Det er ikke længere kun høje stilletter og fine skjorter, der præger gadebilledet på den ikoniske gågade Hamra i hjertet af Beirut. På det halvtomme fortov lunter store grupper af tiggende syriske kvinder og børn rundt, der prøver at få en skilling ud af cafégængere og den skrumpende gruppe af libanesere, der stadig har råd til at gå på shoppingtur på den dyre gågade.
“We are all beggars”, står der skrevet på væggen under et graffiti-værk, der forestiller en dreng, der holder sin bedrøvede far om armen.
Der er ikke meget at glæde sig over i Libanon for tiden. Landet står i en af verdenshistoriens værste økonomiske nedsmeltninger de sidste 200 år, ifølge Verdensbanken.
For første gang i landets 77-årige historie, gik den libanesiske regering den 9. marts officielt i default, som betyder, at landet ikke længere kan betale sine långivere. Det mellemøstlige land har en offentlig gæld på 90 milliarder dollars.
“Hvordan skal vi betale kreditorerne, når der er folk på gaden, som ikke har penge til at købe brød?”, udtalte Hassan Diab, landets tidligere premierminister, tilbage i marts.
Men det er ikke kun internationale kreditorer, der gerne vil have deres penge af Libanons regering.
Lige nu forsøger den danske virksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) også at få den internationale voldgiftsdomstol ICC’s ord for, at Libanons regering skylder virksomheden over 900 millioner kroner. Den danske virksomhed har ombygget to kraftværker for Libanon, men nogle af løbende betalingerne faldt for sent, og derfor mener BWSC, at Libanon skal betale en bod.
Danwatch har talt med en libanesisk økonom og en dansk ekspert i virksomhedsetik, der mener, at BWSC nok kan have retten på sin side, men samtidig kalder de det “et moralsk dilemma”, Libanons økonomiske situation taget i betragtning.
“Udadtil virker det som om, at virksomheden følger et egoistisk profitmaksimeringsprincip. Det handler kun om deres egen indtjening”, siger Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet.
En af Libanons førende økonomer, Ali Noureddine, kalder BWSC’s søgsmål etisk problematisk:
“Jeg er ikke sikker på, at Libanons regering overhovedet har ressourcerne til at betale det”, siger han.
Hverken BWSC eller de libanesiske myndigheder vil udtale sig om sagen til Danwatch og vores libanesiske partnermedie Daraj.
I 2013 vandt BWSC en kontrakt til knap to milliarder kroner til at udvide to af Libanons største kraftværker med i alt 272 megawatt.
Danwatch og Daraj har besøgt turistbyerne Jiyeh og Zouk Mikael i Libanon, hvor indbyggerne og lokale læger fortæller, at der i dag er store problemer med forurening fra de danske kraftværker, som stod færdige i 2017.
Men forurening er ikke det eneste problem med kraftværkerne. Under byggeriet i 2014 opstod der nemlig en tvist mellem den danske virksomhed BWSC og den libanesiske regering, der ikke betalte deres afdrag til tiden.
Ifølge det libanesiske Finansministerium skyldtes de forsinkede betalinger, at BWSC havde ændret nogle tekniske detaljer i projektet, uden at det var blevet godkendt af myndighederne.
Men efter BWSC truede med at sagsøge Libanons regering ved den internationale voldgiftsdomstol ICC i Paris, gav ministeriet efter og betalte de skyldige beløb i slutningen af 2014, ifølge en tidligere årsrapport fra BWSC.
Alligevel mente den danske virksomhed, at den havde ret til kompensation. Og i 2018, året efter at Libanon og BWSC i fællesskab fejrede overlevering af nøglerne til kraftværket, valgte virksomheden at sagsøge den libanesiske regering ved den internationale voldgiftsdomstol ICC, efter den danske virksomhed forgæves havde forsøgt at indgå et forlig med regeringen.
I alt opgjorde BWSC de forsinkede betalinger til at skulle koste mindst 130 millioner dollars (knap 920 millioner kroner), som virksomheden krævede af Libanon i godtgørelse for “direkte omkostninger, administrationsudgifter og profit”. Sammenlignet lød kontrakten med Libanon på 350 millioner dollars, som udgjorde den største ordre i Lillerød-virksomhedens historie.
Og virksomheden regnede da også med, at en eventuel ekstra indtjening fra udfaldet af voldgiftssagen ville lune godt på bundlinjen.
“Udfaldet af sagsafviklingen er usikker, men det anses som værende sandsynligt, at det kan have en væsentlig positiv påvirkning på resultatet før skat, når sagen er afgjort”, skrev BWSC i sin årsrapport fra 2019.
Siden 2018 har BWSC nævnt voldgiftssagen i alle sine årsrapporter og at virksomheden forventer, at de vil få tilkendt en anseelig godtgørelse fra den libanesiske regering enten ved den internationale voldgiftsdomstol eller gennem et forlig.
Ifølge Danwatch og Daraj’s kilder i den libanesiske regering, vil voldgiftssagen inden længe blive afgjort i Paris. Dette er angiveligt også årsagen til, at ingen vil udtale sig om sagen i Libanon.
Ali Noureddine, som er en af Libanons førende økonomer, fortæller i et interview med Danwatch, at han har svært ved at se, hvordan Libanon skal kunne betale en potentiel regning på knap 920 millioner kroner til et dansk firma.
“Det er et stort beløb for Libanon og jeg er ikke sikker på, om regeringen overhovedet har evnen til at betale beløbet i udenlandsk valuta, fordi regeringen i øjeblikket er afhængig af centralbanken til forsyningen af udenlandsk valuta til betalinger”, fortæller Ali Noureddine.
Han mener, at voldgiftssagen lægger sig oven i en bunke af andre økonomiske problemer, der snart kan få staten til at kollapse helt.
“Det er et stort problem, hvis Libanon skal betale det beløb til en dansk virksomhed. Vi lider under manglen på udenlandsk valuta til at købe hvede og brændstof. Generelt er mange af vores problemer relateret til manglen på udenlandsk valuta“, siger han.
Selvom Ali Noureddine understreger, at det er svært at anfægte, om BWSC har juraen på sin side uden at kende til alle sagens detaljer, mener han, at pengene kunne bruges bedre.
Han fortæller, at BWSC’s krav svarer til knap halvdelen af det beløb, som den libanesiske regering for nyligt har forsøgt at få finansieret af Verdensbanken til rationeringsmærker, der skal hjælpe de allerfattigste libanesere.
“Libanons regering mangler 300 millioner dollars til at et program for rationeringsmærker, som skal hjælpe de fattigste familier i landet. Men vi har stadig ikke pengene til det”.
Jacob Dahl Rendtorff, som er professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, mener, at selvom BWSC kan have juraen på sin side, kan det være sværere at retfærdiggøre rent etisk. Både på grund af Libanons økonomiske situation og det faktum, at virksomheden faktisk modtog hele betalingen for kraftværkerne, selvom det var med forsinkelse.
“Hvis jeg nu er meget rig og der er nogen, som er fattige, men jeg så kræver det sidste fra dem. Er det etisk korrekt?”, spørger Jacob Dahl Rendtorff retorisk.
“Selvfølgelig er der nogle kontraktlige forpligtelser involveret og man kan også bruge en voldgiftssag til at diskutere det her dilemma. Så der kan godt komme noget etik ind i en sådan voldgiftssag”, vurderer han.
I virkeligheden handler det, ifølge Jacob Rendtorff, om det, han kalder en rimeligheds-overvejelse. Han påpeger også, at det er en formildende omstændighed, at den libanesiske regering er kendt for at være korrupt, da pengene ikke nødvendigvis kommer fattige mennesker til gode, selvom landet er økonomisk presset.
“Rent etisk kan man sige, at hvis den danske virksomhed er ved at gå fallit og virkelig var tvunget til at gøre det, så er der er en større moralsk retfærdighed i at gøre det. Det ville måske være mere rimeligt”, siger han.
“Omvendt kan man sige, at når de står overfor en stat med så store økonomiske problemer, så er det måske lidt uetisk at tænke på, at man lige skal have lidt mere oveni, når man faktisk er blevet betalt hele beløbet. Det er jo urimeligt, når man tænker på, at det er nogle få aktionærer eller ejere, der kommer til at skumme fløden”.
I årene 2017-2020 havde BWSC et underskud før skat, der svingede mellem 45 og 254 millioner kroner, men sidste år vendte BWSC nedturen og gik ud af året med et overskud på 129 millioner kroner før skat.
Florian Elabdi
