Muren er faldet, computeren er blevet allemandseje og krige på Balkan, i Irak og Afghanistan er blevet indledt og ophørt. Verden i dag er ikke den samme som i 1982. Men én ting er uforandret: Paul Biya er stadig præsident i Cameroun.
Den 92-årige er verdens ældste statsleder og har ifølge kritikere i årevis været for syg og svag til at varetage præsidentembedet. Men når Cameroun til oktober går til valg, vil Biya efter alt at dømme igen være favoritten. Præsidenten har endnu til gode at meddele sit kandidatur officielt, men hans parti, RDPC, har indstillet ham til en ny embedsperiode, og Biya har indikeret, at han er klar på at fortsætte på sin post.
I Uganda, hvor der er valg i 2026, har Biyas kollega, Yoweri Museveni på 80 år, allerede annonceret, at han stiller op igen. Han blev præsident kun fire år efter camerouneren, i 1986, og er åbenbart heller ikke færdig med politik. Hans mission er stadig at udvikle Uganda til et højere mellemindkomstland, sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af sit kandidatur til næste års valg.
Duoen Biya og Museveni har en tragisk ironi over sig. Afrika er verdens yngste kontinent med en medianalder på bare 19 år – i Cameroun er den 18, og i Uganda er den 17.7. Men det er samtidig den verdensdel, der har de ældste statsledere. På kontinentet er man smertelig bevidst om denne ironi. I det sydlige Afrika har man de seneste år set en klar tendens til, at de gamle selvstændighedspartier – og deres gamle præsidenter – der har haft magten siden afkoloniseringen, mister opbakning. Og heller ikke i Cameroun og Uganda kan Biya og Museveni længere vide sig sikre.
Så: Måske Afrikas ældste præsidenter vil endnu. Men kan de også?
Både Paul Biya og Yoweri Museveni har over årene annekteret deres statsapparater i en grad, at de meget vel kan svindle sig til genvalg, men modstanden mod dem – både den folkelige og den mere politisk etablerede – er efterhånden så stor, at de forestående valg står til at blive de mest dramatiske i deres præsidentperioder.
I Cameroun kan Biya se frem til usædvanlig stor modstand fra egne rækker. To af hans ministre, turismeminister Bello Bouba Maigari og beskæftigelsesminister Issa Tchiroma Bakary, har netop forladt deres poster og meddelt deres præsidentkandidatur. Dertil kommer hans mangeårige udfordrer, oppositionsleder Maurice Kamto. Og i Uganda er den populære eks-sanger Bobi Wine ikke blevet skræmt af regeringens repression og forbereder et nyt forsøg på at vælte Museveni efter, at han i 2021 gav præsidenten hård kamp.
I begge lande behøver et farvel til de gamle præsidenter – hvad enten det sker ved de forestående valg eller senere hen – dog ikke at betyde en radikal ny politisk kurs.
I Cameroun kan man sagtens forestille sig, at magten forbliver hos Biyas inderkreds, der måske er yngre end 92 år, men ikke nødvendigvis mere progressive. Det kunne være hos hans stabschef Ferdinand Ngoh Ngoh. Et lignende scenarie er sandsynligt i Uganda, hvor både Musevenis søn, Muhoozi Kainerugaba, og hans svigersøn, Odrek Rwabwogo, i flere år er blevet nævnt som mulige efterfølgere.
I den forstand er alder jo bare et tal.