Åbner i en ny fane
Turisme23/11/2025

Overblik: Danmarks rigeste mand satser massivt på Afrika

Tanzania er langt fra det eneste sted, Anders Holch Povlsen er involveret i safari-turisme og naturbevaring på det afrikanske kontinent. Sidste år overtog han et stort areal i Botswana. “En del af en større tendens”, forklarer forsker.
Unnamed
Illustration: Louise Kock, Danwatch
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Pengeregn i Afrika

  • Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er involveret i noget af verdens mest luksuriøse safariturisme i det nordlige Tanzania, hvor han råder over de to vildtreservater, Grumeti og Ikorongo Game Reserve, i samarbejde med en amerikansk rigmand.
  • Danwatch og det tanzanianske medie The Chanzo har besøgt fire landsbyer i periferien af vildtreservaterne og kan fortælle, hvordan Holch Povlsens safari-investeringer forhindrer lokalbefolkningen i at dyrke deres jord og afskærer dem fra vandressourcer og slægtsgrave.
  • Eksperter kalder situationen for et klassisk eksempel på, hvordan safariturismen i Tanzania fører til menneskerettighedskrænkelser af lokalbefolkningen og understreger, at Anders Holch Povlsen har et ansvar for at afhjælpe de berørte landsbyer.
  • Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S har ikke ønsket at udtale sig, men henviser til svar fra deres partner, Grumeti Fund, en non-profit, der står for at pleje relationen til lokalbefolkningen nær Grumeti og Ikorongo Game Reserve. De skriver, at de bestræber sig på at være “en ansvarlig partner” og “bedst mulig nabo”.

De seneste år har danske og internationale medier flere gange fortalt, at Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er Skotlands største private landejer.

Men det er ikke kun i det skotske højland, at rigmanden har store jordbesiddelser. Det samme har han i minimum fem afrikanske lande. 

Gennem selskaberne Singita og Wildland International råder Anders Holch Povlsen over jord i Botswana, Rwanda, Zimbabwe og Sydafrika – foruden altså Tanzania. 

Her er han med til at investere i over 500.000 hektar. Det er mere end fem gange så meget som den mængde, han menes at eje i Skotland og svarer til omtrent ti gange Bornholms størrelse. 

Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i anledning af, at vi for nylig kunne fortælle, at en af disse jordbesiddelser – vildtreservaterne Grumeti og Ikorongo Game Reserve i det nordlige Tanzania – beskyldes for at forhindre den i forvejen udsatte lokalbefolkning i at dyrke deres jord og afskære dem fra både vand og slægtsgrave.

Anders Holch Povlsen ejer desuden to virksomheder i Zambia. Ifølge dokumenter fra Zambias virksomhedsregister, som Danwatch er i besiddelse af, beskæftiger selskaberne sig med henholdsvis jagt og tømmer, men det fremgår ikke, om virksomhederne ejer eller kontrollerer land. 

Hans holdingselskab HEARTLAND A/S har ikke ønsket at oplyse, præcis hvor meget jord i Afrika, han investerer i, ligesom de afviser at svare på uddybende spørgsmål om hans forretninger på kontinentet. 

Mens Holch Povlsen selv har stiftet Wildland International, er Singita en sydafrikansk virksomhed, der driver nogle af Afrikas mest lukusriøse safarihoteller. 

Ifølge den seneste årsrapport fra Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S ejer den danske milliardær 70 procent af Singita Management Holdings Pty Ltd og 33 procent af Singita Holdings (Mauritius) Pty Ltd. 

I en mail til Danwatch har HEARTLAND A/S tidligere bekræftet investeringerne. De afviste dog at sætte yderligere tal på dem og nøjedes med at skrive, at de er “minoritetsejere” af Singita. 

Overblik

Anders Holch Povlsens aktiviteter i Afrika

Rigmanden gør sig primært inden for safari og naturbevaring, men har også en række andre investeringer.

Nyt opkøb i Botswana

Marie Ladekjær Gravesen, postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i blandt andet jordforvaltning i Afrika, kalder Anders Holch Povlsens afrikanske investeringer “symptomatiske”. 

“Naturbevaring og turisme i Afrika tiltrækker i disse år nogle af verdens mest pengestærke investorer. På den måde er hans investeringer et udtryk for en større tendens, hvor vi ser flere og flere store private jordejere i en række forskellige lande,” konstaterer hun. 

I 2023 kortlagde mediet African Arguments på sigende vis, hvordan flere af de mest magtfulde naturbevaringsorganisationer i Afrika – NGO’er som The Nature Conservancy & Wildlife Conservation Society med projekter på tværs af Afrika – nærer tætte forbindelser til storbanker og kapitalfonde som JP Morgan Chase, Blackstone og Goldman Sachs. 

En af de nyeste tilføjelser til Anders Holch Povlsens Afrika-portefølje understreger, at Afrikas natur tiltrækker folk fra den globale finansielle elite.  

Den danske milliardær er en af de nye ejere af NG26, et 170.000 hektar stort område – også kaldet Abu Concession – i Okavango-deltaet, et frodigt vådlandsområde og centrum for Botswanas safari-industri. 

Og dokumenter fra konkurrence og forbrugermyndighederne i Botswana viser, at købet er kommet i stand efter en aftale med virksomheder i Microsoft-grundlæggeren Paul Allens bo. Allen selv døde i 2018, men får sin forretninger drevet videre af sin søster, Jody Allen. 

Den amerikanske milliardær købte sig i 2011 ind i NG26, men hans forretning i Botswana er nu blevet opkøbt af Saphire Holdings, et investeringsselskab med base på Mauritius delvist kontrolleret af Anders Holch Povlsens virksomhed Wildland International. 

Saphire Holdings ejer 70 procent af selskabet Abu Private Reserve Proprietary Limited, mens det statsejede pensionsselskab Botswana Public Officers Pension Fund sidder på de resterende 30 procent af aktierne, viser et opslag i Botswanas virksomhedsregister. 

Her kan man desuden se, at Lise Kaae, administrerende direktør i Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S, sidder i bestyrelsen hos Saphire Holdings. Det fremgår endvidere, at Saphire Holdings har et datterselskab, der hedder Singita Botswana. 

Dette stemmer overens med, at Singita har annonceret, at de i 2026 åbner et nyt luksushotel i netop Okvango-deltaet.

Mødes med præsidenter

Det er mere end store landarealer, som trækker Anders Holch Povlsen til Afrika. 

Siden 2022 har Bestseller Foundation – en erhvervsdrivende fond etableret af Holch Povlsens Bestseller-koncern – haft et udpræget Afrika-fokus med investeringer inden for især teknologi og affaldshåndtering.

Fonden har et kontor i Rwandas hovedstad, Kigali, hvor Holch Povlsen også har været med til at rejse penge til African Leadership University, en uddannelsesinstitution, der har et mål om at uddanne fremtidens afrikanske ledere. 

I Rwanda har Anders Holch Povlsen ligeledes mødtes med landets præsident, Paul Kagame. I 2023 var han på besøg i præsidentresidensen Urugwiro Village i anledningen af UNLEASH Rwanda, et initiativ støttet af Bestseller Foundation, der forsøger at hjælpe unge iværksættere med at udvikle løsninger på globale udfordringer. 

Det er ikke kun i Rwanda, at den danske rigmand har forbindelser til den absolutte politiske top. I slutningen af oktober mødtes Anders Holch Povlsen med både Nigerias præsident, Bola Tinubu, og den nigerianske forretningsmand Aliko Dangote, der ofte bliver omtalt som Afrikas rigeste mand. Det foregik på møder i Nigerias største by, Lagos. 

På møderne deltog også den danske ambassadør i Nigeria, Jens Ole Bach Hansen, men ifølge Danwatchs oplysninger var det Anders Holch Povlsen, der selv havde arrangeret dem. 

Det overrasker ikke Marie Ladekjær Gravesen, at Anders Holch Povlsen har adgang til den absolutte politiske top i flere afrikanske lande. 

“Den type investeringer, han har, og især i den skala han har dem i, forudsætter politisk goodwill. Man kan ikke drive forretninger som ham, hvis man ikke er på god fod med de pågældende regeringer”, siger hun og tilføjer: 

“Og det er jo så også en af udfordringerne. Store investeringer i tæt samarbejde med regeringerne bliver hurtigt til en indirekte støtteerklæring til disse regeringer og en validering af deres måde at forvalte landets jord på”, siger Marie Ladekjær Gravesen.  

Danwatch har spurgt Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S om, hvad der blev drøftet på møderne med Bola Tinubu og Aliko Dangote. 

De skriver: 

“Målet var at få et indblik i landet, høre mere om udviklingen og generelt få en fornemmelse af, hvad der sker i det mest folkerige land i Afrika. Turen har ikke udmøntet sig i aftaler, egentlige samarbejder eller andet på nuværende tidspunkt – og det var heller ikke intentionen med besøget”.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.