I slutningen af september i 2001 var Adoptionsnævnet, der på det tidspunkt var tilsynsmyndighed for danske adoptionsbureauers arbejde i udlandet, samlet til et møde. 

Godt halvandet år forinden var de første anklager om en massiv børnehandel i adoptionssystemet i Guatemala kommet på bordet, så der var derfor særligt et punkt på dagsordenen: Adoptioner fra det mellemamerikanske land. 

På det tidspunkt havde Danmark allerede adopteret over 70 børn fra Guatemala, men nu var spørgsmålet, om man skulle sætte en midlertidig stopper for dem. Andre lande havde allerede sat bremsen i, fordi de ikke længere kunne kontrollere, at alt foregik efter bogen.

Adoptionsnævnet besluttede det modsatte den septemberdag. Adoptioner kunne fortsætte, og det gjorde de helt indtil 2009, hvor Guatemala selv endte med at indføre et endegyldigt stop for international adoption. 

Adoptionerne skete, selvom rapporter, internationale møder, og medier i de næste syv år advarede om, at der foregik svindel og tyveri af børn i adoptionens tjeneste i Guatemala. Advarsler, som danske myndigheder af flere omgange blev gjort bekendte med.  

Det var først i 2006 – seks år efter de første beretninger om børnehandel florerede – at Adoptionsnævnet besluttede at indlede en undersøgelse af danske adoptioner fra Guatemala. Det viser interne mødereferater, notater og korrespondancer, som Danwatch har fået aktindsigt i. 

Samme aktindsigt viser også, at de danske myndigheder bad adoptionsbureauet Adoption Center, der senere blev til AC Børnehjælp, om en redegørelse for, hvordan de sikrede, at adoptanterne fra det mellemamerikanske land foregik efter reglerne. 

Myndighederne nåede at rykke AC Børnehjælp om svar seks gange, før de – over et år senere – vendte tilbage på henvendelsen. På intet tidspunkt blev adoptioner fra Guatemala sat i bero. 

Eksperter kritiserer forløbet, som de mener kalder på en undersøgelse. Guatemala er dog, som det ser ud lige nu, ikke med i den kulegravning af adoptionsområdet, som Folketinget har besluttet at lave. 

Ingen statslig kontrol

I 1990 adopterede AC Børnehjælp de første børn fra Guatemala til Danmark. Landet var på det tidspunkt midt i en årtier lang blod borgerkrig mellem venstreorienterede guerillagrupper og den guatemalanske regerings militær, der endte med at koste 200.000 mennesker livet. Først i 1996 satte en fredsaftale en stopper for blodsudgydelserne.

I de seks år, hvor krigen stadig rasede, og hvor AC Børnehjælp endte med at adoptere 61 børn, stjal den guatemalanske hær ifølge en rapport fra de amerikanske myndigheder flere hundrede børn og solgte dem til international adoption. 

Situationen blev ikke bedre i kølvandet af krigens afslutning. Fattigdom hærgede, og advokater og mellemmænd greb muligheden for at stjæle gravide kvinders børn eller overtale dem til at bortadoptere dem til udlandet. Forhold, som både danske og internationale medier allerede i 1998 kunne berette om. 

Netop advokaterne havde kronede dage. Guatemalas lovgivning tillod private aktører at tage sig af internationale adoptioner uden om retssystemet, og som en FN-rapport senere viste, betød det, at adoptionerne foregik uden statslig kontrol. 

Dansk adoptionsbureau medvirkede til børnehandel fra Guatemala

Resultatet blev, at Guatemala  “nærmest var synonym med ulovlig adoptionspraksis”, lyder det i en afhandling af adjunkt i strafferet og kriminologi på Maastricht Universitet i Holland Elvira Loibl. 

Danmark adopterede 89 børn fra Guatemala i perioden 1990 – 2009

Alle børn kom fra det samme børnehjem, Casa Guatemala Det var det danske adoptionsbureau AC Børnehjælp, der formidlede alle adoptioner

I 2008 gjorde Guatemala international adoption ulovligt.

Det sidste barn til Danmark ankom i 2009.

Flere advarsler 

I 2000 blev adoptioner fra Guatemala sat under kraftig lup i forbindelse med en rapport fra FN, der kortlagde adoptioner fra landet. Konklusionen lød, at hele systemet var “gennemsyret af børnehandel”, og at adoptionerneprocesserne ikke var  “særlig transparente”.  

I rapporten fremgik det blandt andet, at manglen på lovgivning kombineret med stærke økonomiske interesser havde skabt et miljø i Guatemala, hvor handel med børn til international adoption foregik i stor skala. 

Det fremgik også, at der ikke blev foretaget tjek af barnets baggrund, mens der ikke blev fulgt op på om adoptionerne foregik efter reglerne, hvis adoptionerne foretages af private advokater. De private advokater var på det tidspunkt ansvarlige for 99 procent af alle adoptioner, som de kunne tjene op mod 25.000 dollars på, svarende til omtrent 45.000 dollars i dag.

FN’s kritik kom Adoptionsnævnet for ører. I efteråret 2001 deltog Adoptionsnævnet i en række internationale møder, der alle havde Guatemala på dagsordenen. Et af møderne var i Haag arrangeret af den såkaldte Haagerkonference, som er den internationale organisation, der har udstukket reglerne for netop adoption. 

Af Adoptionsnævnets eget referat fra Haag-mødet fremgår det blandt andet, at man på mødet fik oplyst, at en person var forsvundet i Guatemala, fordi vedkommende beskæftigede sig kritisk med adoption i landet. 

Ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Klaus Josefsen kalder alle advarslerne “ekstremt alvorlige”. 

“De her advarsler skriger til himlen. Når FN og internationale møder beretter om en stor risiko for børnehandel i forbindelse med international adoption fra et land, hvor vi adopterer børn fra, så skal alarmklokkerne bimle og bamle med det samme”, siger Klaus Josefsen. 

Rykker flere gange 

Der gik dog omtrent et halvt år, fra Adoptionsnævnet fik kendskab til de alvorlige problemer i adoptionerne fra Guatemala og til de iværksatte en nærmere undersøgelse af danske adoptioner i 2001. 

Som en del af undersøgelsen henvendte Adoptionsnævnet sig til myndigheder i andre lande, hvor Sverige, Canada, Spanien og Holland oplyste, at de havde indstillet adoptioner på det tidspunkt, blandt andet fordi myndighederne ikke havde mulighed for at kontrollere, om de skete på lovlig vis. 

Adoptionsnævnet bad også AC Børnehjælp, som er det eneste adoptionsbureau, der nogensinde har formidlet adoptioner fra Guatemala, om at undersøge, hvorvidt de danske adoptioner foregik efter bogen. En måned senere vendte adoptionsbureauet tilbage: Alt blev gennemført i overensstemmelse med reglerne, men de ville vende tilbage med et mere uddybende svar. 

Det er et svar, som Adoptionsnævnet endte med at vente længe på. Seks gange måtte tilsynsmyndigheden rykke AC Børnehjælp, indtil de over et år senere kom med en tilbagemelding. Her tilkendegav de, at der i 2002 ikke fandtes lovgivning om international adoption i Guatemala. 

I mellemtiden – og inden de får et svar fra AC Børnehjælp – beslutter Adoptionsnævnet sig for ikke at suspendere adoptioner fra Guatemala, fordi, som en af medlemmerne argumenterede for i et internt referat “en suspension kunne tolkes som en mistillidserklæring til AC Børnehjælp, hvilket der ikke var grundlag for”.

Eksperter: For lidt og for langsomt

Myndighedernes reaktion vækker kritik. Klaus Josefsen mener, at de reagerer alt for vagt og for langsomt. 

“Oplysningerne er så konkrete, at man meget hurtigt skal handle på det som tilsynsmyndighed. Det er en gåde for mig, hvorfor de venter et halvt år og dernæst venter et år på svar fra AC Børnehjælp”, siger Klaus Josefsen.

Ifølge lektor i socialret på Aarhus Universitet, Caroline Adolphsen reagerer Adoptionsnævnet indledningsvist korrekt ved at kontakte AC Børnehjælp, men problemet opstår ved den lange svartid: 

“Der går lang tid, før AC Børnehjælp vender tilbage på Adoptionsnævnet henvendelser. Det er der, man kan diskutere, om Adoptionsnævnet har trukket den for langt, fordi hvad er vigtigere for et adoptionsbureau end at svare på, om der blev handlet med børn i Guatemala?”, siger Caroline Adolphsen og uddyber: 

“Adoptionsnævnet kunne have været mere offensive og truet med at stoppe samarbejdet. Alle oplysninger taler for, at der sker alvorlige brud på børns rettigheder, så det er godt nok meget at satse på, at man kan vente så længe på et svar”. 

Hvor går grænsen for, hvor alvorlige oplysninger man som myndighed må få, før man stopper for samarbejdet? 

“Oplysningerne gør, at man skal være meget bekymret, men de kan ikke rigtig gøre andet end at bede AC Børnehjælp om svar. I dag ville man jo sige, at det kan være en selvstændig konventionskrænkelse at lade stå til.  Det ville jeg også sige, det var i dag”. 

Mens anklagerne og undersøgelsen fandt sted – fra 2000 til  2003 –  adopterede Danmark syv børn fra Guatemala. 

Fortsatte adoptioner

I de følgende år – fra 2003 til 2009 – fortsatte adoptionerne, dog i et mindre omfang. Det samme gjorde anklagerne. På et europæisk adoptionsmøde i Basel i 2006 var Guatemala igen på dagsordenen, fordi der havde været flere tilfælde, hvor adoptioner havde været ulovlige. I et referat fra mødet skrev Adoptionsnævnet: 

Det fremgår også af aktindsigten, at fortrolige kilder i 2006 havde oplyst Adoptionsnævnet om, at Guatemala ikke havde en lov, der kriminaliserede børnehandel, og at handlen derfor havde fundet sted i et juridisk vakuum.

I 2007, syv år efter FN’s rapport, skete der noget. Adoptionsnævnet besluttede at føre tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed i Sydamerika ved at gennemgå børnesager fra Colombia, Bolivia og Guatemala. Helt konkret undersøgte Adoptionsnævnet alle adoptioner fra Guatemala i perioden 2002 til 2006, hvilket svarer til ni adoptioner ud af de 88, der i alt var kommet til Danmark på det tidspunkt. 

Konklusionen lød, at frigivelses- som adoptionsproces var “særdeles velbelyste” i de ni sager, men at gennemsigtigheden i adoptioner fra Guatemala “giver anledning til videre overvejelser”. 

Forelagt undersøgelsen vurderer Klaus Josefsen, at den var utilstrækkelig. 

“Taget i betragtning af, at anklagerne var så alvorlige, og at de havde været velkendte i så mange år, så burde de danske myndigheder have undersøgt samtlige sager fra 1990 og frem. Det er en meget, meget selektiv afgrænsning, de danske myndigheder har foretaget”, siger Klaus Josefsen og udyber:

“Vi taler jo om meget, meget klare informationer om børnehandel, og så er det ikke tilstrækkeligt at undersøge ni sager og så konkludere på den baggrund, at alt er gået efter bogen”.

Samme år udkom Haagerkonferencen med deres egen rapport om internationale adoptioner. De konkluderede, at Guatemalas hullede lovgivning havde gjort adoptioner til regulær børnehandel.

Ingen kommentarer 

Vi har forelagt forløbet og kritikken for Adoptionsnævnet, der henviser til Ankestyrelsen, som i 2016 overtog tilsynet med de formidlende adoptionsbureauer.  

Vi har spurgt Ankestyrelsen om et interview, men det har de ikke ønsket at stille op til. De har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål om forløbet. I en mail skriver Ankestyrelsen, at de ikke har kommentarer til sagen, udover hvad der allerede fremgår af deres hjemmeside og tidligere fremsendt materiale.  

Adspurgt om vi kunne få en begrundelse for, hvorfor de ikke vil svare på vores spørgsmål, henviser Ankestyrelsen igen til hjemmesiden. “Vi kan ikke tilføje yderligere” lyder det. 

Det fremgår af Ankestyrelsens hjemmeside, at de ikke i besiddelse af konkrete oplysninger om ulovlige forhold i de danske sager og i det danske formidlingssamarbejde. 

Vi har også spurgt Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), om Adoptionsnævnet dengang reagerede tilstrækkeligt og i tide, og om hun kan garantere, at adopterede fra Guatemala er kommet hertil på lovlig vis. 

Ligesom Ankestyrelsen ønsker ministeren ikke at stille op til et interview, og det er ikke lykkedes ministeriet at formulere en skriftlig kommentar i løbet af tre uger.