Verden over er vindmølleparker, kraftværker og miner blevet til en kampplads mellem virksomheder og oprindelige folk.
Folk fordrives fra land, hvor deres forfædre har levet i århundreder. De svarer igen med protester, blokader og retssager. I de værste tilfælde eskalerer modstanden med døden som følge for de aktivister, som står ved frontlinjen af konflikterne i Sydamerika, Afrika og Asien.
Det er en kampplads, der kan virke fjern, men den udspiller sig faktisk også her i Skandinavien. Her kæmper sámerne, en oprindelig befolkningsgruppe som spreder sig på tværs af Norge, Sverige Finland og Rusland, for at beskytte naturen og deres kultur. Det satte Den Grønne Ungdomsbevægelse fokus på ved årets Grasp Festival, hvor de inviterede til en samtale med de to aktivister Beaska Niillas og Florian Carl, som på hver sin måde er engageret i kampen for sámernes rettigheder.
Der findes ikke sámere i Danmark. Alligevel er koloniseringen af sámerne tæt knyttet til vores historie. Norge hørte nemlig under den danske krone fra 1536 til 1814, hvor en stor del af koloniseringen fandt sted. Det fortalte den sámiske aktivist, kunstner og politiker Beaska Niillas, som deltog i samtalen gennem en onlineforbindelse fra hans hjem i Deatnu-dalen i den norske del af Sápmi, som sámerne kalder deres territorium. Det var Danmark, der påbegyndte koloniseringen af hans område, understregede han.
“Danmark var ansvarlige for en stor del af det der blev ødelagt under koloniseringen, og som stadig har konsekvenser den dag i dag.”
En af de ting der blev ødelagt under koloniseringen var sámernes regeringssystem, Siida-systemet, som var tilpasset deres særlige måde at leve på. Mange sámere er nomader og har traditionelt levet af at drive rensdyrflokke rundt på tværs af store arealer, mens andre har levet af at dyrke jorden med traditionelle metoder. Som konsekvens af at sámerne blev underlagt de indtrængende staters regeringssystemer, blev de tvunget til at tilpasse sig majoritetsbefolkningens levevis. Det foregik blandt andet gennem kristianisering og kostskoleophold.
“Det handlede om at ødelægge vores systemer og vores forhold til hinanden, jorden og andre væsner,” fortalte Beaska Niillas og fortsatte:
“Siden da har vi ikke rigtig haft nogen form for selvbestemmelse, ikke engang i spørgsmål som påvirker os direkte som sprog, kultur og den slags.”
Der er ikke meget plads til sámernes traditionelle livsførelse i det moderne Skandinavien, men sámerne kæmper fortsat for at bevare arven fra deres forfædre. Den kamp har Beaska Niillas været del af i mange år, men det er svært, for der er store økonomiske interesser på spil, forklarede han festivaldeltagerne.
“Lad mig give jer et eksempel på udnyttelsen af vores jord.”
“Eksemplet er sagen om Fosen Vind. Det er et vindkraftværk som den norske højesteret for et år siden fastslog er skyld i menneskerettighedskrænkelser. Men den norske stat gør ikke noget. Jeg tror, det er fordi, det handler om så mange penge. Det er store summer, de ville tabe, hvis de lukkede vindmølleparkerne. Så pengene lader altid til at vinde.”
Sámerne i området klagede over planerne om et vindkraftværk på Fosen-halvøen allerede længe før det blev opført. De mente, at vindturbinerne ville forstyrre rensdyrdriften. FN opfordrede den norske regering til at sætte projektet på pause, mens sámernes klage blev behandlet. Alligevel fik opførslen af vindmøllerne lov at fortsætte – med hjælp fra de danske virksomheder Vestas og Rambøll.
Men som Beaska Niillas fortalte på Grasp Festival, blev licensen til at opføre og operere de 151 vindturbiner efterfølgende erklæret ugyldig, med henvisning til rensdyrhyrdernes ret til at bevare deres kulturelle praksis. Et år efter afgørelsen er vindkraftværket dog fortsat i funktion.
Ifølge det norske Ministerium for Olie og Energi har de endnu ikke handlet på afgørelsen, fordi de er ved at undersøge alternative løsninger, som både sikrer rensdyrhyrdernes rettigheder og holder vindmølleparken i gang. Ministeriet mener, at vindturbinerne kun udgør en trussel mod rensdyrhyrdernes kulturelle praksis på længere sigt, og at de derfor godt kan vente med at fjerne vindmøllerne.
Men ifølge forsker og forfatter Florian Carl er den eneste mulige løsning for sámerne at tage vindturbinerne ned. Det fortalte han Danwatch efter samtalen på Grasp Festival, som han deltog i på vegne af aktivistfællesskabet Cloudberry Collective.
“Selv den normale drift af vindmølleparker i Sápmi er med til at ødelægge rensdyrenes migrationsmønstre og gør det dermed svært at opretholde en livsstil som rensdyrhyrde. På den måde bidrager vindmølleparker til at udrydde rensdyrhold fuldstændig. Så det er ret alvorligt.”
Florian Carl er ikke selv sámer, men er del af Cloudberry Collective, et fællesskab af aktivister som støtter sámernes kamp for deres rettigheder. Inden Grasp Festival havde han været i Jokkmokk i Sverige, for at deltage i den lokale modstand mod et mineprojekt planlagt af den engelske minevirksomhed Beowulf Mining.
Minen i Jokkmokk har mødt modstand fra de lokale sámere fordi de mener, den vil ødelægge de lokale økosystemer og forhindre dem i at holde rensdyr i området. Menneskerettighedseksperter fra FN har opfordret den svenske regering til at sætte en stopper for projektet og udtalt, at de var “meget bekymrede” over, at sámerne ikke var blevet inddraget i beslutninger om projektet, selvom det foregår på deres jord, ligesom de frygtede “den uigenkaldelige risiko Gállok-projektet udgør for sámernes jord, ressourcer, kultur og levebrød.”
Alligevel gav den svenske regering i marts Beowulf grønt lys til at gå videre med mineprojektet.
Beowulf Mining har gennem flere år lobbyet for en mine i Jokkmokk, som de mener er en vigtig brik i Sveriges grønne omstilling. Minen er nemlig rig på magnetit, som på grund af sit høje energiindhold kan anvendes til mere energieffektiv stålproduktion. Stål som blandt andet skal bruges til at fremstille vindmøller, solceller og elbiler.
Men kontroversen om minen er et godt eksempel på et af de helt store dilemmaer forbundet med den grønne omstilling. For udvindingen af råstoffer til grønne teknologier sker alt for ofte på bekostning af lokale folk og natur.
Kampen mod udnyttelsen af deres jord har samlet oprindelig folk verden over, fortalte Beaska Niillas under samtalen på Grasp Festival. Han var selv del af en delegation af tretten sámiske aktivister som i december 2016 tog til North Dakota i USA for at deltage i modstanden mod olieledningen Dakota Access Pipeline (DAPL). Olieledningen skulle blandt andet løbe under Missouri-floden og truede dermed vandforsyningen til de oprindelige folk i det nærliggende Standing Rock-reservat.
“Hovedargumentet var, at alle rørledninger sprænger eller lækker på et eller andet tidspunkt. Det handlede om at beskytte vandet, for vand er liv. Jeg tror, det var så simpelt, at alle kunne bakke op om det. Alle forstår, at alle har brug for vand,” forklarede Beaska Niillas.
Efter deres ophold i Dakota, tog den sámiske delegation modstanden med hjem til Norge. Gennem en kampagne i samarbejde med norske NGO’er, overbeviste de adskillige norske banker og pensionsfonde om at trække deres investeringer fra Dakota Access Pipeline, som også danske pensionsselskaber havde investeringer i. Kampagnen bredte sig til resten af Europa, hvor finansielle institutioner en efter en trak deres investeringer fra projektet.
På trods af den indædte modstand mod olierørledningen, blev den i sidste ende alligevel bygget. Men det samarbejde, som opstod undervejs, både mellem oprindelige folk fra hele verden og mellem oprindelige folk og ikke-oprindelige folk, var afgørende, understregede Beaska Niillas overfor festivaldeltagerne. For det har været med til at skabe en global bevægelse for oprindelige folks rettigheder.
“Det samarbejde vi havde, det broderskab og søsterskab som opstod undervejs, det har skabt et meget stærkere slægtskab verden over. Oprindelige aktivister fra hele verden samledes i Standing Rock og arbejder stadig sammen om andre udfordringer i dag. Vi har knyttet vores familie tættere sammen.”
