Basmatiris druknes i gødning og pesticider

Louise Voller

Chefredaktør



Husk at dele
Branche
Land
Lån med ågerrenter og aggressiv markedsføring af gødning og sprøjtemidler fanger indiske ris-bønder i en gældsspiral. De, der har kastet sig ud i økologiske ris siger, at udbyttet ikke er mindre.
Louise Voller

Chefredaktør



Giften omgiver ham. Den 25-årige bonde går lydløst gennem markerne og sprøjter giftige pesticider ud over dette års basmatiafgrøder. Han har hverken handsker eller maske til at beskytte huden mod den giftige væske.Vi er i Punjab i Indien, der er en del af “basmatibæltet”, hvor størstedelen af verdens basmatirisproduktion hvert år produceres og eksporteres til Mellemøsten og Europa eller fortæres i Indien.Hvert år under rissæsonen sælges pesticider, fungicider og gødning til fattige bønder, der kæmper for at opbygge en forretning og opspare penge til at overleve en dårlig høst.

“Bønder rører ved alle mulige slags skidt og spiser bagefter med hænderne, så det er ligemeget for dem”

Parveen Gayal, sælger af gødning, pesticider og svampemidler

Bag kryptiske titler som dichlorodiphenyltrichloroethane (som er forbudt i Europa i overensstemmelse EU’s pesticide database, men som stadig produceres i Indien til at kontrollere malaria), Lindan og Endosulfan gemmer der sig det faktum, at disse insektmidler og pesticider påvirker nervesystemet, lever og nyrer og kan være kræftfremkaldende. Og de er blot få af de mange hyppigt brugte kemikalier i den indiske risproduktion.

Pesticider øger selvmordsraten

Aggressiv marketing fra agroindustriens førende producenter som Monsanto og Syngenta overtaler bønderne til at bruge hundrede tusinder indiske rupee på gødning og pesticider. Hvis bønderne ikke har råd til at købe produkterne, tilbyder virksomhederne dem lån, men hvis høsten slår fejl, og bønderne kun dyrker cash crops til store virksomheder, har de meget lidt at leve af. I sidste ende bliver mange bønder fanget i en ond cirkel, hvor de graver sig ned i en dybere og dybere gæld.

Selvmordsraten i Indien er blandt de højeste i verden, og ironisk nok tager mange bønder deres eget liv ved at indtage de pesticider, de har gældsat sig for at købe. På trods, sprøjter Kulvindar Singh stadig sine rismarker, fordi han håber, det kan gøre ham rigere. Det er en evig jagt på et højere udbytte fra dette års høst. Men han har en plan B, som vi vender tilbage til.

Markedsføringens magt

Fra en lille butik i byen Jaitu sidder Parveen Gayal og sælger gødning, pesticider og svampemidler. Han forklarer, hvordan agroindustriens virksomheder markedsfører deres produkter på kontorer som hans eget, på markeder og gennem “on-the-field marketing”. Parveen Gayal har været på adskillige ansporende ture – betalt af de virksomheder, hvis produkter, han sælger – fordi han har haft et godt salg. Han er ganske bevidst om nøglen til sin succes som sælger af dyre landbrugsprodukter til fattige bønder.

“Jeg er ligesom Indiens centralbank,” siger han, og forklarer hvordan det er en del af hans forretning at låne penge med renter til bønderne, så de kan købe hans produkter med et mål om at forbedre deres høst. I tilfælde af at afgrøderne fejler, og bønderne ikke er i stand til at betale tilbage, så kan de arbejde deres gæld af, fortæller han.

Når arbejde forlanges som et tilbagebetalingsmiddel, så bliver det til gældsslaveri, og det er ulovligt i Indien. Men det lader ikke til at forstyrre Parveen Gayals forretningsmodel. Mens vi taler, kommer der en bonde ind i butikken for at få “noget mod svamp”.

Parveen Gayal rækker bonden to små flasker – en med en gul trekant, der signalerer “giftigt” og en med en blå trekant, der signalerer “fare”.

“Bønder rører ved alle mulige slags skidt og spiser bagefter med hænderne, så det er ligemeget for dem,” siger han som forklaring på, hvorfor han ikke informerer kunderne om sikkerhedsforanstaltninger som masker eller handsker.

En giftig cocktail

Gældsslaveri og tvangsarbejde i Indien

Gældsslaveri er forbudt i Indien ifølge forfatningens artikel 23.

Artikel 23 forbyder brugen af tvangsarbejde (forced labour), og gældsslaveri (bonded labour) er særligt forbudt i både Bonded Labour System (Abolition) Act fra 1976 og Scheduled Castes and the Scheduled Tribes (Prevention of Atrocities) Act fra 1989.

Gældsslaveri og tvangsarbejde i Indien

Gældsslaveri er forbudt i Indien ifølge forfatningens artikel 23.

Artikel 23 forbyder brugen af tvangsarbejde (forced labour), og gældsslaveri (bonded labour) er særligt forbudt i både Bonded Labour System (Abolition) Act fra 1976 og Scheduled Castes and the Scheduled Tribes (Prevention of Atrocities) Act fra 1989.

De fleste bønder kan ikke læse advarslerne på flaskerne, fordi de er analfabeter, siger Anita Rana fra Janhit Foundation, en organisation, der arbejder med marginaliserede samfund for at forbedre miljøforhold og menneskerettigheder.

“Pesticider, svampemidler og insektmidler bliver alle brugt sammen i traditionel basmatirisproduktion, og det er en giftig cocktail, der kan føre til alskens skader; neurologiske såvel som skader på åndedrætsorganerne, hudsygdomme og deformationer, og de påvirker særligt gravide og spædbørn,” forklarer hun.

Der er visse områder, som Kerala i Syden og Punjab, der er særligt påvirkede. I Punjab er kræfttilfældene langt over landsgennemsnittet (90 kræftpatienter pr. 100.000 indbyggere mod et landgennemsnit på 80 kræftpatienter pr. 100.000), ifølge regeringens statistikker.

“‘Kræfttoget’ fra Bathinda til Bikander er blevet berømt for at transportere patienter til billig behandling,” siger Anita Rana.

Den kraftige brug af giftige kemikalier påvirker ikke bare bøndernes helbred, men også miljøet. I Indien, et land, der står overfor en kæmpe vandkrise, og alligevel har verdens største områder til risdyrkning, bliver 80 procent af overfladevandet udnyttet til landbrug, ifølge WWF. Traditionelt landbrug kræver 3.000 til 5.000 liter vand for at producere ét kilo ris, hvilket gør ris til en af de “tørstigste” afgrøder sammen med bomuld, sukkerrør og hvede.

“Denne region er blevet kraftigt påvirket af vandforurening, ikke bare fra basmatiproduktion, men også fra tekstil-, agrokemikalie- og farmaceutiske industrier,” siger Anita Rana.

“Og selvfølgelig  efterlader sådan et niveau af kemikaliebrug rester i risen, jorden og vandet, men tests på området er marginale eller ikke-eksisterende.”

Ris er en stor forretning

Risleverancer fra Indien, som er verdens største producent næst efter Kina, vil sandsynligvis nå en ny rekord, eftersom købere fra Iran til Saudiarabien øger salget af aromatisk basmatiris til brug i biryani- og pilafretter.

Tusindvis af småbønder i Indien bidrager til den massive eksport, men kun få af dem tjener nok til at kunne forsørge deres familier, samtidig med at de kan spare op til en dårlig høstsæson.

Hvis en en høst slår fejl, er det ikke sikkert, at pengene fra salget af afgrøderne er nok til at dække udgifterne eller til at betale renter. Ofte er den eneste udvej at låne flere penge, hvilket fører til endnu større gæld.

Økonomiske reformer og åbningen af det indiske landbrug til det globale marked gennem de sidste to årtier har øget omkostningerne og reduceret udbyttet og profitten for mange bønder. Netop øget adgang til dårligt emballerede pesticider er blandt grundene til, at selvmordsraten i Indien er blandt de højeste i verden. Ifølge et studie fra den medicinske journal The Lancet, kan offentlige sundhedstiltag måske forhindre selvmord i Indien.

Tilbage til økologien

På seks hektar rismarker i Punjab, er basmatibonden Kulvindar Singh kommet på en plan B. Tynget af den høje pris på pesticider, insektmidler og gødning på 2500 rupee pr. hektar i 2014, har han besluttet at dyrke økologiske ris på én hektar. Taluar Singh har 19 hektar, og inden for 20 dage vil én hektar give ham hans første økologiske høst. Hvis det går godt, vil han udvide sit økologiske landbrug til fem hektar.

Kulvindar Singh bruger 2500 rupee pr. hektar på kemikalier, og han bruger kun 500 rupee på sin økologiske hektar. Og det er meget mindre arbejde, eftersom det er tidskrævende at sprøjte markerne. Indtil videre har der ikke været problemer med skadedyr.

“Jeg er meget glad for resultatet,” siger han, “jeg har haft meget mindre arbejde end i de tidligere sæsoner, og jeg har reduceret omkostningerne”.

Taluar Singh har brugt 10.000 rupee på pesticider, penge, han har lånt, og han sælger sine ris gennem en kommissionær. En del siger, at udbyttet ikke er lavere. De har planer om at udvide det økologiske område næste år.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...
Branche
Land

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.