Åbner i en ny fane

Østersøen

I starten af november blev ordet “skyggeflåde” optaget i den danske ordbog. Det er vi selvfølgelig glade for på Danwatch, for vi har skrevet ordet enormt meget i vores artikler de seneste år.

Der er helt generelt blevet talt meget om skyggeflåden i 2025. Men jeg vil gætte på, at der i det kommende år vil blive talt endnu mere om det. For udfordringen med skyggeflåden er ikke længere bare et spørgsmål om, at Rusland transporterer olie udenom sanktionerne.

Skibene mistænkes i stigende grad for at blive brugt som redskaber i hybridkrig. De bliver nævnt i sammenhæng med dronehændelser, kabelsabotage, spionage og lignende, og nu er der også meldinger om, de sejler rundt med mystiske mænd i uniform ombord.

Det kigger vi på i Østersøen.

BB01 (1)
Collage: Louise T. Kock. Fotos: Ivan S./Pexels; Gatis Vilaks/Unsplash

26/11/2025

Små grønne mænd i Storebælt

Vi starter dagens nyhedsbrev med et spørgsmål: 

Er et handelsskib stadig civilt, hvis det sejler rundt med skjulte soldater eller efterretningsagenter ombord?

Spørgsmålet kan lyde som en mærkelig hypotetisk situation, men det kan være den virkelighed, der udspiller sig for næsen af os lige nu.  

Olieskibe fra skyggeflåden er blevet observeret med russiske mænd i umærkede camouflageuniformer ombord, og ingen kan sige med sikkerhed, hvem de er.

Det har chokeret og bekymret flere lodser i Danmark, fordi de er gået ombord på tankskibe på vej gennem Danmark til og fra Rusland og er blevet mødt af de her uniformerede mænd, der er med som uanmeldte passagerer. 

Mændene identificerer ikke sig selv og bærer ingen markører. De står ofte og observerer. Nogle gange fotograferer de lidt. Men vigtigst af alt, så har de officielt slet ikke noget at gøre på skibet.

Det minder om tidligere eksempler med ‘små grønne mænd’, der er dukket op i konfliktzoner med russisk interesse. Skyggeflåden er også blevet et konfliktområde for Rusland, fordi de bliver overvåget af NATO-skibe og sanktioneret af EU, Storbritannien og USA.

Helt kort, så dækker fænomenet over mystiske camouflerede soldattyper, der dukker op ud af det blå uden nogen identifikationsmarkører og ser ud til at handle på vegne af Ruslands interesser, uden nogen kan bevise det.

Ingen kan sige med sikkerhed, hvem de her personer er. Men flere lodser fra det statslige lodseri DanPilot er begyndt at opleve de ekstra passagerer på tankskibe på vej til og fra Rusland, når de skal navigere dem gennem danske farvande.

Bekymringen blandt nogle af de lodser, der indberetter at have mødt dem, er, at de kan handle på vegne af Rusland.

Det statslige lodseri DanPilot har selv bekræftet i interne korrespondancer, at der er flere og flere indberetninger fra lodser, der melder om russiske mænd i camouflageuniformer.

I et interview fra den 16. november sagde den yderst rutinerede lods Bjarne Cæsar Skinnerup til Danwatch, at situationen lige nu er så alvorlig, at den overgår hans vildeste fantasi.

Han var ellers også officer i Søværnet under Den Kolde Krig, hvor spionage og andet lyssky militært personale var et udbredt emne i hele Europa.

De russiske mænd i uniformer har en intimiderende effekt på lodserne, mens de gør deres arbejde, fortalte han.
Lodser er omfattet af indberetningspligt om fejl og mangler på skibe, men det er blevet enormt svært at finde ud af, hvad der foregår på de her skibe.

Udover at være bemandet af mystiske mænd i uniform, så bliver essentielle papirer såsom forsikring og ejerskabsdokumenter støvsuget fra skibet. Bjarne Cæsar Skinnerup mener, at skibene forsøger at skjule noget.

Han udtalte sig til Danwatch, fordi han har forsøgt at råbe myndighederne op længe uden succes.

Så hvad siger myndighederne til det?

Ingenting. Hverken Udenrigsministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab eller Beredskabsstyrelsen gad udtale sig konkret om emnet.

På den måde fik Bjarne jo sådan set ret, da han sagde, at han ikke følte sig lyttet til.

Det lykkedes dog Danwatch at få Forsvaret til at forholde sig til de mange observationer af uniformerede russere på civile skibe på et generelt plan.

Deres korte svar siger en hel del: Først og fremmest afviser Forsvaret, at de er bekendt med, at der sejler russiske soldater rundt på civile skibe. Det begrundes med, at man ikke kan sige entydigt, at de har en forbindelse til militæret.

Men Forsvaret siger også, at de hverken kan be- eller afkræfte, at der sejler uniformerede mænd rundt på civile skibe i Danmark.

Noget, som vi meget gerne vil have svar på hos Danwatch er, hvornår et civilt skib ikke længere er civilt. 

Forsvaret siger, at skibet stadig er civilt, selvom de her uniformerede personer sejler med ombord. De oplyser dog, at det er Udenrigsministeriet, der skal tage stilling til det i sidste ende. Desværre ville Udenrigsministeriet udtale sig.

Det hele kommer nok an på, hvem de her ‘små grønne mænd’, der sejler rundt i Storebælt egentlig er. Men det spændende er, om det åbner for nye handlemuligheder fra europæisk side, hvis der er russisk militærpersonel på civile skibe.

I så fald er der en risiko for, at det ikke længere tæller som det, der kaldes ‘uskyldig passage’, og skibet vil risikere at miste nogle af de rettigheder, det ellers har for at sejle frit gennem Danmark.

DET SKRIVER VI OM ØSTERSØEN

Militæruniformer og totalt lukkethed: Øjenvidne slår alarm om russiske olieskibe

Han har sejlet i de danske farvande i over 40 år, men har aldrig set noget lignende det, der sker nu. Derfor slår han alarm i håbet om, at myndighederne vil reagere.

Truer vildlaksen: Tusindvis af industrilaks undslipper

Genetisk forurening: Laks fra store havbrug truer de vilde laksebestande, som nu er på et historisk lavt niveau. Senest slap 75.000 opdrætslaks ud af et skotsk havbrug, efter at oktoberorkanen Amy rev hul på et bur.

DET SKRIVER ANDRE OM ØSTERSØEN

Handelsskibe er blevet krigsredskaber

En fællesnævner for de seneste mange hybride hændelser i Europa har været, at myndighederne retter blikket til søs. Om det er droner, kabelsabotager, overvågning, spoofing eller andet, så kigger man altid ud for at kortlægge, hvilke skibe, der har været i området på tidspunktet. Det skyldes, at civile skibe i høj grad er blevet en del af den store hybridkrig mellem Rusland og Europa. Det har Foreign Affairs skrevet en fremragende artikel om.

Teenager fængslet for russiskstøttet sabotage

En 17-årig dreng er blevet fængslet til tre år og fire måneder i Litauen, efter han sidste år satte ild til en Ikea i Vilnius. Drengen havde handlet efter at være blevet hvervet af Rusland under et hemmeligt møde i Polen, hvor han blev tilbudt 10.000 euro og en BMW for at udføre terrorhandlinger i Litauen, lyder det blandt andet i anklageskriftet.

Danwatch vandt for nyligt Foreningen for Undersøgende Journalistiks metodepris for andet år i træk. Det var mine kolleger Mathias Glistrup og Thomas Gösta Svensson, der fik prisen med projektet ‘Putins Atomplaner’. Det er et helt unikt stykke journalistik, der giver adgang til underjordiske atombaser i Rusland, som man normalt ikke kan få indblik i.

Læs eller genlæs projektet her.

Jakob Kjøgx Bohr

Læs meget mere om spionage og skyggekrig. Skriv dig op til mit nyhedsbrev ØSTERSØEN her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.