LUANDA – I går aftes skulle statsminister Mette Frederiksen (S) have fløjet til Luanda, Angola for at deltage i et imødeset topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union (AU), der er begyndt i dag. Men et aflyst fly i Frankfurt betyder, at statsministeren må nøjes med at være med online.
Det oplyser Statsministeriet til Danwatch mandag morgen.
Mette Frederiksens deltagelse i topmødet har været planlagt længe, og ud over deltagelse i fællesmøder med europæiske og afrikanske kolleger skulle statsministeren have holdt flere bilaterale møder.
I statsministerens fravær vil Danmark nu være repræsenteret ved topmødet af Udenrigsministeriets Afrika-chef, Ketil Karlsen.
Lektor på Center for Afrikastudier Stig Jensen kalder det for “elendig timing”, at Mette Frederiksen i sidste øjeblik er blevet forhindret i at deltage på topmødet i Luanda.
“Danmark har formandskabet for et EU, der satser mere og mere på samarbejdet med Afrika. Derfor var det helt oplagt, at Mette Frederiksen skulle deltage fysisk”, siger han.
Han understreger, at det er en formildende omstændighed, at statsministeren kun er fraværende på grund af et aflyst fly, men det ændrer ikke på, at hendes manglende tilstedeværelse kan få konsekvenser.
“Det er samlet set problematisk for vores bilaterale relationer til afrikanske ledere og vores ledelse af EU-formandskabet, ikke mindst i lyset af, at vi befinder os i en geopolitisk brydningstid, hvor der er kamp om de afrikanske statslederes opmærksomhed”, siger Stig Jensen.
I et skriftligt svar udtrykker Statsministeren ærgrelse over ikke at være tilstede i Luanda.
“I en tid med krig og polarisering skal vi udvikle de alliancer, der deler ønsket om en verden baseret på fælles regler. Hvor både små og store lande kommer til orde. Danmark og EU skal styrke partnerskabet med de afrikanske lande. Derfor ærgrer det mig også, at det ikke var muligt at komme frem i tide grundet tekniske problemer på flyet. Men det ændrer ikke på, at Danmark vil Afrika. Det har vi vist med regeringens strategi for et styrket engagement med de afrikanske lande. Og gennem mere end to årtier som tæt partner for Den Afrikanske Union”, skriver hun til Danwatch.
Fokus på investeringer
Topmødet i Angola har længe været udpeget som en nøglebegivenhed i det europæisk-afrikanske samarbejde.
Et lignende arrangement blev senest afviklet i Bruxelles i 2022, og i mellemtiden har flere af Europas geopolitiske rivaler – herunder både Kina og Rusland – udbygget deres samarbejder på tværs af Afrika.
Topmødet fokuserer især på nye europæiske investeringer i Afrika, og Luanda er sideløbende også vært for EU-AU Business Forum, der tiltrækker forretningsledere og investorer fra begge kontinenter.
Dermed flugter topmødets agenda med den danske regerings Afrika-strategi, der blev lanceret i august sidste år.
Her lagde regeringen op til øgede danske investeringer på kontinentet og i den forbindelse en ny fortælling om dansk tilstedeværelse i Afrika med mere fokus på ligeværdig handel og mindre på traditionel bistand.
“Det er skidt for dansk Afrika-politik, at Mette Frederiksen ikke er fysisk til stede til en så central begivenhed, fordi regeringen med Afrika-strategien netop italesætter vigtigheden af samarbejde med Afrika, herunder at møde hinanden i øjenhøjde. Selvom der er en lavpraktisk årsag til, at hun ikke er til stede, gør hun sig sårbar over for en tilbagevendende afrikansk kritik om, at europæiske politikere tager Afrika for givet”, siger Stig Jensen.
Dansk udviklingsfond heller ikke til stede
Det er ikke kun Mette Frederiksen, der må se til hjemmefra.
Det samme gør Impact Fund Denmark, en statslig fond under Udenrigsministeriet, der investerer i en lang række udviklingslande. I en mail til Danwatch oplyser de, at de ikke er repræsenteret ved EU-AU Business Forum.
Det er selvom, at netop Impact Fund Denmark i forbindelse med Afrika-strategien er blevet tilført ekstra midler øremærket til at “understøtte dansk erhvervslivs engagement, partnerskaber og investeringer i Afrika”.

Deres fravær undrer lektor Stig Jensen.
“De ser tilsyneladende ingen muligheder for danske virksomheder i Angola. Det er problematisk, for Angola er netop et af de lande, der – modsat andre på det afrikanske kontinent – i disse år rent faktisk vender sig mod Vesten”, siger han.
Angola er hjem for Lobito-korridoren, et stort anlagt jernbaneprojekt, som EU har postet store ressourcer i, og i slutningen af 2023 besøgte USA’s daværende præsident Joe Biden landet i det, der blev udlagt som en klar markering af Angolas udenrigspolitiske positionering.
“Umiddelbart ser jeg mange muligheder for danske virksomheder i Angola, blandt andet inden for grøn omstilling, landbrug, vand og turisme”, siger Stig Jensen.
Impact Fund Denmark mener dog ikke, at de har fravalg af topmødet mellem EU og Den Afrikanske Union:
”Det er på ingen måde et fravalg af EU-AU topmødet. Vi har dog i sidste ende prioriteret anderledes, fx. EU Global Gateway Forum i oktober og Africa Investment Forum (i Rabat, Marokko, red.) senere denne uge, hvor vi er til stede”, skriver de i en mail.
Topmødet løber af stablen i dag og i morgen, den 24. og 25. november.
Artiklen opdateret med kommentar fra Statsministeren kl 15:09

