EU importerer russisk gas, som fragtes på amerikansk-ejede skibe, er finansieret af kinesiske lån og holdes sejlende med dansk drift og service. Velkommen til den geopolitiske virkelighed, hvor alle tjener penge på skurken.
Siden Rusland den 24. februar 2022 sendte soldater, kampvogne og pansrede køretøjer over grænsen til Ukraine og invaderede landet, har EU købt russisk gas for 124 milliarder euro – svarende til svimlende 927 milliarder kroner.
Gassen fra Rusland indgår i EU’s gasforsyning og er blandt andet med til at sikre dit varme brusebad, lys i gadelampen og strøm til industrien – ja, i det hele taget de fleste ting, som kræver energi.
Det er selvfølgelig et paradoks, eller “rent ud sagt pinligt for Europa”, som erhvervsminister Martin Lidegaard (RV) udtrykker det, at EU med den ene hånd smider milliarder af euro i den russiske statskasse, og med den anden tordner frem med økonomiske sanktioner for at stække Ruslands indtægtskilder.
Den russiske gaseksport afspejler dermed også den aktuelle verdensorden, hvor politiske fronter og økonomiske interesser ikke nødvendigvis følges ad.
Under gashandlen ligger et kludetæppe af international kapital, energikontrakter, ejerskab og afhængighed mellem lande, der samtidig står over for hinanden politisk.
Den geopolitiske situation bliver ganske tydeligt illustreret, hvis man kortlægger pengestrømmene for et enkelt skib, der fragter russisk LNG.
Skibet Rudolf Samoylovich
Lige nu er den 300 meter lange tanker Rudolf Samoylovich på vej med flydende gas (LNG) fra det nordlige Rusland til en europæisk havn.
Og her er Danmark ikke blot en perifer tilskuer. Vi er både økonomisk og geografisk vævet ind i den russiske energihandel. Danmark er en del af fortællingen.
Driften af skibets fragt er nemlig placeret i et selskab i Singapore, som ejes gennem det danske firma Seapeak Maritime Holdings i København.
Vi er dermed økonomisk forbundet gennem et dansk selskab, der driver flere af de skibe, som transporterer russisk LNG, samt via værftet Fayard på Fyn, der vedligeholder skibene og dermed sikrer deres fortsatte ageren på havene.
Skibet befinder sig lige nu i Nordsøen, antagelig lastet med 70.000 ton LNG produceret på det russiske Yamal-anlæg, som har været, og fortsat er, en særdeles vigtig indtægtskilde for Ruslands krigsøkonomi.
Tankeren er ifølge data fra Kpler på vej mod Frankrigs LNG-havn ved Dunkerque. Det er formentlig en af skibets sidste gasleverancer af gas til et EU-land qua kommende EU-sanktioner mod Rusland.
I juni i år lagde skibet til hos Fayard på Fyn, hvor det blev serviceret og klargjort til at vende tilbage til at fragte af russisk LNG fra Yamal til de europæiske markeder.
De danske forbindelser til tankeren, der lige nu passerer gennem Nordsøen, er dermed et led i en langt større økonomisk kæde.
Kina har finansieret skibet via den statslige bank China Development Bank. Banken udstedte i 2017 et lån på 1,632 milliarder dollar, som finansierede bygningen af Rudolf Samoylovich og fem lignende specialbyggede såkaldte Arc7-skibe.
Den kinesiske bank tjener dermed penge på de renter, lånet kræver, indtil det er tilbagebetalt.

Amerikansk kapitalfond
Det globale rederi Seapeak, der ejes af den amerikanske kapitalfond Stonepeak, har en ejerdel på 50 procent i Rudolf Samoylovich. Den anden halvdel ejes af kinesiske China LNG Shipping.
De deler indtægterne fra langtidskontrakter med russiske Yamal Trade om transport af russisk LNG. Kontrakterne løber frem til 2045 ifølge regnskabsdata hentet fra det amerikanske finanstilsyn.
Hver gang Rudolf Samoylovich laster LNG fra Yamal og transporterer gassen til Europa, indgår lasten i den eksport, som fortsat giver Rusland milliardindtægter.
På skibet mødes således kinesiske renter, amerikanske og kinesiske ejerinteresser, dansk drift og service samt russiske gasindtægter – med EU som en af de vigtigste kunder – i hvert tilfælde året ud, inden nye sanktioner træder i kraft.

