Ifølge en Novo-briefing, som Danwatch og Zamaneh har fået adgang til via en aktindsigt i korrespondancen mellem Novo og den danske ambassade i Teheran, regner Novo med, at mindst 9,2 millioner iranere vil have diabetes i 2040.
Et meget lovende tal for verdens største insulinproducent.
Jørn Fredsgaard, senioranalytiker i Eksportkreditfonden, der tilbyder lån og garantier til danske eksportvirksomheder, forklarer, hvorfor Novo var og formentlig stadig er så interesseret i at gøre forretninger i Iran.
“Iran er et gigantisk marked for Novo. Iranerne har en sød tand, landet har en forholdsvis høj BNP og en stor middelklasse, som efterspørger vestlige kvalitetsprodukter”, siger Jørn Fredsgaard.
Det gyldne æg
Et af Novos første skridt var at oprette et datterselskab, der var 100 procent ejet af Novo.
Den nye gren på Novos vidtstrakte virksomhedstræ blev navngivet NN Pars, eller på dansk Novo Nordisk Iran, og en række nye medarbejdere blev hyret til at fylde kontorerne i den iranske hovedstad.
“Novo begyndte med blot fem mand i Iran, men udvidede hurtigt staben. De ansatte alle de klogeste hoveder i Iran. Alle deres nye ansatte var enten læger eller universitetsuddannede, som var klar til at arbejde for Novo for 600-800 dollars om måneden,” fortæller en kilde med kendskab til Novos første år i Iran.
Helt fra begyndelsen var det målet at starte produktion i Iran. Den succesfulde danske medicinalkoncern ville ikke bare være endnu en importør. Målet var at levere moderne insulinprodukter til det iranske marked. Med millioner af diabetikere og en stadig usundere livsstil var Iran et velvalgt mål for Novo velafprøvede strategi for erobring af nye markeder.
Nye venner
I 2012 lancerede Novo en charmeoffensiv. En lang række såkaldte velfærdsaktiviteter blev sat i værk i overensstemmelse med den tostrengede strategi, som Novo også tidligere havde brugt for at komme ind på nye markeder.
Som Lars Thøger Christensen, ekspert i branding på Copenhagen Business School, forklarer, tilbyder Novo både at løse problemerne og behandle dem.
Budskabet til den iranske offentlighed og de iranske politikere fremgår blandt andet af en præsentation, som Novo har sendt til den danske ambassade i Teheran.
Her tilbyder Novo både at lære iranerne en sundere livsstil og begrænse antallet af diabetikere blandt Irans nye, store ungdomsgenerationer samt at levere den mest moderne medicin til de iranere, der allerede er syge.
“Vores plan [er at…] skabe øget opmærksomhed om diabetes, hjælpe diabetespatienter ved at forbedre adgangen til information og støtte,. og ved at bringe de forskellige interessenter på området sammen med henblik på handling”, hedder det blandt andet i præsentationen.
Et af de populære initiativer er de Novofarvede diabetesbusser, og allerede samme år begyndte den første bus at trawle gaderne i Teheran med de gode budskaber. I øjeblikket kører seks busser rundt for at lære iranerne, hvordan man forebygger diabetes eller tackler sygdommen, hvis det ikke lykkes.
“Novos forpligtelser over for mennesker med kroniske sygdomme rækker ud over levering af livsvigtig medicin”, som kommunikationschef Charlotte Zarp-Andersson forklarer i et mailsvar.
En diabetes-hotline for patientoplysning blev også lanceret sammen med en række gratis uddannelsesforløb for sygeplejersker og læger og et sponsorat af den årlige diabetesdag.
Initiativerne blev sat i søen i et tæt samarbejde med det iranske sundhedsministerium, Teherans bystyre, den Iranske Diabetesforening, det Internationale Diabetes Forbund og senere også Teherans Universitet.
Som professor Lars Thøger Christensen forklarer, er Novos strategi en omhyggeligt udarbejdet og velafprøvet opskrift på, hvordan man brander en virksomhed som en ansvarlig partner i kampen mod en fælles fjende.
“Novo engagerer sig altid i denne type aktiviteter; for eksempel at skabe opmærksomhed omkring fedme, diabetes, samt finansiering af uddannelse og forskning. Det er en del af en langsigtet strategi, der får virksomheden til at fremstå mere sympatisk”, siger Lars Thøger Christensen.
“Novo er en moderne virksomhed, som ved, at det er vigtigt at vise ansvarlighed. Det er en del af virksomhedens DNA”, siger han og understreger, at denne form for imagepleje går hånd i hånd med Novos salgsfremmende indsats.
“Selvfølgelig går det hånd i hånd. Novo promoverer samtidig sine produkter til patienter, sundhedspersonale og politikere. Det er en del af pakken”, siger han.
Et perfekt match
Og Novo fandt venner overalt. Blandt dem hundredtusindvis af patienter, som var ivrige efter at få adgang til kvalitetsprodukter som Novos moderne insulinpenne, der ikke bare gør det lettere og mere sikkert selv at administrere insulinindsprøjtninger, men også tilbyder langtidsvirkende stabilisering af blodsukkeret og hurtigtvirkende insulin, som kan anvendes blot få minutter før et måltid.
For sundhedspersonale og forskere var Novo også en attraktiv samarbejdspartner, som åbnede muligheden for kontakt med vestlige kolleger efter årtiers sanktioner og isolation, som kilder med kendskab til Novos forretninger i Iran udtrykker det.
Jørn Fredsgaard fra Eksportkreditfonden forklarer Novos tiltrækningskraft således:
“Iranerne har ikke haft adgang til europæiske og amerikanske produkter i mange år, og de har en forkærlighed for kvalitet, hvilket måske ikke lige er det, de får fra Kina. Iran har en stor middelklasse, som er uddannet i Vesten og kræver at få vestlige produkter, så på den måde var Novo og Iran et perfekt match”, siger han.
Tæt på Ayatollahen
For at sømme Novos navn grundigt fast i den iranske diabetesverden organiserede den danske medicinalvirksomhed også en række stort anlagte konferencer, som bragte indflydelsesrige repræsentanter fra det isolerede land i kontakt med verden udenfor.
Blandt de mest prestigefyldte initiativer var The International Diabetes Leadership Forum, som i 2015 samlede repræsentanter for internationale organisationer, patientforeninger, sundhedspersonale, diabetespatienter, NGO’er, medier og ikke mindst iranske politikere og myndighedsrepræsentanter.
Målet var “at diskutere løsninger på diabetesproblemet i Iran og internationalt”, som Novo udtrykker det i en mail til Danwatch og Zamaneh.
Novo indledte også et strategisk samarbejde med The Endocrinology and Metabolism Research Institute på Tehran University, et forskningsinstitut under ledelse af professor Bagher Larijani, hvis familie tilhører den absolutte magtelite i Iran.
Ifølge en kilde, der har kendskab til aftalen med Bagher Larijani, donerede Novo en million dollars til instituttet, men det har ikke været muligt at fastslå det præcise beløb, da Novo ikke ønsker at oplyse dette eller andre detaljer om samarbejdet.
Forbindelser til toppen
Samarbejdet med Bagher Larijanis institut betød under alle omstændigheder, at Novo nu havde en varm forbindelse til nogle af de mest magtfulde politikere i Iran.
Bagher Larijani havde selv en fortid som viceminister i Sundhedsministeriet, en af hans brødre var og er stadig formand for det iranske parlament og en anden var dengang tidligere viceudenrigsminister og er i dag rådgiver for Irans øverste leder Ali Khamenei.
En tredje bror, Sadeq Amoli Larijani, var dengang øverste chef for det iranske retssystem og direkte ansvarlig for menneskerettighedskrænkelser heriblandt ”Vilkårlige anholdelser af politiske fanger, menneskerettighedsforkæmpere og mindretal”, som EU formulerede det, da unionen besluttede at sætte ham på sanktionslisten.
Som chef for retssystemet underskrev Sadeq Larijani personligt “utallige dødsdomme i strid med internationale standarder, herunder stening (…) og offentlige henrettelser som dem, hvor fanger blev hængt fra broer”, hedder det i sanktionsgrundlaget.
“Han har desuden tilladt korporlig afstraffelse såsom amputationer og drypning af syre i øjnene på de dømte. Efter Sadeq Larijani kom til, er overgrebene “steget markant“”.
I slutningen af 2018 overtog Sadeq Larijani rollen som leder af Iran’s Expediency Council, et meget magtfuldt råd, der har til opgave at rådgive Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei, og siden da har han været en af dem, der nævnes som en mulig efterfølger for den 81-årige ayatollah.
Trods både amerikanske og europæiske sanktioner mod Sadeq Larijani, valgte Novo altså at indgå i et samarbejde, der sætter virksomheden i forbindelse med Larijani-familien.
Økonom Mahdi Ghodsi fra Vienna Institute for International Economic Studies er ekspert i iranske forhold og forklarer, hvorfor alliancen med Larijani er vigtig.
“Når man har forretningsforbindelser med en mand som Bagher Larijani, hvis familie på det tidspunkt var ansvarlig for såvel parlamentet som retssystemet i Iran, burde det give Novo en række fordele. Det kan gøre det mindre omkostningsfuldt for Novo at gøre forretninger i Iran”, siger han.
Hverken Novos direktør Lars Fruergaard Jørgensen eller vicedirektøren for NN Pars, Ali Mostofi, har ønsket at svare på spørgsmål om Novos samarbejdspartnere i Iran.
I et mailsvar svarer kommunikationschef Charlotte Zarp-Andersson ikke på, hvilke overvejelser Novo har gjort sig vedrørende forbindelsen til Larijani-familien, men hun forsvarer samarbejdet med Bagher Larijani’s institut og understreger, at partnerskabet er fuldt lovligt.
“Før vi indgår nogen form for aftale med eksterne partnere, herunder donerer penge, gennemfører vi en grundig due diligence-vurdering af organisationen. Derudover overvåger vi løbende og følger op for at sikre, at alle regler og al lovgivning overholdes,” siger hun.
Hvor mange penge, Novo har doneret til Larijanis institut, ønsker virksomheden ikke at oplyse.
Det store spring
Da Iran underskrev atomaftalen med de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, Tyskland og EU i 2015, var Novo klar til det store spring.
Novo Nordisk havde fundet en ny samarbejdspartner og ville nu virkeliggøre planen om at etablere egen produktion i Iran.
Ideen om at bygge en insulinfabrik i Iran blev præsenteret for de iranske myndigheder allerede i 2012, og projektet blev vel modtaget, fortæller en kilde med kendskab til forhandlingerne.
Tre år senere blev Novo den første udenlandske medicinalvirksomhed, som startede produktion i Iran.
“Det er en politisk prioritet for den iranske regering, at medicinalproduktion så vidt muligt skal være lokal. Siden den islamiske revolution har det været officiel politik, og de internationale sanktioner mod Iran har kun fået regeringen til at prioritere den lokale produktion endnu højere”, siger en kilde, som har været involveret i forhandlingerne.
Så der var store smil over hele linjen, da Ole Mølskov Bech, Novos vicedirektør for Nærøsten, den daværende iranske sundhedsminister Seyed Hassan Hashemi og daværende chef for den iranske sundhedsstyrelse (FDA) Rasoul Dinarvand underskrev et såkaldt Memorandum of Understanding i september 2015.
Ceremonien blev blandt andet dækket af det iranske nyhedsbureau IRNA, og Novos tilladelse til at bygge en insulinfablik i den islamiske republik var en realitet.
Aftalen var et vigtigt skridt for Novo og et vigtigt skridt for Irans ønske om at blive uafhængig af importeret medicin.
Novo lovede at investere en halv milliard danske kroner (70 millioner euro), oprette mindst 160 nye arbejdspladser for højtuddannede iranere og starte en national iransk insulinproduktion, fremgår det af Novos kommunikation med den danske ambassade i Teheran.
Det var et gyldent øjeblik, hvor alle interesser faldt i hak.
“Alle var opsatte på at vise, at udenlandske investeringer var på vej ovenpå atomaftalen. Aftalen om Novos fabrik var beviset på, at det ville ske”, siger en kilde med kendskab til aftalen.
Professor Akbar Abdollahiasl fra Teheran Universitets afdeling for medicinaløkonomiske studier bekræfter, at Irans aftale med Novo var en stor sejr for den iranske regering.
“En af det iranske sundhedsministeriums vigtigste opgaver er at beskytte den lokale medicinproduktion. Den politik understøtter Novo ved at etablere produktionsfaciliteter i Iran”, siger han.
Danwatch og Zamaneh har bedt Novo forklare detaljerne i aftalen med den iranske regering, herunder hvilke betingelser Novo har forpligtet sig til at opfylde, men det ønsker virksomheden ikke.
En kilde med kendskab til Novos produktlinje i Iran og det iranske marked beskriver Novos mål således:
“Novos mål er at introducere virksomhedens dyreste insulinprodukter til det iranske marked. De nye typer insulin, de moderne typer, er meget dyrere end de gamle typer, og fortjenesten er meget større”, siger kilden og forsikrer, at efterspørgslen efter produkter af høj kvalitet som NovoMix og NovoRapid er stor i Iran.
“De er meget sikrere, har en bedre effekt og er lettere at anvende end de gamle typer insulin, så mange iranere foretrækker at bruge Novos insulinpenne, når de først en gang har prøvet dem”, siger han.
Ifølge oplysninger fra Novo er omkring en halv million iranere i øjeblikket afhængige af Novos produkter.
I seng med fjenden
For Novo var aftalen med den iranske regering et vendepunkt.
Og ledelsen havde allerede kig på et sted, hvor den nye fabrik kunne bygges.
Stedet var Barakat Pharmaceutical Town, en nyetableret industrizone, som var under opbygning uden for den lille by Kordan i Alborz provinsen, blot en times kørsel vest for Teheran.
Her var det iranske medicinalfirma Barakat Pharmaceutical Company i gang med at etablere et industrielt magtcenter for udvikling og overførsel af medicinsk know-how til Iran, som det fremgår af Barakats præsentationsmateriale.
Mindre end et år efter aftalen med den iranske regering var landet, købte Novo en grund på 39.000 kvadratmeter (fire hektar) af Barakat Pharmaceutical Group for en ukendt sum.
Det ville alt sammen være udmærket, hvis ikke det var fordi Barakat Pharmaceutical Company var en del af det kontroversielle Setad-netværk.
Siden Setad blev etableret i 1989 har organisationen beslaglagt jord og ejendom tilhørende dissidenter, religiøse minoriteter, politiske fanger og iranere, som har måttet flygte fra landet – alt sammen med henvisning til et særligt dekret, der giver organisationen ret til at overtage såkaldt “forladt” jord og ejendom..
Reuters anslog i 2013, at Setad’s forretningsimperium råder over værdier for mindst 95 milliarder dollars, hvilket svarer til cirka 600 milliarder kroner. Da Reuters gennemførte sin undersøgelse var dette beløb 40 procent højere end Irans samlede olieeksport.
Det har ikke været muligt at finde et nyere overslag over Setad-imperiets værdier, og da Setad er direkte kontrolleret af Ayatollah Khamenei, er organisationen ved lov fritaget for enhver form for uafhængigt tilsyn. Uafhængig information om Setads økonomi er derfor ikke offentligt tilgængelig.
Som det fremgår af Reuters oversættelse af det oprindelige dekret, blev Setad etableret med det ene formål at konfiskere jord og ejendom, som tilhører personer eller organisationer, der ikke anerkendes af Irans islamiske regering.
Efter Ayatollah Ali Khamenei overtog posten som Iran øverste leder i 1989, har organisationen udviklet sig til dette gigantiske netværk af indbyrdes forbundne virksomheder, med Barakat Pharmaceutical Town som et af de seneste skud på stammen.
Beslaglæggelser fortsætter
Men beslaglæggelsen af jord og ejendom fortsætter, viser flere helt aktuelle sager. I midten af maj 2020 kunne det iranske menneskerettighedsnetværk HRANA for eksempel fortælle, at Setad havde konfiskeret et hus og en butik, som tilhører politiske fanger.
Ifølge det iranske eksilmedie Radio Farda blev ægteparret Fatemeh Muthanna og Hassan Sadeghis ejendomme beslaglagt af Setad i forbindelse med, at parret blev idømt 30 års fængsel for at “føre krig mod staten ved at samarbejde med en oppositionsgruppe”, som HRANA skriver.
Parret mistede deres hjem, hvor de boede sammen med Fatemeh Muthannas 89-årig mor og parrets to børn, rapporterer Radio Farda.
Forfølger mindretal
I en anden nylig sag har Setad konfiskeret jord og ejendom i en hel landsby, som var beboet af bønder tilhørende et af Irans religiøse mindretal Baha’ierne, der betragtes som kættere af det iranske styre. .
Ifølge den internationale Baha’i-organisation besluttede en iransk ret i november 2019, at Setad havde ret til at konfiskere al ejendom tilhørende indbyggerne i landsbyen Ivel cirka 400 km nordøst for Teheran.
Baha’i trossamfundet er ikke anerkendt i Iran, og dets medlemmer har været kontinuerligt forfulgt af den iranske regering siden den islamiske revolution i 1979.
Ifølge retskendelsen er begrundelsen for at give Setad ret til at konfiskere ejendom i Ivel, at Bahaierne har en “pervers ideologi”. Retten finder derfor, at der “ikke er noget lovgrundlag” for at lade den “perverse Bahai-sekt i Ivel,” beholde ejendomsretten.
Tara Sepehri Far, Iran-researcher hos Human Rights Watch bekræfter, at religiøse grupper som baha’ierne bliver diskrimineret og føler sig forfulgt af Setad.
“En af de grupper, der udsættes for bureaukratiske procedurer, der resulterer i, at de mister jord, ejendomme og virksomheder, er baha’ierne. De officielle begrundelse er ofte bureaukratiske, for eksempel at ejerne mangler de nødvendige tilladelser eller dokumenter, men baha’ierne føler sig helt klart diskrimineret af Setad”, siger hun.