Mandag annoncerede den congolesiske oprørsgruppe M23, at de har trukket sig ud af den strategisk vigtige by Uvira, der ligger på grænsen til Burundi.
M23, der er støttet af DR Congos naboland Rwanda og kæmper mod den congolesiske hær, rykkede ind i Uvira kort efter, at de to landes præsidenter i begyndelsen af december sidste år mødtes i Washington for at underskrive en fredsaftale.
Oprørerne annoncerede et par uger efter, at de ville trække sig fra Uvira efter ønske fra netop amerikanerne, men først nu har de gjort det.
Lektor på Roskilde Universitet og mangeårig iagttager af congolesiske forhold, Kasper Hoffmann, ser da heller ingen tegn på, at M23’s retræte fra Uvira varsler fred i det kronisk konfliktramte østlige DR Congo.
Det vurderer han i dagens Syd for Sahara, Danwatch og Radio IIIIs ugentlige Afrika-program.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Dette efterår har det lille vestafrikanske land Gambia kæmpet med langvarige og gentagne strømafbrydelser. Hvad er de et symptom på, hvilken social og politisk virkelighed blotlægger de, og kan de få indflydelse på det snarlige præsidentvalg i landet? Dansk-gambianske Jacqueline Hørup Nielsen diskuterer med vært Oscar Rothstein.

“Kampene fortsætter i områderne omkring Uvira, og heller ikke omkring Goma og Bukavu (de to største byer i det østlige DR Congo, red.) har der på noget tidspunkt været en pause i konflikten”, siger han.
Sammen med vært og Danwatch-journalist Oscar Rothstein, der netop er vendt hjem fra DR Congos hovedstad Kinshasa, udlægger han motiverne bag og begrænsningerne i fredsaftalen i Washington og diskuterer, hvilke interne dynamikker i congolesisk politik og militær der besværliggør fredsprocessen.
Kampene mellem den congolesiske hær og M23 brød ud, da oprørerne i januar 2025 erobrede millionbyen Goma. I dag lever over 5 millioner østcongolesere som internt fordrevne.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.













