Det er en forårsdag i maj med tunge skyer på himlen, der truer med regn. Den Grønne Ungdomsbevægelse har arrangeret en protest foran PFA’s kontor i Nordhavn i København for at sætte fokus på pensionskassens afkast på investeringer i fossil energi. Tre aktivister går rundt og hilser medarbejderne velkommen med bobler, når de nærmer sig hovedindgangen.
Ved en mikrofon tæt på en dj-pult, der spiller “Dancing Queen” med Abba, har den 27-årige Nyombi Morris stillet sig klar. Han skal holde tale, som han har gjort ved så mange andre demonstrationer og topmøder i årenes løb, men denne gang er det som asylansøger. Som en klimaaktivist, der er tvunget på flugt.
Det er et halvt år siden, at Nyombi Morris og jeg sidst sås på asylcentret lidt uden for Ribe, og siden har han forsøgt at finde fodfæste i det nye liv i Danmark. Som en del af det globale klimaaktivistmiljø har det været nemt for ham at få kontakt med danske klimaaktivister og fortsætte sin kamp, og han har fået praktikplads hos organisationen Mellemfolkeligt Samvirke. Selvom han er glad og taknemmelig for at være i sikkerhed, er det svært at være i uvisheden, og der er mange ubesvarede spørgsmål, der presser sig på, og som dræner ham mentalt. Hvad skal der ske med hans liv? Får han asyl? Hvordan kan han fortsætte sin aktivisme? Og hvad skal han stille op, hvis han ikke kan finde et arbejde eller få beskyttelse i Danmark?
Men som han står der med mikrofonen i hånden og begynder sin tale, glemmer han problemerne og husker kampen. Den kamp, der har været omdrejningspunkt for hele hans voksenliv. Kampen mod klimaforandringerne og udvinding af olie og gas.
Denne dag er der fokus på, at de danske pensionskasser skal droppe sine investeringer i TotalEnergies, der er hovedejer af olieprojektet i Uganda og Tanzania. Fem danske pensionskasser ejer aktier for cirka 2,1 milliarder kroner i TotalEnergies, og PFA, der er Danmarks største kommercielle pensionskasse, ejer størstedelen.
“Investorerne er ansvarlige for enhver tortur, enhver bortførelse, enhver tavshed og vold mod miljøforkæmpere i Uganda. Vi vil ikke holde op med at kæmpe for de lokalsamfund, der påvirkes af projektet”, siger han og kigger ud mod de omkring 40 til 50 klimaaktivister, der er mødt op.
“Hvad vil vi have?” siger han og aktivisterne råber i kor:
“Klimaretfærdighed”.
“Hvornår vil vi have det?, fortsætter han.
“Nu”, svarer de.
Nyombi Morris afslutter sin tale, tager et skilt i hånden og stiller sig hen til en større gruppe aktivister, der har taget opstilling foran PFA’s store glasparti. På hans skilt er der malet et øje på, der skal symbolisere, at der bliver holdt øje med PFA’s investeringer. Der bliver spillet dystert musik og alvoren sænker sig i Nyombi Morris’ ansigt.
“Hvor var det en god tale, du holdt”, siger en ældre aktivist bagefter til Nyombi Morris.
“Tak,” siger han og smiler til hende. Han holder en kort tænkepause og fortsætter talestrømmen:
“Det er mærkeligt at tænke på, at hvis jeg demonstrerede sådan her i Uganda, ville jeg blive arresteret”.
“Også selvom det er fredeligt?”, spørger aktivisten.
“Ja. Selvom man er en mindre gruppe mennesker, der roligt står med skilte og siger slagord om olieprojektet EACOP, slår myndighederne hårdt ned på det”, fortæller Nyombi Morris.
Bare de seneste måneder har man kunne følge med i, hvordan adskillige klimaaktivister er blevet anholdt, fordi de protesterede foran den kenyanske bank KCB Banks, der er med til at finansiere EACOP-projektet.
De ugandiske myndigheders behandling af klimaaktivister har ført til kritik fra flere menneskerettighedsorganisationer såsom Human Rights Watch og Amnesty International, og i slutningen af maj kritiserede FN’s Special Rapporteur on Environmental Defenders, Michel Forst, oliegiganten TotalEnergies og dens investorer for ikke at tage de nødvendige skridt for at beskytte de miljøforkæmpere, der kritiserer det omstridte olieprojekt og de lokalsamfund, der er berørt.
“Det er dybt bekymrende, når en stor multinational virksomhed som TotalEnergies ikke formår at leve op til dets offentlige udtalelser og politik på trods af de uomtvistelige beviser for menneskerettighedskrænkelser på jorden”, lød det fra ham i en udtalelse.
Opråb til danske politikere
Nyombi Morris bliver glad, når han fornemmer, at der er en fælles front mod forandring. Ligesom til demonstrationen foran PFA. Der er et afrikansk ordsprog, der siger: “Hvis du vil gå hurtigt, så gå alene: hvis du vil gå langt, så gå sammen.”
Det er det, Nyombi Morris har som rettesnor. Især på de dage, hvor han føler sig modløs. For dem er der også. Dage hvor modstanden føles som et enormt bjerg, som han igen og igen forsøger at bestige. Hvor det kan føles som at tale til en væg, når han forsøger at råbe virksomheder og politikere op.
Den følelse havde han for nylig, da han havde været inde i Folketingssalen på Christiansborg og overvære førstebehandlingen af to beslutningsforslag stillet af Enhedslisten og SF. Partierne ønsker at forbyde udlån til og investeringer i selskaber, der udvikler nye olie- og gasfelter.
Initiativet bygger blandt andet på investeringerne i den franske virksomhed TotalEnergies. Partierne mener, at der er et stort behov for politisk regulering af finanssektoren især i en tid, hvor nogle olie- og gasselskaber slækker på klimaambitionerne.
Ifølge tal fra Nationalbanken, var den danske finanssektor – alene via sine investeringer i børsnoterede selskaber – ansvarlig for udledningen af over 100 mio. tons CO2e i 2024.
Nyombi Morris sad på tilskuerrækkerne og overværede debatten, og selvom hans danske ikke er godt nok endnu til at forstå det hele, så fornemmede han tydeligt, at langt de fleste partier var imod forslaget.
“Det var dejligt at se, at de grønne partier skubbede på for et forbud. Men det gik op for mig, hvor meget negativitet og modstand der er. Hvor lang vej vi har igen. Det får mig til at miste håbet og troen på det, vi kæmper for”, siger han.
Han havde forventet, at der i Danmark og Europa generelt ville være en større vilje til at håndtere klimakrisen og forståelse for, at der ikke bør investeres i nye fossile projekter.
“Folk har adgang til uddannelse, viden og ressourcer, men mange politikere, virksomheder og investorer fokuserer mere på at få flere penge og mere udvikling end at gøre noget ved de menneskelige konsekvenser, som projekter som EACOP har. I Uganda forsøger vi at udfordre vores regering og de regionale banker, men det vil aldrig være nok, når det er den udenlandske finansiering, der er den største. Den store finansiering til EACOP kommer fra Europa. Hvis ikke det ændrer sig, er det svært at stille noget op”, siger han.
Han mener, at danskere, der har deres pensionsopsparing i pensionskasser, der investerer i olie og andre fossile brændstoffer, har et ansvar for at stille krav og få viden om konsekvenserne ved projekterne.
“Folk er nødt til at stille spørgsmålstegn ved deres investeringer, fordi det kan være med til at forandre. De har magten til at udfordre deres banker og pensionskasser og opfordre dem til at investere pengene i gode projekter og ikke i ting, der ødelægger kloden og krænker menneskerettighederne”, siger han.
Født aktivist
Da Nyombi Morris har fortalt om oplevelsen i det danske folketing, og jeg spørger til den håbløshed, der kan ramme ham, slår han fast, at han jo er vant til modstand. At hans liv på en måde har været én lang kamp. At der skal meget til at slå ham ud af kurs. Han føler på mange måder et endnu større ansvar for at kæmpe videre, nu hvor han er i sikkerhed. Han kan nogle gange blive ramt af en dårlig samvittighed over, at han formåede at komme væk. En sorg over, at han ikke var i stand til at blive og kæmpe i Uganda.
“Det hele er en drivkraft til at kæmpe videre og fortælle om al den uretfærdighed, der er. Fortælle om de mennesker, der hver dag står i frontlinjen af klimaforandringerne. Som hver dag kæmper mod en klimakrise, de ikke selv har skabt”, siger han.
Lige nu ved Nyombi Morris ikke, hvornår hans asylsag bliver behandlet færdig. Det kan tage måneder, måske år.
“Jeg forsøger bare at få det bedste ud af den situation, jeg er i. At tage en dag ad gangen og kæmpe for det, jeg tror på. Det er en skræmmende tid, og jeg kan nogle gange frygte for, hvad der skal ske. Men jeg er født aktivist. Jeg vil ikke stoppe med at kæmpe og sige min mening”, siger han.
Danwatch har uden held forsøgt at få en kommentar fra regeringen i Uganda.
