25. nov '18Transport / shipping

Bag om undersøgelsen

Sådan dokumenterede vi farlige og opslidende arbejdsforhold for havnearbejdere på Østafrikas største havn.

02

Denne artikel er en del af undersøgelsen Mærsk & Mombasas fattige havnearbejdere

  • I den gamle havneby Mombasa på Kenyas kyst, som er et knudepunkt for verdenshandelen og indgangen til Østafrika, hersker elendige arbejdsforhold. Fattigdom og alvorlige arbejdsulykker er udbredt på havnen.
  • Danwatch har besøgt havnen, og kan dokumentere, hvordan fattige løsarbejdere laster og losser Mærsks containerskibe under farlige og opslidende forhold.
  • Den danske shipping-gigant bruger underleverandører, der underbetaler deres ansatte groft.
  • Løsarbejdere der bærer tunge sække fra pakhuse til containere for en anden af Mærsks underleverandører får 70 øre pr. sæk, de bærer. Mange arbejder på bare tæer.
  • Eksperter inden for arbejdsmiljø og sikkerhed vurderer, at arbejdet er både farligt og opslidende.
  • Arbejdsforholdene er direkte i strid med Mærsks egne retningslinjer for underleverandører. Mærsk “ser med stort alvor” på Danwatchs dokumentation og lover at undersøge forholdene.

Danwatch har været i Mombasa, Kenya og interviewet havnearbejdere samt dokumenteret arbejdsforholdene på havneområdet.

Vi har interviewet 27 havnearbejdere, hvoraf flere arbejder for underleverandører af Mærsk.

Vi har derudover interviewet seks arbejdere, der er invaliderede efter arbejdsulykker på havnen. Vi har også talt med både fagforeningsrepresentanter, lokale og internationale NGO’er og havnemyndigheder.

Foto og video fra havneområdet har vi forelagt for eksperter inden for arbejdsmiljø, sikkerhed og virksomheders samfundsansvar.

Vi har kortlagt både skibseksporten af varer fra Kenya til Danmark og arbejdernes relation til Mærsk gennem underleverandører ved hjælp af data fra forskellige kilder, herunder logistikdatabaser, websites til sporing af søtrafik, samt Mærsks egne dokumenter for import og eksport fra Kenya og dokumenter fra det kenyanske virksomhedsregister.

Arbejderne vi har interviewet, er sårbare, fordi de er fattige og ikke kan undvære det arbejde, som de nu engang har, selvom det er underbetalt og opslidende. Vi navngiver dem derfor ikke i artiklerne, og navngiver heller ikke underleverandørerne de arbejder for. Danwatch kender deres navne og har dokumentation for, at de er ansat af Mærsks underleverandør.

Danwatch holder løbende kontakt med arbejderne for at overvåge, at de ikke mister sit arbejde eller på anden måde kommer i problemer, som følge af vores artikler om arbejdsforholdene på havnen i Mombasa.

Undersøgelsen, inkluderet reportagerejsen til Mombasa, er delvist finansieret af Forum for International Cooperation (FIC), som er en NGO der arbejder med projekter, der har fokus på både uddannelse, beskæftigelse, arbejdsmarkedsforhold og kapacitetsopbygning i Danmark, Europa og Afrika.

For at sikre den journalistiske uafhængighed har FIC ikke haft indblik i eller adgang til undersøgelsen før efter udgivelse. Alle redaktionelle vurderinger er foretaget af Danwatch alene.