet regering siden 1966, vippet af pinden, og nu står SWAPO måske for skud.

Men det er ikke kun et muligt historisk magtskifte, der i denne tid gør Namibia særligt interessant. Landet udgør også et tidstypisk paradoks i afrikansk energipolitik, hvor massive investeringer i sorte og grønne brændsler på ingen måde er hinandens modsætning. På én og samme tid forsøger Namibia således at blive Afrikas sidste oliegigant og Afrikas første storproducent af grønt brændstof, især brint.

Ud for kysten er et mylder af internationale energiselskaber i disse måneder i færd med at kortlægge Namibias olie- og gasressourcer. TotalEnergies og Shell har allerede fundet, hvad der svarer til 2,6 milliarder tønder olie, og det er alene i det såkaldte Orange Basin, et af verdens største uudnyttede oliereserver. Derudover kommer en stribe mindre oliefelter samt betydelige gasbeholdninger. 

Samtidig, inde på land, satser Namibia stort på at blive en af verdens førende producenter af fremtidens grønne brændstoffer. Med masser af sol og vind og store åbne vidder har Namibia alle forudsætninger for at kunne producere brint i stor skala. SWAPO har planer om at tiltrække intet mindre end 20 milliarder dollars i investeringer til industrien – et større beløb end Namibias samlede bruttonationalprodukt i dag. Og regeringen får stor opbakning fra EU. Også danske virksomheder har noteret sig Namibias ambitioner for brintproduktionen. Vedbæk-virksomheden GreenGo Energy er på vej ind på markedet, ligesom Mærsk har valgt blandt andet Namibia til at teste mulighederne for fremtidens grønne skibsbrændstof. 

Mens brinten bliver brugt til at fremme Namibia som en grøn nation internationalt, ser der ud til at være flest stemmer i olien. På sigende vis har SWAPO ført valgkamp på billboards, hvor den siddende præsident, Netumbo Nandi-Ndaitwah, er klistret ind ved siden af en olieboreplatform. Brintproduktionen er endnu ikke i gang, og det er ekstremt sparsomt, hvor mange jobs industrien på nuværende tidspunkt har skabt. Samtidig skaber flere af projekterne bekymring i nærliggende lokalsamfund, der føler sig kørt over af myndighederne og advarer om uoprettelige miljøskader. 

I den forstand er brint-satsningen mere kontroversiel i Nambia end olie- og gasudvindingen – selv i en tid, hvor vejret bliver vildere og vildere, ikke mindst i Afrika. Som oftest på kontinentet er energipolitikken ikke så meget et spørgsmål om sort versus grøn, men om arbejdspladser, jordrettigheder og social retfærdighed.

Hvad ellers?

Ghana 🇬🇭

Den 7. december skal Ghana vælge en ny præsident, når Nana Akufo-Addo træder af efter to embedsperioder. Akufo-Addos vicepræsident Mahamudu Bawumia skal forsøge at bevare regeringsmagten hos New Patriotic Party, men møder kompetent modstand fra eks-præsident John Mahama. Ghanas kommende præsident får sin sag for. En gældsplaget økonomi har sendt 850.000 mennesker ud i fattigdom alene siden 2022, vurderer Verdensbanken. Illegal guldminedrift – i Ghana kendt som galamsey – har forurenet vandforsyninger landet over. Klimaforandringer og smuglere har sat den vitale kakaoeksport tilbage. Og nordpå, i grænselandet til Sahel, æder islamistiske terrorister sig ind i landet. Ghana er en traditionel stabilisator i Vestafrika. Men lige nu skælver landet mere end længe.

Somaliland 🌍

Udbryderrepublikken Somaliland, der i 1991 løsrev sig fra Somalia, har fået ny leder. Abdirahman Mohamed Abdullahi – kaldet Irro – fik 64 procent af stemmerne i et fredeligt og udramatisk valg, der af økonomiske og tekniske årsager blev afholdt med to års forsinkelse. Irro kommer til magten på et prekært tidspunkt. Hans forgænger, Muse Bihi Abdi, har kørt Somaliland i stilling til en aftale med Etiopien, der vil give etioperne adgang til havnen i Berbera – en af de største byer i Somaliland – mod en anerkendelse af Somaliland som en selvstændig nation. Den mulige aftale har ført Etiopien ud i en bitter diplomatisk strid med Somalia, der mener, at havnen i Berbera – ligesom resten af Somaliland – er en del af deres territorium, samt Mogadishus nære allierede, Egypten. I valgkampen nøjedes Irro med at sige, at han vil “gennemgå” den mulige aftale med Etiopien, hvis man kom til magten. Det er han kommet nu.

Hold øje med...

Mali 🇲🇱 Ligesom i sidste uge hedder Malis premierminister Maïga til efternavn. Fornavnet er bare ikke længere Chougel, men nu Abdoulaye. Chougel blev fyret efter at have kritiseret landets militærregering. Hans efterfølger er tidligere general i hæren. 

Ækvatorialguinea 🇬🇶 Rusland har efter sigende sendt 200 militærinstruktører til den lille vestafrikanske stat Ækvatorialguinea. Russerne skal tilsyneladende agere privat vagtværn for præsidenten og hans familie. Ækvatorialguinea tilbød i september at være værter for det næste russisk-afrikanske topmøde. 

Mozambique 🇲🇿 Protesterne i kølvandet på præsidentvalget den 9. oktober fortsætter, og minimum 67 mennesker har nu mistet livet. Den nationale valgkommission har udråbt regeringspartiet siden selvstændigheden, FRELIMO, som vinder, men EU-valgobservatører og civilsamfundsorganisationer advarer om systematisk valgsvindel. Demonstranterne vil have erklæret valgets officielle nummer to, Venancio Mondlane, som ny præsident.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Oscar Rothstein

54 lande, ét kontinent, uendelige perspektiver. Skriv dig op til mit nyhedsbrev AFRIKA-BREVET her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.