Det er bare et lille, undseeligt stykke grafitti på et skilt foran en bilforhandler i Luanda, Angolas hovedstad. Men det indrammer på mange måder det, der i begyndelsen af ugen foregik i byen, da Luanda var vært for det syvende topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union (AU).
“China -> Bad”, står der på skiltet, vistnok bare skrevet med en tynd tusch. Det er ingen organiseret kampagne, men formentlig bare en frustreret angolaner, der følte behov for en stille protest.
Siden slutningen af Angolas knap 30 år lange borgerkrig i 2002 har Kina været særdeles aktive i landet. Med omfattende långivning og store investeringer i landets infrastruktur har kineserne været afgørende for genopbygningen af Angola og etableringen af landet som en af Afrikas førende petro-stater. Men forholdet til Beijing er blevet mere kompliceret. Som graffitien hos bilforhandleren antyder, er flere angolanere begyndt at spørge sig selv, om det har været fornuftigt for landet at gøre sig selv så økonomisk afhængigt af Kina.
I den forstand var Luanda en passende vært for topmødet mellem EU og Den Afrikanske Union. Europæiske diplomater og politikere er vanligvis ikke meget for at snakke om EU’s geopolitiske rivaler, når de mødes med afrikanske kolleger. De vil hellere fokusere på EU selv. Men konteksten for topmødet i Luanda var ikke til at tage fejl af: Vi lever i en geopolitisk brydningstid, hvor nye alliancer formes og gamle genforhandles. Også i Afrika. Eller måske faktisk især i Afrika, hvor alle med globale magtaspirationer forsøger at gøre sig gældende.
Tysklands kansler, Friedrich Merz, sagde det selv i Angola: “Vi (EU, red.) vil ikke efterlade dette kontinent til andre”, lød det med slet skjult hentydning til især Rusland og Kina. Men europæerne skal træde varsomt. Hvis de vil have ørenlyd hos deres afrikanske kolleger, er det ikke tilstrækkeligt at formulere en Afrika-politik, der primært er skabt for at modgå Europas geostrategiske rivaler. Det ville være udtryk for en uoprigtighed, man i Afrika nemt kan gennemskue.
“Når vi spørger EU, kan vi knap få svar”
Det virker EU-landene nu også til at have forstået – på trods af Merz (lidt for ærlige) udtalelse. Den danske regerings Afrika-strategi – lanceret i august sidste år – er ikke alene om sin ambition om at omlægge de traditionelle bistandssamarbejder til ligeværdige handelssamarbejder. Det er takter, der går igen i hele EU, og med planer om at investere intet mindre end 150 milliarder euro i Afrika er medlemsstaterne ved at sætte handling bag ordene.
På sigende vis afholdt EU og Den Afrikanske Union et Business Forum simultant med det politiske topmøde. Her mødtes mineselskaber, techvirksomheder, kapitalfonde, udviklingsbanker, NGO’er og andre interessenter for at diskutere, hvordan man bedst får pengene ud at leve på kontinentet. Især Lobito-korridoren, et stort anlagt jernbaneprojekt på tværs af Angola, Zambia og DR Congo, fik meget opmærksomhed.
Investeringsfokuset er på mange måder et europæisk svar på en afrikansk efterspørgsel. Regeringer over hele Afrika har i årevis sagt det, som EU nu også siger: Afrika har brug for investeringer, ikke donationer. Men lykken er ikke nødvendigvis gjort af den grund. Afrikanerne er frustrerede over nye bæredygtighedskrav i EU, der vanskeliggør dele af den afrikanske eksport til Europa, og EU’s investeringspakke på de føromtalte 150 milliarder euro – en del af unionens såkaldte Global Gateway – bliver kritiseret for at være uigennemsigtig og kun i begrænset omfang at inddrage afrikanske beslutningstagere. Som en afrikansk diplomat til topmødet formulerede det, da mikrofonerne var slukket:
“Vi vil gerne have investeringer, men vi forstår faktisk ikke helt, hvad Global Gateway er, og hvordan det fungerer. Hvor kommer pengene til de enkelte projekter fra, og hvad dikterer udvælgelsesprocessen? Når vi spørger EU, kan vi knap få svar”
Derudover kan man spørge, om EU-landene er tilstrækkeligt opmærksomme på at sikre nogle af de forhold, der alt andet lige må være en forudsætning for at få samhandlen til at vokse: Politisk stabilitet og et tåleligt gældsniveau, blandt andet.
Konfliktniveauet i Afrika er højt i disse år med krige i blandt andet Sudan og DR Congo og udbredt terrorisme i Sahel, Somalia, Nigeria, Mozambique og flere steder endnu. Hvis ikke de væbnede kampe bliver nedbragt, strander kommercielle ambitioner. I sluterklæringen for topmødet i Luanda udtrykker EU og Den Afrikanske Union enighed om behovet for at sikre en retfærdig fred i konflikter på tværs af Afrika (og i Ukraine og Palæstina), men hvad er EU’s bidrag egentlig til at ende krigene i eksempelvis Sudan og DR Congo? Det er svært at få øje på.
Sluterklæringen opfordrer også til en “forbedring” af “den internationale gældsarkitektur”, der på tværs af Afrika er beskyldt for at overvurdere risikoen ved at investere på kontinentet og derfor tvinge landene til at låne penge på nogle skyhøje rentevilkår. Men for flere afrikanske delegationer til topmødet var det en for defensiv formulering. Ifølge en kilde tæt på forhandlingerne i Luanda havde de afrikanske lande gerne set, at man var blevet enige om et behov for en decideret “reform” af gældssystemet, herunder de internationale mekanismer for gældslettelse, som der er så massivt behov for flere steder i Afrika.
EU er langsynet i sin Afrika-politik. De taler om befolkningstilvækst, fremtidens arbejdsmarked, industrielle reformer og grøn omstilling, men der er noget grundlæggende kortsynet over både afrikansk politik og livet på kontinentet i det hele taget. Behovene mange steder er så påtrængende, at strukturelle indsatser – uanset hvor velintenderede og gennemtænkte de måtte være – risikerer at miste flyvehøjde.
EU kan have nok så mange visioner for de kommende år og årtiers europæisk-afrikanske samarbejde. Men de bliver næppe indfriet, hvis ikke EU også kan bidrage til løsninger på Afrikas allermest akutte problemer. Det er ikke alle, der har den luksus at kunne langtidsplanlægge.
I Syd for Sahara kan du i næste uge høre et interview med Danmarks ambassadør i Etiopien og ved Den Afrikanske Union, Sune Krogstrup, optaget i Luanda få timer efter, at topmødet blev afsluttet. Programmet kan både høres hos Danwatch og Radio IIII.