Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Giftig profit
- Danmark eksporterer hvert år giftige pesticider, der ellers er ulovlige at bruge herhjemme og i EU, til lande som Brasilien, Mexico og Pakistan.
- Pesticiderne, vi eksporterer – malathion, dimethoat og chlorpyrifos – mistænkes for at give kræft, nedsætte fertiliteten og skade børns hjerner.
- Eksperter kalder eksporten hyklerisk og uetisk, men skiftende miljøministre vil ikke indføre et nationalt forbud. Forbuddet skal i stedet ske på EU-niveau.
- Netop EU-forbuddet har dog været længe undervejs, og NGO’er mener, at den magtfulde kemikalieindustri har sejret.
- Danwatch undersøger eksporten, konsekvenserne og kemikalielobbyens indflydelse på et EU-forbud.
I årtier har Cheminova, nu FMC Rønland, i den vestjyske by Harboøre produceret pesticider til både det danske og internationale marked. Men nu er det snart slut.
I sidste uge kom det overraskende frem, at FMC Rønland drejer nøglen om ved udgangen af 2026 efter år med underskud. Dermed forsvinder langt størstedelen af den danske eksport af pesticider, der er forbudt at anvende i EU.
Beslutningen kommer blot få måneder efter, at regeringen åbnede for at undersøge mulighederne for et nationalt eksportforbud. Det skete i juni, efter at Danwatch kunne fortælle, at et længe ventet EU-forbud mod eksporten var strandet efter pres fra den indflydelsesrige kemikalieindustri.
“Set i lyset af, at processen har varet i årevis, er det relevant, at vi afsøger muligheden for nationale tiltag. Vi skal ikke eksportere miljø- og sundhedsproblemer, vi ikke vil acceptere herhjemme”, skrev miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) dengang til Danwatch.
FMC Rønland har hidtil stået for langt størstedelen af den danske eksport. Ifølge data fra Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, indmeldte virksomheden alene i 2025 eksport af malathion, dimethoat og chlorpyrifos til lande som Brasilien, Mexico, Pakistan og Tyrkiet.
Det får dog ikke danske EU-politikere til at afskrive et nationalt eksportforbud. Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet Per Clausen mener, at det stadig giver god mening at forbyde dansk eksport af forbudte pesticider.
“Det giver mening dels på det praktiske plan og dels på det principielle. Rent praktisk vil det ikke bare stoppe den resterende del af eksporten af de farlige sprøjtemidler fra Danmark, men også sikre os imod, at ny eksport opstår”, skriver Per Clausen til Danwatch.
“På det principielle plan vil det være med til at gøre klart, at det er en usmagelig praksis at blive ved med at sælge noget, der er så giftigt, at vi ikke selv vil tillade det”, fortsætter han.
Stine Bosse, der sidder i Europa-Parlamentet for Moderaterne, er ligeledes åben for et dansk eksportforbud, hvis EU-processen fortsat trækker ud.
“Jeg mener først og fremmest, at vi skal have et fælles EU-forbud. Men der er nu gået seks år, uden at Kommissionen har fremlagt det forslag, den lovede. Hvis vi ikke kan få sat fart på processen i EU, synes jeg også, at Danmark skal være villig se på mulighederne for, at gå foran. Derfor er jeg glad for, at miljøministeren har åbnet for den mulighed”, skriver Stine Bosse.
Indtil videre forsøger hun dog fortsat at få en fælles europæisk løsning på plads. Sammen med en række kolleger i Europa-Parlamentet vil hun lægge yderligere pres på EU-Kommissionen.
“Jeg er i næste uge sammen med en række kolleger i Europa-Parlamentet afsender på et brev til Kommissionen, hvor vi fremhæver udfordringen, og hvor vi beder den om at sætte fart på arbejdet”, skriver hun.
Strandet
Danwatch har gennem flere år beskrevet Danmarks og herunder især FMC Rønlands eksport af pesticider, der er forbudt at anvende i EU. Skiftende miljøministre har kaldt eksporten hyklerisk, men samtidig fastholdt, at problemet bør løses gennem et fælles EU-forbud.
Et sådant forbud er imidlertid strandet, som Danwatch kunne fortælle i juni. EU-Kommissionen lovede allerede i 2020 at fremlægge et lovforslag, der skulle sætte en stopper for eksporten, men seks år senere er det stadig ikke sket.
I stedet skrev en talsmand for Kommissionen tidligere i år til Danwatch, at et forbud blot risikerer at flytte produktionen ud af EU og ramme europæiske virksomheder.
FAKTA
Antallet af eksportanmeldelser er steget de seneste 10 år
De seneste ti år er der sket en stigning i antallet af eksportanmeldelser hos ECHA, blandt andet fordi listen over forbudte kemikalier er blevet længere.
Kilde: Det europæiske kemikalieagentur ECHA
Eksperter og danske EU-politikere har kritiseret kursskiftet, som de kalder et knæfald for kemiindustrien. Hans van Scharen mente blandt andet, at forløbet viser, hvor stor indflydelse kemigianterne har fået i EU.
“Jeg kalder dem (kemikalieindustriens lobbyorganisationer, red.) EU’s skyggeregering. De har så stor indflydelse, at deres interesser og position reelt spiller en central rolle i næsten alle beslutninger”, sagde han til Danwatch i juni.
FMC har tidligere afvist kritikken af eksporten. I et skriftligt svar til Danwatch har virksomheden blandt andet fremhævet, at pesticiderne ikke er godkendt på det danske eller europæiske marked, fordi der ikke er behov for dem her, og at de spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af skadedyr og plantesygdomme i andre dele af verden.
Venstre er imod
Af samme grund er kemivirksomheden også imod et dansk eksportforbud, som den mener kan få alvorlige konsekvenser.
FMC har blandt andet tidligere fremhævet over for Danwatch, at et forbud kan efterlade landmænd i andre lande uden de nødvendige redskaber til at beskytte deres afgrøder og dermed påvirke den globale fødevareproduktion, presse fødevarepriserne op og forværre den sociale og økonomiske udvikling.
Samtidig peger virksomheden på, at et forbud ikke nødvendigvis vil få produktionen til at forsvinde, men blot flytte den ud af EU.
“Et eksportforbud vil medføre, at produktionen flyttes til producenter af generiske kemikalier i lande, hvor miljø-, sikkerheds- og kvalitetsstandarderne er lavere end i EU”, lød det.
Den bekymring deler Venstres medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen. Han er lodret imod et nationalt eksportforbud og advarer mod at begrænse europæiske virksomheders mulighed for at producere og eksportere pesticider, som ikke er godkendt i EU.
“Der kan være produkter, som er forbudt i EU på grund af vores lokale forhold, men som fortsat er nødvendige og lovlige at anvende i tredjelande med helt andre udfordringer. I de tilfælde skal europæiske virksomheder også have mulighed for at producere dem inden for de gældende internationale regler”, skriver Asger Christensen til Danwatch.
Han mener derfor, at spørgsmålet skal løses i fællesskab på EU-niveau frem for gennem danske særregler.
“Det vil efter min mening være helt forkert, hvis Danmark vælger at gå enegang med et nationalt eksportforbud. Det indre marked bygger på fælles regler, som sikrer lige konkurrencevilkår for virksomhederne på tværs af EU. Hvis Danmark indfører særregler, underminerer vi netop det level playing field, som er en af de største styrker ved det europæiske samarbejde”, skriver Asger Christensen.
Hvad der skal ske med produktionen, når fabrikken i Harboøre lukker, er stadig uvist. Danwatch har spurgt FMC, om produktionen af de pesticider, der ikke er godkendt til brug i EU, stopper helt eller bliver flyttet til andre af FMC’s fabrikker.
De er ikke vendt tilbage med svar inden Danwatch’ deadline.










