Danmarks rigeste mand investerer i luksussafari, der forhindrer lokale i at dyrke deres jord
Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen, er involveret i ultraluksuriøs safariturisme i det nordlige Tanzania. Lokalbefolkningen fortæller, hvordan turismen forhindrer dem i at dyrke deres jord og afskærer dem fra vandressourcer og slægtsgrave. Danwatch og The Chanzo har været i det vestlige Serengeti.
Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Pengeregn i Afrika
- Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er involveret i noget af verdens mest luksuriøse safariturisme i det nordlige Tanzania, hvor han råder over de to vildtreservater, Grumeti og Ikorongo Game Reserve, i samarbejde med en amerikansk rigmand.
- Danwatch og det tanzanianske medie The Chanzo har besøgt fire landsbyer i periferien af vildtreservaterne og kan fortælle, hvordan Holch Povlsens safari-investeringer forhindrer lokalbefolkningen i at dyrke deres jord og afskærer dem fra vandressourcer og slægtsgrave.
- Eksperter kalder situationen for et klassisk eksempel på, hvordan safariturismen i Tanzania fører til menneskerettighedskrænkelser af lokalbefolkningen og understreger, at Anders Holch Povlsen har et ansvar for at afhjælpe de berørte landsbyer.
- Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S har ikke ønsket at udtale sig, men henviser til svar fra deres partner, Grumeti Fund, en non-profit, der står for at pleje relationen til lokalbefolkningen nær Grumeti og Ikorongo Game Reserve. De skriver, at de bestræber sig på at være “en ansvarlig partner” og “bedst mulig nabo”.
Sarakwa i det nordlige Tanzania kalder sig en landsby. Men det er egentlig ikke meget andet end en spredt samling af huse fordelt ud over et fladt, øde landskab. Mellem husene skyder akacietræer og myrrabuske op af den sprukne jord, og kun de smalle, brune trampestier fortæller, at de små firkanter af mursten og mudder udgør sit eget lille samfund.
Der bor cirka 200 indbyggere i Sarakwa, og kun ét hus i landsbyen har elektricitet. Indbyggerne lever af jorden. I dyrkningssæsonen sår de majs, ris, durra, kassava, hirse og forskellige grøntsager, og ved høsten forsyner de egne spisekamre og sælger det overskydende videre på diverse markeder.
Sådan har den lokale økonomi altid fungeret. Men det gør den næppe meget længere, forklarer Utugusa Samweli, en 56-årig kvinde og mor til ni børn, der har boet i området hele sit liv.
Hun har vendt en plastikspand i vejret og sat sig med Sarakwas grøn-brune terræn bag sig. Hun er iklædt en kropslang kjole i brun og sort og har viklet et tørklæde om hovedet. Hun smiler med øjnene, men taler med umiskendelig alvor.
“Vi har altid været afhængige af vores jord, men i dag er den næsten ubrugelig”, siger hun.
Inden for de seneste få år har flere og flere indbyggere i Sarakwa og nabolandsbyerne Mariwanda, Park Nyigoti og Robanda helt droppet at dyrke jorden. Det har de på grund af deres naboer: Vildtreservaterne Grumeti Game Reserve og Ikorongo Game Reserve, hvor Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen, er medejer af rettighederne over jorden og investerer i nogle af verdens dyreste og mest luksuriøse safarihoteller.
Turisterne i Grumeti og Ikorongo Game Reserve kommer for at se the big five: løver, elefanter, bøfler, næsehorn og leoparder. Derfor gør både den tanzanianske stat og hotellerne en massiv indsats for at beskytte dyrene – blandt andet ved at slå ned på krybskytteri. Og med stor succes: For 18 år siden var Grumeti Game Reserve hjem for 350 elefanter. I dag er tallet knap 2.000. Og siden 2003 er antallet af bøfler steget med intet mindre end 1000 procent.
Udviklingen kan synes positiv, men stigningerne har voldsomme konsekvenser for de nærliggende landsbyer. De oplever igen og igen at få ødelagt deres afgrøder og dræbt deres kvæg af de samme vilde dyr, som en global elite af turister betaler store summer for at se og fotografere på nærmeste hold.
“Sidste år fik jeg ødelagt en hel mark med ris af en flok elefanter, kort efter jeg havde plantet den. I år har jeg derfor slet ikke dyrket min jord. Det kan ikke længere betale sig,” siger Utugusa Samweli.
Hendes historie er ikke unik, men går igen mange steder i de fire landsbyer langs Grumeti og Ikorongo Game Reserve, som Danwatch og det tanzanianske medie The Chanzo har besøgt i det nordlige Tanzania.
Robanda
Sarakwa
Mariwanda
Park Nyigoti
Her fortæller indbyggerne også, hvordan den safari-industri, som Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen har kastet penge efter, har frataget dem land og afskåret dem fra både vandressourcer, brænde og slægtsgrave af stor spirituel betydning.
Ifølge Tekle Weldemichael, lektor på University of Manchester og ph.d i landkonflikter relateret til naturbeskyttelse i det nordlige Tanzania, er mønstret velkendt.
“Det ligner et klassisk eksempel på, hvordan der i Tanzania igen og igen bliver begået menneskerettighedskrænkelser i naturbevaringen og turismens navn”, siger han.
Vil ikke svare på spørgsmål
Og det er, hvad den amerikanske hedge fund manager og mange-milliardær Paul Tudor Jones har gjort med Grumeti og Ikorongo Game Reserve.
I 2002 sikrede han sig brugsretten over de to områder samt det tilstødende Ikona Wildlife Management Area. Og fire år senere, i 2006, indgik han et partnerskab med den sydafrikanske safari-virksomhed Singita, der har nogle af markedets mest overdådige lodges i fem forskellige afrikanske lande. De har i dag syv hoteller i Grumeti Game Reserve.
Ifølge den seneste årsrapport fra Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S ejer den danske milliardær 70 procent af Singita Management Holdings Pty Ltd og 33 procent af Singita Holdings (Mauritius) Pty Ltd samt 25 procent af Grumeti Community and Conservation LLC.
I en mail til Danwatch og The Chanzo bekræfter HEARTLAND A/S investeringerne. De afviser dog at sætte yderligere tal på dem og nøjes med at skrive, at de er er “minoritetsejere” i alle selskaberne.
I et interview i 2020 beskrev Anders Holch Povlsen sit projekt i Tanzania som “et af de vigtigste i Afrika”.
“Jeg har dyb respekt for det arbejde og de investeringer, som min partner, Paul Tudor Jones, har lavet de seneste år”, lød det fra den danske rigmand.
Hans holdingselskab har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål om lokalbefolkningens kritik af safari-turismen i Grumeti og Ikorongo Game Reserve. HEARTLAND henviser i stedet til Grumeti Fund, en selvejende fond stiftet af Paul Tudor Jones, der blandt andet står for at pleje relationerne til de nærliggende landsbyer.
Huse brændt ned
Paul Tudor Jones’ leasing af Grumeti og Ikorongo Game Reserve har været kontroversiel fra begyndelsen.
Ifølge Navaya Ndaskoi udgør reservaterne i sig selv en menneskerettighedskrænkelse. Han arbejder for det tanzanianske organisation PINGO’s Forum, der beskytter oprindelige befolkningsgruppers rettigheder, og har i mange år arbejdet for at forbedre forholdene for landsamfund i det nordlige Tanzania.
“Grumeti og Ikorongo Game Reserve har fra begyndelsen været kilde til konflikter mellem regeringen og nabolandsbyerne”, konstaterer han.
Hans pointe bliver bakket op af en forskningsartikel udgivet af forskere på Osgoode Hall Law School i Toronto, Canada, og organisationen Legal and Human Rights Center i Tanzania. Her bliver det beskrevet, hvordan indbyggerne i landsbyen Nyamuma på grænsen af Ikorongo Game Reserve over to omgange blev fordrevet op til, at Paul Tudor Jones i 2002 rykkede ind i området.
I oktober 2001 blev landsbybeboerne råbt op i en megafon af distriktskommisæren, der gav dem besked på at flytte inden for fire dage. To dage efter deadlinen blev der sat ild til landsbyens huse, deres kvæg blev dræbt, og flere indbyggere blev udsat for vold. I alt mistede 132 familier deres hjem. Ingen af dem blev tilbudt nyt land eller andre former for kompensation.
Paul Tudor Jones har tidligere sagt, at han ikke var involveret i rydningen af Nyamuma, men Danwatch og The Chanzos research viser, at konflikten mellem Ikorongo og Grumeti Game Reserve og lokalbefolkningen består.
“Gennem alle årene har vi i PINGO’s Forum løbende modtaget beretninger om alt lige fra ødelagte afgrøder til konfiskerede kvæg og blokering af vandforsyninger”, siger Navaya Ndaskoi.
Kamp om knappe ressourcer
Landsbyen Robanda er delt i to af en landevej med små butikker, barer og restauranter på hver side. På den faste røde jord drøner firehjulstrækkere med internationale safarigæster forbi, mens de lokale passer deres hverdag uden at ænse trafikken.
Hos den lokale frisør spørger en masai – klædt i masaiernes traditionelle shuka – om han kan låne en oplader til sin telefon, og på den modsatte side af vejen venter to sultne lastbilchauffører på at få serveret mbuzi choma, grillet gedekød, på en lille beværtning under et krøllet bliktag.
Robanda ligger klemt inde mellem to af verdens mest eftertragtede safariområder. Mod øst åbner Serengeti National Parks udstrakte savanne sig, og mod vest ligger Grumeti og Ikorongo Game Reserves grønne vidder.
I denne del af Tanzania har man i århundreder været vant til at leve side om side med elefanter, løver, hyæner, gnuer, zebraer og andre vilde dyr.
Men de senere år har forholdene ændret sig. Myndighederne og safari-selskaberne har haft så stor succes med at bekæmpe krybskytteri, at bestandene af vilde dyr er skudt i vejret, og det skaber store konflikter om mad, vand og land, der i forvejen er knappe ressourcer i denne del af Tanzania, forklarer ti kilder i eller nær fire landsbyer tæt på grænsen til Grumeti og Ikorongo Game Reserve, som Danwatch og The Chanzo har besøgt.
En af dem er Samson Kishimba, en rundhovedet mand i 50’erne. Han bor i Robanda og havde arbejdet som bonde hele sit liv, da han i 2023 besluttede sig for at sadle om og køre boda boda, motorcykeltaxa.
“Til sidst dyrkede jeg ikke mad til mig selv og min familie, men kun til elefanterne. Det havde jeg ikke råd til at blive ved med”, siger han.
Han er som sådan ikke imod, at der bliver drevet safari-turisme i området. Det skaber noget økonomi, som lokalbefolkningen også kan få gavn af. Han har egentlig også forståelse for, at krybskytteri skal bekæmpes. Men han savner retfærdighed.
Lige nu tager turismen mere, end den giver, mener han.
Lever af tørret græs
Det er Nyakaho Chabola et eksempel på. Hun bor også i Robanda, få hundrede meter fra landevejen ud af en trampesti omsluttet af stikkende krat og gedeflokke. Her har hun en lille lod jord med et par jordhytter og et hovedhus af rå beton. Imellem dem dingler store, grønne papaya ned fra smalle træer.
Nyakaho Chabola er 50 år, har fire børn, og ligesom Samson plejede hun at drive et lille landbrug. Men som så mange andre småbønder i området har hun måttet lægge sit liv om på grund af angreb fra dyrene i Grumeti og Ikorongo Game Reserve.
Indtil for to år siden havde hun en lille mark med majs og hirse i forlængelse af sit hus. Hun rejser sig fra en plastikstol under et af papaya-træerne og peger ud på et tilgroet græsstykke. Hun har stadig sine geder og køer, men færre end hun plejede.
“De vilde dyr fra reservaterne, især hyæner og løver, går til angreb på vores husdyr. Jeg har selv mistet geder og køer”, fortæller Nyakaho Chabola.
Ændringerne har haft store konsekvenser for familien. Det var det lille landbrug, der skaffede mad på bordet og penge til at sende børnene i skole. Nu lever Nyakaho Chabola af at sælge bundter af tørret græs, som hun henter ude i bushen og lader ligge og afsvide i den bagende sol ovenpå sine jordhytters tage.
Hun tager 100 tanzanianske shillings for ét bund. Det svarer til 26 danske ører.
“Det er et stort slid”, siger hun.
Professor i politisk økologi på Københavns Universitet Jens Friis Lund har undersøgt lignende problemer i landsbyer tæt på Tarangire National Park, også i Tanzania.
Og han noterer sig især én ting ved Nyakaho Chabolas fortælling.
“Jeg har selv talt med mange bønder, der har lagt deres afgrøder om i et forsøg på at holde elefanterne væk. Men jeg har faktisk aldrig hørt om nogen, der helt har opgivet at dyrke sin jord. Det siger noget om, hvor alvorligt det her problem er”, siger han.
I 2014-15 deltog Jens Friis Lund i et studie blandt 42 landsbyer i Tanzania, der forsøgte at estimere de finansielle omkostninger ved ødelæggelse af landbrugsafgrøder fra vilde dyr. 1.924 husstande deltog i undersøgelsen, der viste, at de i det forgangne år havde oplevet skader for lidt over 300.000 dollars (knap to millioner kroner). Justerer man for inflationen, svarer det til cirka 410.000 dollars (2,6 millioner kroner) i dagens økonomi.
“Det er et stort beløb i den her kontekst og viser, at der er mere på spil end alene landbrugsjorden. Så betydelige økonomiske tab kan ikke undgå at have en række afledte effekter for de berørte. Når de mister deres levegrundlag, så risikerer børnene eksempelvis at blive trukket ud af skolen, eller det bliver sværere at få råd til medicin”, siger han.
Dyb medfølelse
I 2016 foretog en tanzaniansk forsker en rundspørge blandt vildtreservaternes nabolandsbyer. Her svarede 86,4 procent, at de havde oplevet ødelæggelser af deres ejendomme, herunder landbrugsjord, mens 68,9 procent af de adspurgte havde svært ved at skaffe kvæg til deres vand, fordi reservaterne forhindrede dem adgang til flere nærliggende floder.
I en mail til Danwatch og The Chanzo skriver Grumeti Fund, der varetager relationen til nabosamfundene, at “udfordringer” som “ødelæggelse af landbrugsjord, tab af kvæg og jordkonflikter” er uundgåelige, og at de gør, hvad de kan for at imødegå dem i samarbejde med den tanzanianske regering.
“Vi føler dyb medfølelse med de personer i nabobyerne, der oplever vanskeligheder som følge af konflikter mellem mennesker og vilde dyr. Denne forståelse er en central drivkraft bag udformningen og gennemførelsen af vores fællesskabs- og naturbeskyttelsesprogrammer”, skriver Grumeti Fund.
Grumeti Fund mener endvidere, at de gør en stor indsats for at investere i nabolandsbyerne. Sammen med den tanzanianske regering og lokale interessenter har de blandt andet lanceret initiativer, der støtter uddannelse, jobskabelse og bæredygtighed.
“I de sidste 20 år har vi bestræbt os på at være en ansvarlig partner og den bedst mulige nabo, med målet om meningsfuldt at udvide økonomiske muligheder og forbedre uddannelsesmuligheder for landsbyboere, samtidig med at vi beskytter landbrugsjord mod vilde dyr og skaber betydelige indtægter fra turisme til lokalsamfundene”, skriver de.
Grumeti Fund oplyser, at de årligt uddeler 80 uddannelsesstipendier, yder undervisningsstøtte til 26 skoler og tilbyder små lokale virksomheder “kritisk kapital”.
Tanzania Wildlife Management Authority (TAWA), der er den ansvarlige myndighed for Ikorongo og Grumeti Game Reserve, er ikke vendt tilbage på Danwatch og The Chanzos henvendelse inden deadline, mens Singita henviser til Grumeti Funds svar.
Forbudt land
Kører man vestpå ud af Robanda, langs Grumeti og Ikorongo Game Reserve, er vejene så ujævne, at bilerne bliver slynget rundt fra side til side. Enkelte steder kan man ane resterne af noget gammelt asfalt, men ellers er underlaget bare grus og sten, typisk fordelt i smalle dybe fuger skabt under seneste regnsæson. Fugerne giver fornemmelsen af, at man kører over én lang rist.
Park Nyigoti, hedder den første by, man når til efter Robanda. Her er Mtiro Gekora vokset op. Indtil 2024 var han også landsbyformand.
Fra sin plastikstol i en sval træskygge peger han ud på en græsbeklædt bakke nogle hundrede meter ude i horisonten. Dér begynder Ikorongo Game Reserve, og dér har indbyggerne i Park Nyigoti ingen adgang, forklarer han. Hvis de eller deres kvæg krydser ind i vildtreservatet, risikerer de store bøder samt at få deres kvæg konfiskeret og bortauktioneret.
Mtiro Gekora anerkender og påskønner Grumeti Funds investeringer i den lokale skole, men han mener ikke, at safari-turismens sociale indsatser vejer op for de omkostninger, som etableringen af Grumeti og Ikorongo Game Reserve har haft for Park Nyigoti.
“Det er små investeringer sammenlignet med de konsekvenser, vi lever med hver dag”, siger han.
Ligesom indbyggerne i Sarakwa og Robanda oplever de også i Park Nyigoti, hvordan safari-turismen har drevet bestandene af vilde dyr op med ødelagte afgrøder og ejendomme til følge. Men det er ikke det hele.
Mtiro Gekora peger ud på en anden grøn forhøjning i landskabet.
“Vores forfædre – mine bedsteforældre – ligger begravet derude. Jorden betyder meget for os, men gravene ligger i dag inden for Ikorongo Game Reserves grænser. Vi mener, at det er vores jord, men vi har ikke adgang til den”, beklager han.
Hvis befolkningen i Park Nyigoti vil besøge deres slægtsgrave, skal de derfor anmode om tilladelse hos TAWA. Myndigheden har ikke besvaret Danwatchs og The Chanzos henvendelse, men i en mail skriver Grumeti Fund, at det er deres forståelse, at indbyggerne skal søge tilladelse til TAWA af hensyn til deres egen sikkerhed, så de kan blive eskorteret derind uden at blive angrebet af vilde dyr.
Park Nyigoti har et lignende problem med deres adgang til vand og brænde, fortsætter Mtiro Gekora.
“Hvor ligger det sted, hvor vi plejede at hente vand til os selv og vores kvæg, og hvor vi plejede at hente brænde? Inde i Ikorongo Game Reserve. Det har vi heller ikke længere adgang til”, siger han.
De officielle grænser for Ikorongo Game Reserve har ikke rykket sig siden området fik status af vildtreservat i 1994, men ifølge Mtiro Gekora blev Park Nyigoti afskåret fra Manchira-floden i 2014. Og landsbyen er ikke den eneste i nærheden af Grumeti og Ikorongo Game Reserve, der mener, at de har mistet adgang til vandforsyninger. Det samme gør indbyggerne i landsbyerne Bonchugu og Nyamatoke, viser den førnævnte rundspørge.
I en mail afviser Grumeti Fund, at Park Nyigoti eller andre landsbyer skulle have mistet adgang til vandressourcer.
“Manchira-floden udspringer fra og løber gennem fælles land, hvor lokalbefolkningen har adgang til den”, skriver fonden.
De uddyber ikke, hvor de mener, at lokalbefolkningen har adgangen til floden.
Drømmen om det uberørte
Tanzanias økonomi er dybt afhængig af international turisme. Branchen står for 17 procent af landets BNP og har for nylig overhalet guld som Tanzanias primære kilde til udenlandsk valuta.
Derfor gør den tanzanianske regering alt, hvad den kan for at skaffe turisterne det, de vil have, siger Jevgeniy Bluwstein, lektor i socialantropologi på Universität Bern, hvor han i flere år har forsket i naturbevaring og landkonflikter i det nordlige Tanzania.
“Turisterne har en drøm om at se Afrikas uberørte natur, men den findes ikke, for den natur, som vi i Vesten forestiller os er uberørt, har i århundreder været hjem for mennesker. Så hvordan giver man turisterne det, de vil have? Man skaber det, og det kan man kun ved at presse folk væk eller decideret fordrive dem. På den måde er der en grundlæggende modsætning mellem safari-industrien og lokalbefolkningen”, siger han.
Den tanzanianske regering har de seneste år fået stor international kritik for deres behandling af masai-folket i Ngorongoro og Loliondo, to andre af landets store safari-destinationer. Her har regeringen, ifølge en lang række organisationer og eksperter, begået alvorlige overgreb på uskyldige civile, netop for at kunne føje turisterne.
Derfor bør det heller ikke komme som en overraskelse for private investorer som Anders Holch Povlsen, at investeringer i safari-turisme i Tanzania er i stor risiko for føre til forværrede levestandarder for lokalbefolkningen.
“I så fald er det fordi, man ikke har sat sig godt nok ind i tingene, eller ikke har lyttet til folk med forstand på denne type konflikter. Hvis de har gjort deres hjemmearbejde, vil de også vide, at safari-turismen i Tanzania er tæt knyttet til systematiske menneskerettighedskrænkelser”, siger professor på Københavns Universitet, Jens Friis Lund.
Vil have opsat hegn
I landsbyerne rundt om Ikorongo og Grumeti Game Reserve føler flere af indbyggerne, at de kæmper en forgæves kamp. De ved udmærket godt, at regeringen ikke giver meget for deres bekymringer, men derimod vil strække sig meget langt for at tilgodese internationale investorer, der vil lave turismeforretninger i Tanzania.
I Sarakwa har Utugusa Samweli dog ikke opgivet håbet om at kunne begynde at dyrke sin jord igen. Men det kræver, at der bliver taget affære, siger hun. Derfor opfordrer hun til, at der bliver opført et hegn, der kan holde de vilde dyr på afstand fra de omkringliggende landsbyer.
Ellers vil problemerne fortsætte som nu, hvor færre og færre familier er i stand til at brødføde dem selv, siger hun og peger hen på en brun bunke tre-fire meter foran hendes hus. På afstand ligner det bare en tilfældig samling græstørv eller nogle visne blade, men det er en indtørret lort fra en elefant, der vadede ind over hendes grund få dage forinden.
“Der kan du bare se”, siger hun.
Heri Dumi Manzimoto, en 70-årig mand fra landsbyen Mariwanda på grænsen til Grumeti Game Reserve, har samme budskab.
“I hele mit liv har elefanterne ikke været nogen, vi stødte på regelmæssigt. Nu kan selv et ufødt barn høre elefanterne inde fra sin mors mave. Hvis vi fortsat skal være i stand til at dyrke vores jord, er der nødt til at blive sat et hegn op”, siger han.
Grumeti Fund er ikke fremmede over for idéen om et hegn. I 2020 satte de et 33 kilometer langt elektrisk hegn op ved Ikorongo Game Reserve, og ifølge fonden har resultaterne været positive. Fonden undersøger aktuelt mulighederne for at forlænge hegnet, men skriver i en mail til Danwatch og The Chanzo, at det både er “komplekst” og “tidskrævende” at gennemføre.
Imens forsøger Utugusa Samweli og de øvrige indbyggere i Sarakwa at få enderne til at mødes. Livet herude i det nordtanzanianske vildnis har aldrig været nemt, men det er blevet endnu sværere, efter landsbyens baghave er blevet til en af verdens mest attraktive safari-destinationer.
Utugusa Samweli lever nu af at sælge mælk fra sine kvæg. Det rækker an, men kun lige akkurat, og hun er konstant bange for, hvornår hendes dyr lider samme skæbne som hendes jord. Sker det, aner hun ikke, hvad hun skal stille op.
Hendes konklusion er klar:
“Elefanternes liv er åbenbart vigtigere end vores”, siger hun.
