21. september 2022

Hvad gør vi efter Mahsa Amini?

En ung kvindes død har ført til voldelige protester mellem Irans befolkning og myndighederne. Blodet flyder i Teherans gader, mens rygterne svirrer om, at internettet lukkes helt ned. Denne uges nyhedsoverblik er dedikeret til Mahsa Amini.

Kilde: Twitter #Mahsa_Amini

I sidste uge skete der noget, vi ikke må glemme. En ung iransk kvinde døde fredag i Irans moralske politis varetægt. Arresteret, fordi hendes hår var synligt under tørklædet.

Mahsa Amini blev ifølge vidner samlet op af politiet foran en metrostation i Teheran. Politiet bankede hendes hoved mod køretøjet, og hun fik bank i bilen på vej mod detentionen, hvor hun faldt om, skriver BBC. Efter tre dage i koma døde Masha Amini på hospitalet, 22 år gammel. Politiet siger, at Mahsa Amini døde af et hjerteanfald.

I dagene efter koger Twitter over. Sort røg bølger over kvinder, der smider hijabs på brændende bål i Teherans gader, eller stirrer ind i kameraet mens de klipper deres lange hår af. Mænd barberer sig skaldet. To mænd fjerner et vejskilt med navnet “Hijab Street” og erstatter det med et “Mahsa Amini Street”-skilt. Fotos af anonyme, nøgne rygge med åbne sår og overskriften: “De banker folk og slår dem ihjel, men de siger: Vi slår ikke nogen”.

Hundredvis af unge protesterede onsdag mod præstestyret foran universiteterne. Flere opslag på Twitter advarer om, at styret i Iran lukker internettet ned, så vidner til protesterne forsvinder.

Frankrig kaldte arrestationen og fængslingen af Mahsa Amini for “dybt rystende”. EU’s udenrigschef, Josep Borell, sagde, at volden, der førte til dødsfaldet for “uacceptabel”. Det er “bydende nødvendigt”, at Iran sikrer befolkningens grundlæggende rettigheder. FN kræver en uvildig undersøgelse.

Reaktionerne minder om opstanden i gaderne, og de svulstige politiske løfter for to år siden. Den 46-årige George Floyd i Minneapolis, USA, døde efter ni minutter med en politibetjents knæ mod sin hals. Den pågældende betjent og de, der så på uden at gribe ind, er netop blevet idømt flere års fængsel.

Mahsa Amini er det spinkle lys i en sort historie. Om undertrykkelse, religiøs fanatisme og overgreb på befolkningen i Iran. Måske er det nu, at folket får retfærdighed. Vestens ledere har fordømt Mahsa Aminis dødsfald. Men Mahsa Amini og mange andre kvinder blev dræbt af en lov, der lader politiet slå ned på kvinder og deres hår, og som lever videre i bedste velgående.

Flere vigtige historier fra lukkede hjørner af verden

Exit I. Den irske tekstilgigant Primark har besluttet at forlade Myanmar på grund af “særdeles forværrede tilstande” under militærjuntaen. Det skriver ngo’en Business and Human Rights Ressource Center. De forværrede tilstande gør det vanskeligt for virksomheden at stå inde for arbejdernes sikkerhed og rettigheder, udtaler Primark, der dermed har annonceret afslutningen på deres aktiviteter i landet. 

Exit II. Seks måneder efter sodavandsgiganten Pepsico udtalte, at de ville stoppe med at producere Pepsi og 7 Up i Rusland, udtaler virksomheden nu igen, at de for alvor stopper deres produktion. Alvoren kommer efter nyhedsbureauet Reuters besøg i russiske supermarkeder og fundet Pepsi og 7 Up produceret så sent som den 17. august i år. Det skriver Reuters. 

Kort nyt fra ugen, der gik

Tysk politi ransager russisk oligarks hjem

Her til morgen har tysk politi ransaget en stor villa ud til søen Tegernsee i Bayern i det sydlige Tyskland. Villaen er ejet af Alisher Usmanov, en af Ruslands mest kendte oligarker, der er beskyldt for både hvidvaskning og skatteunddragelse. Det fremgår af tyske aviser og det undersøgende medie OCCRP.

To andre af Usmanovs huse i nærheden samt et ejet af hans søster er også blevet ransaget. Både Usmanov og søsteren er blevet sanktioneret af både EU, USA og Storbritannien i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Terma vil styrke partnerskabet med Forsvaret

Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, tager gerne ansvar for at servicere Forsvaret med dansk teknologi og materiel. Det siger administrerende direktør Jes Munk Hansen i et interview med Dansk Industri.

“I forsvarsstrategien er der et ønske om at inddrage så mange danske virksomheder som muligt i forskellige partnerskaber. Og her har vi tilbudt Terma som platform”, siger han. Terma bidrager aktuelt til F-35-kampflyene, som frem mod 2027 skal indfases i det danske militær.

Danske virksomheder overskrider Paris-aftalens CO2-mål

En ny rapport fra Carbon Disclosure Project (CDP) anslår, at danske virksomheders CO2-udledning vil bidrage til, at vi når en global temperaturstigning på 2,6 grader i år 2100. Det er langt over de 1,5 grader, som er målet i Parisaftalen fra 2015.

CDP, som er en organisation der undersøger virksomheder og byers miljøpåvirkning, skriver i rapporten, at det særligt er landbrug, transport- og energisektoren, som står for den største udledning af CO2 i Danmark. Skal Parisaftalens mål indfries, kræver det ifølge Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School, politisk handling.

”Jeg tænker, Danmark har foretaget nogle vigtige reformer, men mange af de reformer tager for lang tid. For eksempel gælder CO2-skatten først fra 2025. Tager man i betragtning, at Danmarks eget mål er 70 procents reduktion i 2030, haster det mere, end regeringens politik reelt genspejler”, siger han til B.T.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram