Turisme09/11/2025

Ekspert efter Holch Povlsen-afsløring: Det handler om penge

Det overrasker ikke professor Andreas Neef, at Anders Holch Povlsens safari-investeringer i det nordlige Tanzania beskyldes for menneskerettighedskrænkelser. Vores billede af safariturismen er alt for enøjet, siger han.
Image
Foto: Anthon Unger / Ekstrablader
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Pengeregn i Afrika

  • Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er involveret i noget af verdens mest luksuriøse safariturisme i det nordlige Tanzania, hvor han råder over de to vildtreservater, Grumeti og Ikorongo Game Reserve, i samarbejde med en amerikansk rigmand.
  • Danwatch og det tanzanianske medie The Chanzo har besøgt fire landsbyer i periferien af vildtreservaterne og kan fortælle, hvordan Holch Povlsens safari-investeringer forhindrer lokalbefolkningen i at dyrke deres jord og afskærer dem fra vandressourcer og slægtsgrave.
  • Eksperter kalder situationen for et klassisk eksempel på, hvordan safariturismen i Tanzania fører til menneskerettighedskrænkelser af lokalbefolkningen og understreger, at Anders Holch Povlsen har et ansvar for at afhjælpe de berørte landsbyer.
  • Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S har ikke ønsket at udtale sig, men henviser til svar fra deres partner, Grumeti Fund, en non-profit, der står for at pleje relationen til lokalbefolkningen nær Grumeti og Ikorongo Game Reserve. De skriver, at de bestræber sig på at være “en ansvarlig partner” og “bedst mulig nabo”.

Når man snakker om udvindingsindustrier, snakker man typisk om olie, gas og mineraler. Men man kunne ligeså godt snakke om safarirejser. Denne form for turisme udgør nemlig sin egen udvindingsindustri, der for visse samfund kan være lige så destruktiv som de mere klassiske af slagsen. 

Det siger Andreas Neef, dekan og professor i Global Development på Griffith University i Australien, hvor han forsker i land grabbing og jordkonflikter, blandt andet relateret til turisme.  

Danwatch har talt med ham i kølvandet på, at vi i sidste uge kunne fortælle, at Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er involveret i safariturisme i Tanzania, der beskyldes for at forhindre lokale farmere i at dyrke deres jord og afskære landsbyer fra vand og slægtsgrave.

Ofrene er endda blevet efterladt uden nogen former for kompensation.  

“Vi har været alt for naive og forestillet os, at safari-turismen var helt uskyldig, men vi bliver nødt til at være ærlige: Denne form for turisme kommer meget ofte med en pris for lokalbefolkningerne”, siger Andreas Neef. 

Han er forfatter til bogen Tourism, Land Grabs and Displacement, der blandt andet undersøger den form for turisme, som Anders Holch Povlsen er involveret i i Tanzania. Derfor er han heller ikke overrasket over Danwatchs afsløringer fra områderne nær Grumeti og Ikorongo Game Reserve – de to vildtreservater, som den danske milliardær har investeret i.

“Jeg har aldrig hørt om, at nogen – noget som helst sted – skulle være blevet kompenseret for skader påført dem af safariindustrien”, siger han.

Mange misforståelser 

Andreas Neef noterer sig, at mange investorer i safariturisme i Afrika slår sig op på naturbevaring og dyrebeskyttelse. Det samme gør det sydafrikanske safariselskab Singita, som Anders Holch Povlsen er medejer af. 

I deres offentlige kommunikation fremhæver de ofte, at de, udover at beværte turister, arbejder for at styrke biodiversiteten og bekæmpe krybskytteri. 

“Voldsomt tab af biodiversitet, drevet af menneskehedens uholdbare produktions- og forbrugsmønstre, har ført til, at planeten mister natur hurtigere, end den kan genskabes.

I takt med at verden går ind i et årti, der vil være præget af transformation, genoprettelse og regenerering, er vores indsats fuldt på linje med de globale mål for naturbevaring”, lyder det blandt andet på Singitas hjemmeside. 

Men Andreas Neef advarer mod at købe industriens selvfortælling. 

“Safariselskaberne siger gerne, at de er til stede for at beskytte de vilde dyr eller naturen. Det kan sagtens være, at de også gør det, men det er meget sjældent den egentlige motivation for at gå ind i de her områder. Det handler om at kunne tiltrække turister og tjene penge på dem”, siger han.  

I det hele taget er der mange misforståelser knyttet til safariturismen, mener Andreas Neef. 

“Folk forledes til at tro, at safarirejser går ud i den vilde natur, men landskaberne er sociale og politiske konstruktioner. De er ikke uberørte, tværtimod har de har været beboet og dyrket i århundreder”, siger han. 

Ekstrabetaling på safari-rejser

Netop derfor mener Andreas Neef, at safariturismen med fordel kan forstås som en form for udvindingsindustri. 

Safariturismen udvinder værdien af de vilde dyr og den bjergtagende natur uden, at deres omgivelser – de små landsbyer i nærheden – får nævneværdig del i udbyttet. Akkurat ligesom mange mineselskaber udvinder mineraler rundtomkring i Afrika uden, at de mennesker, der bor og lever ovenpå de værdifulde forekomster, får synderlig gavn af gevinsterne. 

“Safariturismen har potentiale til at være et godt økonomisk alternativ til den ofte destruktive minedrift eller olieproduktion for flere afrikanske lande, men i stedet ser vi igen og igen, at safariturismen fører sin egen destruktion med sig, om det så er fordrivelser, tab af landbrugsjord eller kulturel udviskning”, siger han. 

Professoren foreslår derfor, at der bliver lagt en ekstrabetaling på alle safarirejser, som skal øremærkes til de lokalsamfund, der lider under turismen. 

“På den måde burde man kunne minimere den pris, som mange småsamfund betaler for, at turister kan komme så tæt som muligt på elefanterne og løverne”, siger han. 

Adskillige danske rejsebureauer arrangerer safarirejser til en række lande i Afrika, heriblandt Tanzania. Rejsebureauernes brancheorganisation REJSE – Travel Industry Denmark har ikke tal på, hvor mange safari-rejser, der sælges årligt.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.