Barentshavet, nord for Norge, er et af verdens farligste farvande. Men det barske havmiljø lokker med kolossale rigdomme i form af olie- og gasfelter.
For at finde og udvinde olien fra den norske undergrund, ofte flere kilometer under havbunden, hyrer olieselskaberne flydende specialbyggede boreplatforme.
En af dem er Transocean Enabler. Og som mange andre boreplatforme finansieres den af pensionssektorens klima-darlings som AP Pension og AkademikerPension, der ellers har strenge eksklusionspolitikker rettet mod den fossile sektor.
Begge pensionskasser har investeret i obligationer udstedt af Transocean.
Det kan Danwatch og FinansWatch afsløre efter en sammenligning af pensionsselskabernes beholdningslister med aktier og obligationer udstedt af selskaber i offshore drilling-sektoren (olie- og gasboringer). Analysen er lavet med finansdata fra Cbonds.
AkademikerPensions politik for eksklusioner omfatter, ifølge pensionskassens eget standpunkt for fossil energi, endda specifikt olie og gas drilling-sektoren, hvor selskaber som Transocean hører til.
Men AkademikerPension vil hverken be- eller afkræfte om obligationsinvesteringer på i alt 55 millioner kroner i Transocean er et brud på egen politik. De undersøger nu sagen.
Det gælder også de øvrige millioninvesteringer i drilling-sektoren, som pensionskassen har foretaget. Investeringerne er faldet uden for pensionskassens opmærksomhed, oplyser de.
“Ingen af de nævnte selskaber optræder med overskridelser af vores tærskler i de datasæt som vi benytter som kilde. Men når vi bliver gjort opmærksom på mulige overtrædelser, så foretager vi selvfølgelig en nærmere vurdering af, om selskaberne lever op til vores politik. Det vil vi også gøre her”, siger investeringsdirektør i AkademikerPension, Anders Schelde.
FAKTA
Kortet viser aktive offshore flydende boreplatforme i Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet, hvor danske pensionsmidler medfinansierer jagten på nye oliekilder.
Hvilke tærskler benytter I, der gør, at Transocean, der foretager olieboringer, ikke er på jeres sortliste?
“Drilling i upstream-sektoren er omfattet, men ikke i service. I praksis betyder gics-koderne (Industrier, Red.) ikke så meget, da vi først kigger på, om selskaber overskrider vores tærskler på upstream (5%) eller foretager ekspansion forstået som udvinding på nye felter efter 31. december 2021 i strid med IEA’s NZE 2050-scenarie”, oplyser AkademikerPension.
Foruden Transocean har AkademikerPension investeringer i flere andre af verdens største drilling-selskaber. Blandt investeringerne finder man for eksempel Nabors, Precision Drilling, Seadrill, Shelf Drilling og Valaris.
For eksempel har AkademikerPension også 22 millioner kroner investeret i obligationer udstedt af Valaris, der netop har indgået en ny millionkontrakt med olieselskabet ENI. AkademikerPension har ekskluderet ENI af klimahensyn, men altså ikke Valaris som foretager olieboringer for ENI.
Aftalen sender boreplatformen Valaris DPS-5 til den Mexicanske Golf for at søge efter mere olie i et af ENI’s felter.
AkademikerPension har tidligere, med aktionær-kasketten på, kritiseret Danske Bank for at indgå låneaftaler med drilling-selskaber, der ejer boreplatforme.
Pensionsselskabets kritik af Danske Bank gik på, at banken ikke er fritaget for klimaansvar i forhold til at være involveret i olieboring- og efterforskning, blot fordi bankens klimaplan undtager drilling-sektoren.
AP Pensions politik omfatter også eksklusion af selskaber, der foretager “olie og gas upstream aktiviteter,” som inkluderer ”efterforskning, boring og udvinding af olie og gas.”
Alligevel investerer AP Pension i drilling-selskaber, som ejer og driver boreplatforme, herunder også selskabet Transocean.
AP Pension afviser, at de er i konflikt med egen politik. AP Pension oplyser, at eksklusionskriterierne afgrænses af sektorer og ikke af aktiviteter, selvom det netop er den formulering, AP Pension selv benytter i politiken.
“De selskaber fra vores beholdning, som I nævner, ligger ikke inden for de sektorer som vi screener for, og derfor falder de ikke inden for vores kriterier for eksklusion”, siger Anna Maria Fibla Møller, der er chef for ansvarlige investeringer i AP Pension.
I jeres eksklusionskriterie formulerer I fossile aktiviteter som efterforskning, boring og udvinding som kriterium, og netop ikke bestemte sektorer. Hvordan hænger det sammen med investeringer i Transocean, hvis forretningsaktiviteter udelukkende handler om olie- og gasboring?
“Metodemæssigt er det afgrænset til de mest udledende sektorer og ikke aktiviteter. Det vil sige, at vi screener for selskaber i de mest udledende industrier som er Integrated Oil & Gas og Oil & Gas Exploration & Production,” forklarer Anna Maria Fibla Møller.
Kirsten Halsnæs, professor i Klima og Økonomi ved DTU og tidligere ledende hovedforfatter på FN’s klimapanels (IPCC) rapporter, vurderer, at investeringer i boreplatforme strider mod klimaaftalen fra Paris i 2015. Det gælder uanset hvad eksklusions-politiken ellers formulerer.
“Der er bestemt ikke brug for mere olieudvinding, problemet er snarere, at der er for meget olie, og investeringer i boreplatforme, som leder efter nye oliekilder, er ikke i overensstemmelse med Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturændringer”, siger Kirsten Halsnæs.
Samme konklusion er tre store hollandske pensionsselskaber kommet frem til. Modsat danske pensionskasser har ABP, PME og PFZW ekskluderet Transocean og andre drilling-selskaber.
Det oplyser Hiske Art til Danwatch. Hun er kampagneansvarlig i den hollandske NGO Fossil Free NL. Hun har været involveret i flere kampagner målrettet investoreres eksklusion af fossile selskaber.
“Det giver ingen mening at udelukke olie- og gasselskaber fra din portefølje, mens du investerer i de virksomheder, der borer efter olie for dem. Der er ikke plads til ny infrastruktur til fossile brændstoffer i en verden, der vil være på linje med målene i Parisaftalen”, siger hun.
Transocean Enable er større end en fodboldbane, måler 113 gange 97 meter, huser 130 mennesker og er netop bygget til at bore i havbunden i barske havområder.
Lige nu befinder Transocean Enable sig i den sydøstlige del af Barentshavet, 200 km nord for Tromsø ved oliefeltet Johan Castberg. Her er den på oliejagt for Norges største olieselskab Equinor, der har fået endnu tilladelse af de norske myndigheder til at udvide olieefterforskningen i området.
Den karakteristiske flydende ingeniørkonstruktion er ekstrem dyr i både drift og vedligehold. Derfor finansieres boreplatforme løbende ved obligationsudstedelser, som investorer kan sætte deres penge i mod en årlig fastlagt forrentning.
Modsat aktieinvesteringer, så har obligationsinvestorer ingen reel mulighed for at påvirke selskabet i en mere klimavenlig retning, når først investeringen er foretaget.
Som aktieinvestor ejer man en del af virksomheden og har direkte indflydelse via stemmeret på generalforsamlingerne. Som obligationsinvestor har du intet ejerskab og dermed ingen stemmeret.
Flere af obligationerne, udstedt af selskaberne bag boreplatformene, har udløbsdatoer langt ude i fremtiden.
For eksempel har Transocean udstedt en obligation, der løber helt frem til 2041, altså 17 år ud i fremtiden. Det er en obligation, som også PensionDanmark, Velliv og Industriens Pension har placeret penge i.
“At støtte denne type investeringer er jo en blåstempling af, at selskabet fortsætter denne type aktiviteter i meget lang tid. Hvis vi skal indfri Paris-aftalen, så er det åbenlyst problematisk at investere i obligationer i Transocean,” siger Thomas Meinert Larsen, der er kampagneleder for ansvarlige investeringer hos Klimabevægelsen.
Virksomheder, der ejer boreplatforme og opererer i de norske områder af Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet, er politisk begunstiget af den norske regerings opbakning til at lede efter og producere mere olie og gas.
Norges seneste årlige udbudsrunde af olie- og gaslicenser var større end året før. Den norske styrelse, som forvalter rettighederne til olie og gas, har ligefrem advaret mod at udfase fossil energi efter Norges regerings klimaråd har anbefalet en pause i udstedelsen af nye olielicenser.
Udmeldingen giver medvind til hele oliesektoren og dem, som leverer boreplatforme til olieselskaberne. Men opbakningen udfordrer samtidig globale klimamål om CO2-reduktioner, vurderer Lead ESG Expert Thina Margrethe Saltvedt fra Nordea, Global Sustainability.
“Norges olieressourcer peaker naturligt i 2025 eller 2026, og derfor vil den norske regering sikre indtægter nu og her fra områder med god adgang til infrastruktur. Samtidig er efterspørgslen fra EU stadigvæk stor, og derfor ser vi også en relativ stor licensrunde i år. Men det giver dilemmaer, når det kommer til at leve op til klimaforpligtelser”, vurderer Thina Margrethe Saltvedt.
Kirsten Halsnæs, som forsker i sammenhængen mellem klimaforandringer og økonomi, mener, at investeringer i boreplatforme også udgør en økonomisk risiko for pensionskassernes medlemmer.
“På sigt kan olieprisen også blive udfordret, hvis politikerne handler efter målene i Parisaftalen. Alt i alt er investeringer i olieudvinding dermed også økonomisk risikofyldte”, siger hun.
Transocean er blot en af pensionssektorens mange investeringer i drilling-selskaber, som på millionkontrakter har til opgave at udføre olieboringer for verdens største olieselskaber.
I den norske del af Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet, som Danwatch har undersøgt, befinder sig lige nu mindst 13 flydende boreplatforme, som alle har danske pensionspenge bag sig.
Hos Velliv, som har 440 millioner kroner investeret i drilling-selskaber mener chef for bæredygtige investeringer, Sandra Metoyer, at Vellivs eksklusion af store olieselskaber vil smitte af på boreplatformenes ejere og tvinge dem til grøn omstilling af deres forretning.
“Vi har forsøgt at gribe om nældens rod ved at ekskludere toppen af værdikæden i form af udvindingsselskaber, der arbejder med at etablere nye boringer. Det gør vi for at påvirke Equinor til at skifte adfærd og få dem til at stoppe med udvinding af nye felter, hvilket dermed forventeligt vil have den afledte effekt, at den øvrige værdikæde som fx Transoceans nuværende forretningsområde bliver overflødigt”, siger Sandra Metoyer.
Hun oplyser, at Velliv løbende vurderer, om pensionskassens sortliste også skal gælde for den øvrige fossile værdikæde.
“Vi monitorerer løbende, om vi ser den ønskede udvikling, og skulle det modsatte være tilfældet, vil vi ikke afvise, at vi på et senere tidspunkt trækker stregen i sandet længere nede i værdikæden”, siger Sandra Metoyer.
Joachim Kattrup
