En septemberdag i 2024 sidder Nyombi Morris uden for et hotel i en mindre by i det vestlige Uganda og gemmer sig med sin taske klamrende ind til sig. Det er mørkt og midnat, og han har netop set uniformerede betjente gå ind på hotellet for at lede efter ham. Med et hamrende hjerte og svedige hænder afventer han, hvad der sker. Hans vejrtrækning er den eneste lyd, der bryder med nattens stilhed. Han tør ikke at røre sig ud af stedet og sidder statisk i en krumbøjet position bag nogle træer. Hvert minut føles som en evighed. Tænk hvis de finder ham.
Efter omkring tyve minutter forlader betjentene hotellet. Nyombi Morris er rædselsslagen. I flere dage har han været på flugt, fordi han er eftersøgt af myndighederne og udsat for anklager om at være homoseksuel og “promovere homoseksualitet”. Flere tabloidaviser og nyhedsmedier i Uganda, har skrevet, at han promoverer homoseksualitet gennem sin miljøorganisation Earth Volunteers, og at myndighederne leder efter ham. “Slut med at gemme sig. Klimaaktivist Nyombi Morris afsløret som homoseksuel,” lyder en af overskrifterne. I Uganda kan det give fængsel på livstid, hvis man bliver straffet for at være homoseksuel, og det kan give op til 20 års fængsel, hvis man promoverer homoseksualitet.
Nyombi Morris tør ikke at gå ind på hotellet igen, og i stedet forsøger han febrilsk at finde en motorcykeltaxa i nærheden, der kan få ham væk derfra. Han går rundt i mørket i en halv times tid, før han til sidst finder en, der kan køre ham til den nærmest taxaholdeplads, hvorfra han kan tage en taxa til en landsby i det centrale Uganda. Han kommer væk, men flugten er ikke forbi.
Omkring en måned efter hændelsen på hotellet i det vestlige Uganda, sidder jeg i København og følger som journalist med i det omdiskuterede olieprojekt East African Crude Oil Pipeline (EACOP), der opfører verdens længste olierørledning i Uganda og Tanzania, og klimaaktivisternes kamp mod den. Jeg ser på en story på det sociale medie Instagram, at Nyombi Morris har delt en artikel fra et medie i Uganda, der skriver, at han er eftersøgt af myndighederne i landet. På det tidspunkt er det et lille år siden, at jeg sidst interviewede ham og skrev om hans klimakamp i Uganda og protesterne mod EACOP. Jeg har siden fulgt hans liv på sidelinjen gennem de sociale medier. Jeg skriver til ham på tjenesten WhatsApp, at jeg håber, at han er okay.
“Jeg er på asylcentret Sandholm”, svarer han.
Vi aftaler at mødes i Sandholmlejren i Nordsjælland et par dage efter, så han kan fortælle, hvad der er sket, og hvorfor han pludselig er endt i Danmark.
Vi sætter os i et lokale i administrationsbygningen i centret. Her fortæller han, at truslerne mod ham blev for store. At han er flygtet fra sit hjemland, fordi han blev udsat for anklager om at være homoseksuel og “promovere homoseksualitet”. Han identificerer sig som heteroseksuel, og han er sikker på, at beskyldningerne mod ham skyldes den kamp mod olieprojektet EACOP, som han har kæmpet i flere år. Som har ført ham verden rundt på klimatopmøder og konferencer og givet ham taletid i nogle af verdens største medier.
Nu er der vendt op og ned på hans liv, og han er blevet billedet på, hvilken høj pris det kan have, når man som klimaaktivist kæmper mod opførelsen af den kilometerlange olierørledning i Østafrika. Et stort prestigeprojekt for Ugandas præsident, og som har den franske oliegigant TotalEnergies som hovedejer og dermed danske pensionskassers investeringer i ryggen. Nyombi Morris’ flugthistorie og kamp mod EACOP vender vi tilbage til.
De ødelæggende oversvømmelser
For at forstå hvad der får et menneske til at dedikere sit liv til klimakampen, til trods for at det kan føre store ofre med sig, skal man først forstå, hvad Nyombi Morris er formet af. Hvad der skete, da han voksede op ude på landet i den frodige natur i Uganda. For da Nyombi Morris er ti år gammel, begynder fortællingen om hans klimakamp. Han ved det bare ikke endnu. Men det er her, at grundstenene til hans liv som klimaaktivist bliver lagt.
Det var egentlig en almindelig regnvejrsdag, som de fleste. Det var regnsæson, og Nyombi Morris forsøgte at nå frem til sin skole på gåben. Vanligt navigerede hans små ben mellem de store vandpytter, og han forsøgte at holde sig i læ fra den silende regn under de store træer langs med stien. Men han kunne godt fornemme, at der var noget, der var anderledes. Regnen var voldsommere, og før han vidste af det, stod han og familien senere på dagen midt i ødelæggende oversvømmelser. De lukkede ikke et øje den nat. De kunne følge vandstanden stige hurtigere og hurtigere inde i deres hus, og i flere timer stod de med deres ejendele på hovedet, så det ikke forsvandt i vandmasserne. Da det blev lyst, var de nødt til at forlade deres hjem. Familiens landbrug og dermed levebrød forsvandt, og myndighederne erklærede undtagelsestilstand i området. Nyombi Morris, hans forældre og tre søskende blev nødt til at flygte, fordi oversvømmelserne var så massive. Han mistede sine daglige ture i marken, hvor han hjalp med at dyrke og høste bananer, søde kartofler og cassava. Han mistede muligheden for at lege med sine venner i den omkringliggende natur. Han mistede alt det, han kendte til.
“Alt blev revet væk, og det var svært at forholde sig til, når man ikke var særlig gammel. Pludselig skulle vi bare afsted”, siger han.
Familien flyttede til hovedstaden Kampala, hvor hans bedstemor boede, og de forsøgte at etablere et nyt liv. Dengang tænkte Nyombi Morris ikke over, at der kunne være en kobling mellem klimaforandringerne og oversvømmelserne ved hans barndomshjem. Han vidste ikke, hvad klimaforandringer var. Men da han i sine sene teenageår begyndte at få viden om verdens CO2-udledninger, og hvilke konsekvenser, det bringer med sig, blev han optaget af, om de voldsommere og hyppigere oversvømmelser omkring hans barndomshjem, kunne skyldes klimaforandringerne. Jo mere viden han fandt online, jo mere frustreret og vred blev han.
“Når du har oplevet at miste dit hjem til oversvømmelser, og du finder ud af, hvordan den rige verden lever, er det svært ikke at føle en uretfærdighed. Det har drevet min kamp et langt stykke af vejen,” siger han.
Afrika er det sted i verden, der er hårdest ramt af konsekvenserne af klimaforandringerne, selv om kontinentet samlet set kun står for to til tre procent af verdens udledning af drivhusgasser. Det opvarmes det som helhed hurtigere end det globale gennemsnit, og konsekvenserne viser sig hvert år i form af massive oversvømmelser, tørke og cykloner. Det er befolkningerne i de afrikanske lande, der betaler en høj pris for de rige landes vækst og velstand.
Nyombi Morris kunne ikke lægge den øgede viden om klimaforandringerne og oplevelserne fra barndommen fra sig. Det blev ved med at sidde fast i ham. Det var som om, at der var en uundgåelig stemme i hovedet på ham, der fortalte, at han skulle gøre noget ved uretfærdigheden og klodens tilstand. At det var hans kamp og kald i livet.
Da han var i begyndelsen af 20’erne, blev han en del af klimaaktivistmiljøet i Kampala, og han fik mere viden om East African Crude Oil Pipeline (EACOP). Det er et milliardprojekt, hvor der skal opføres en 1.443 kilometer lang rørledning, der skal føre olie fra to oliefelter i Uganda til Tanzanias kyst, hvorfra det transporteres ud på verdensmarkederne. Projektet vurderes at belaste klimaet med 379 millioner tons CO2 over 25 år, hvilket er mere end 25 gange de samlede årlige udledninger fra Uganda og Tanzania. Og næsten 9 gange så meget, som hele Danmark udleder på et år, ifølge tal fra 2022.
Nogle ser projektet som Ugandas store olieeventyr, der kan skabe vækst og jobs i landet, mens andre kritiserer det for at være et altødelæggende projekt, der vil gå ud over naturen, dyrelivet og lokalbefolkningen, og som lover meget mere, end hvad det reelt kommer til at give de lokale.
Illustration: Louise Kock
Ressourceforbandelsen
Nyombi Morris begyndte at tage ud til de landsbyer, der var berørt af opførelsen af den enorme olierørledning. Nogle fortalte, at de havde følt sig tvunget til at flytte, og at det havde ødelagt deres levebrød. Præcis som Danwatch for nylig kunne beskrive.
Historierne fra de lokale rev Nyombi Morris tilbage til oplevelserne og følelserne fra barndommen, hvor oversvømmelserne tog alt væk fra ham.
“De har også mistet deres hjem. Mistet det, der gav dem mad på bordet. Jeg var nødt til at gøre noget. Nødt til at råbe op. Jeg synes, at det var så uretfærdigt. Selvom nogle modtager kompensation, er det jo ikke noget, der rækker resten af livet, hvis de har svært ved at finde nye leveveje,” siger han og fortsætter:
“Jeg tror ikke på, at det vil give vækst og bedre liv for de lokale i Uganda. Vi ender med en ødelagt natur og en befolkning, der er fastholdt i fattigdom, mens de internationale virksomheder høster millioner på vores ressourcer. I en tid med klimakrise og biodiversitetskrise, har verden ikke brug for endnu mere olie”.
Han henviser til, at det risikerer at blive en ressourceforbandelse, som man har set andre steder på det afrikanske kontinent, hvor olie- og gasprojekter ofte er forbundet med konflikt, fordrivelse af lokalbefolkningen, ulighed og ødelæggelse af natur og biodiversitet. I olierige lande som Nigeria og Angola har de store naturressourcerigdomme ikke skabt bedre leveforhold for den gennemsnitlige borger, selv om olieeksporten udgør en stor del af bruttonationalproduktet. Nigeria er trods sine enorme olieressourcer et af de lande i Afrika med flest fattige, og indtægterne fra olieressourcerne går primært til en mindre elite i landet og udenlandske virksomheder.
“Jeg er dybt bekymret for, at det kan ende på samme måde i Uganda og Tanzania”, siger han.
Samtidig med, at Nyombi Morris begyndte at interessere sig for EACOP og blive mere involveret i aktivistmiljøet, startede han et projekt, hvor han ville tage til forskellige landsbyer og ud på skoler og hjælpe med at plante træer og undervise børn og unge i klimaforandringer, og hvordan man kan deltage i klimakampen og protestere fredeligt for at skabe forandring. Han ville gerne udbrede den viden, han selv havde fået, og der gik ikke længe, før hans organisation “Earth Volunteers” voksede. Han fik flere penge fra donorer til at købe træer for, og der tilsluttede sig hele tiden nye frivillige, der gerne ville hjælpe.
“Det er et af de projekter, jeg er mest stolt af. Det føltes så rigtigt at være sammen med børn og unge og konkret gøre noget godt for miljøet”, siger han.
De fejrede hvert enkelt træ, der blev plantet, og Nyombi Morris var lykkelig for den opbakning og det sammenhold, han mærkede. Det var den følelse, der holdt ham oppe, da det begyndte at blive sværere og farligere at protestere mod EACOP. For i takt med, at der kom mere fokus på olieprojektet, og menneskerettighedsorganisationer og andre aktører kritiserede det, begyndte styret i Uganda at stramme grebet og slå hårdt ned på de mennesker, der demonstrerede og kæmpede imod.
Sammen med en række andre lokale klimaaktivister arrangerede Nyombi Morris flere demonstrationer i hovedstaden Kampala imod det store olieprojekt, men det faldt ikke i god jord hos regeringen, fordi den frygtede, at det var politisk motiveret, og de unge mennesker ville vælte styret. I 2021 havde præsidenten nemlig fået et relativt dårligt valg, og derfor var han var overbevist om, at Nyombi Morris og andre aktivister udelukkende var på gaden for at udfordre valgresultaterne, selvom det ikke var tilfældet. Nyombi Morris mærkede, at det blev farligere at råbe op. Under nogle klimademonstrationer i 2021 blev han og hans bror arresteret i Kampalas gader og beskyldt for at opildne til vold. De blev løsladt hurtigt igen samme dag, fordi presset på myndighederne blev for stort. De konfiskerede hans telefon og sagde til ham, at vi de nogensinde så ham i en protest igen, ville han forsvinde for altid.
Det var første gang, at Nyombi Morris mærkede på egen krop, hvilke konsekvenser det kan have at være klimaaktivist og kritisere styret. Og det skete igen i 2022, da han pludselig gennem aktivistmiljøet fik oplysninger om, at der var en risiko for, at personer med tilknytning til regeringen ville komme efter ham. Han gemte sig derfor hos en bekendt, og ganske rigtigt var der en gruppe bevæbnede mænd, der kort tid efter bankede på døren til hans hjem. Først var bankene ganske almindelige i styrke, men så tog de til.
»Hvor er Nyombi Morris? Vi vil gerne tale med ham,« lød det på den anden side af døren fra en ukendt mandlig stemme.
Inde i huset stod Nyombi Morris’ mor. Hun åbnede forsigtigt døren. Tre uniformerede mænd med et våben hver over skulderen kom til syne, og de gentog. »Er Nyombi Morris hjemme?«
»Nej. Jeg tror, at han er i kirke,« svarede moderen.
Men Nyombi Morris’ mor vidste godt, at han ikke befandt sig i den lokale kirke. Gruppen af mænd gik igen, men dagen efter kom de tilbage tidligt om morgenen. De trængte ind i huset med magt, gennemsøgte alt grundigt, mens de gentagne gange spurgte hans mor, hvor han var.
“Vi finder ham”, sagde de, lige inden de gik ud af døren.
Der endte ikke med at ske mere, men truslen og usikkerheden gjorde Nyombi Morris langt mere forsigtig. Han deltog i færre demonstrationer i Kampala, og holdt sig til sit arbejde med at sprede viden om klimaforandringer, bevarelse af naturen og få flere unge til at deltage i klimakampen. Han kæmpede for at mobilisere unge i Uganda til at fremme kampen mod klimaforandringer, og han blev inviteret til at tale om sine oplevelser og kamp for klimaretfærdighed ved klimatopmøder og menneskerettighedskonferencer i lande lige fra New York til Polen. Men selvom han stoppede med at protestere i gaderne i Uganda mod EACOP, skulle det vise sig, at der ventede ham langt større trusler og problemer end hidtil.
