Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Pengeregn i Afrika
- Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, er involveret i noget af verdens mest luksuriøse safariturisme i det nordlige Tanzania, hvor han råder over de to vildtreservater, Grumeti og Ikorongo Game Reserve, i samarbejde med en amerikansk rigmand.
- Danwatch og det tanzanianske medie The Chanzo har besøgt fire landsbyer i periferien af vildtreservaterne og kan fortælle, hvordan Holch Povlsens safari-investeringer forhindrer lokalbefolkningen i at dyrke deres jord og afskærer dem fra vandressourcer og slægtsgrave.
- Eksperter kalder situationen for et klassisk eksempel på, hvordan safariturismen i Tanzania fører til menneskerettighedskrænkelser af lokalbefolkningen og understreger, at Anders Holch Povlsen har et ansvar for at afhjælpe de berørte landsbyer.
- Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S har ikke ønsket at udtale sig, men henviser til svar fra deres partner, Grumeti Fund, en non-profit, der står for at pleje relationen til lokalbefolkningen nær Grumeti og Ikorongo Game Reserve. De skriver, at de bestræber sig på at være “en ansvarlig partner” og “bedst mulig nabo”.
I og omkring vildtreservaterne Grumeti og Ikorongo Game Reserve i det nordlige Tanzania eksisterer der to virkeligheder.
I den ene sidder velhavende turister i nogle af Afrikas mest luksuriøse lodges og nyder en middag og en flaske vin efter en hel dag på safari blandt elefanter, løver og bøfler. Efter venter et dyp i en infinity pool med udsigt ud over savannen.
I den anden, ikke mange kilometer derfra, anstrenger lokalbefolkningen sig for at få det meste ud af den smule jord og kvæg, de har. De bor i små landsbyer uden elektricitet eller rindende vand, under bliktage og bag mure af mudder.
De to virkeligheder kunne dårligt være mere forskellige, men de er tæt forbundne. Som Danwatch og The Chanzo i dag kan fortælle, betaler naboerne til Grumeti og Ikorongo Game Reserve en stor pris for at blandt andre Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen, kan beværte internationale safari-gæster.
Landsbybeboerne mener, at de tanzanianske myndigheder har frataget dem land og afskåret dem fra både vandforsyninger og slægtsgrave for at gøre plads til safari-industrien, ligesom de beretter om, hvordan de vilde dyr fra Grumeti og Ikorongo Game Reserve igen og igen angriber deres jord, ejendomme og kvæg.
Og som om det ikke var nok: Når sidstnævnte sker, er der ingen hjælp at hente. Hverken fra Tanzania Wildlife Management Authority eller de involverede private virksomheder, hvor danske Anders Holch Povlsen er en del af ejerkredsen.
Det fortæller adskillige kilder i fire landsbyer nær grænsen til Grumeti og Ikorongo Game Reserve, som Danwatch og The Chanzo har besøgt.
En af dem er Damari Hugwa, en 47-årig kvinde med fem børn, fra landsbyen Sarakwa klods op ad Grumeti Game Reserve. Som så mange andre i området har hun opgivet at dyrke sin jord, fordi den konstant bliver angrebet af vilde dyr, der ødelægger afgrøderne.
“Vi har ikke modtaget nogen former for erstatning”, fortæller Damari Hugwa.
Og det er ikke fordi, hun ikke har forsøgt at få hjælp.
Alle investorer har et ansvar
Danwatch har spurgt Anders Holch Povlsens holdingselskab HEARTLAND A/S, hvad de mener om, at småbønder, der mister ejendomme, på grund af dyrene i Grumeti og Ikorongo Game Reserve, ikke får erstatning. De har ikke ønsket at svare på spørgsmål, men henviser til Grumeti Fund, en non-profit, der står for at varetage relationen til nabosamfundene.
I en mail til Danwatch og The Chanzo oplyser Grumeti Fund, at spørgsmålet om erstatning for mistet jord og kvæg er TAWA’s ansvar. De tanzanianske myndigheder har ikke svaret på vores henvendelse.
Andrea Shemberg er menneskerettighedsadvokat og var med til at udforme FN’s Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv. Hendes vurdering er klar: Alle virksomheder, der investerer i Grumeti og Ikorongo Game Reserve, har et ansvar for at sikre en fair kompensation til de berørte bønder.
Det gælder også Anders Holch Povlsens holdingselskab.
“Kort sagt: Hvis en virksomhed har forårsaget eller medvirket til skade, forventes det, at den tager skridt til at afhjælpe den – punktum”, siger hun.
Tavshed fra TAWA
I 2023 fik Damari Hugwa ødelagt to hektar sorghum og knap tre hektar majs af elefanter. Hun henvendte sig til Tanzania Wildlife Management Authority (TAWA), der er den ansvarlige myndighed for Grumeti og Ikorongo Game Reserve, og blev bedt om at udfylde en række formularer, hvor hun skulle beskrive hændelsesforløbet, samt hvad og hvor mange afgrøder hun havde mistet.
Derefter: Intet.
“Vi har udfyldt den ene formular efter den anden, men vi har aldrig hørt tilbage fra TAWA”, forklarer hun.
Damari Hugwa lever nu af at sælge mælk fra sine kvæg. Men indtjeningen er langt mindre, end hvad hun var vant til som majsbonde. Sammen med en gruppe naboerne har hun taget initiativ til en såkaldt spare-låne-gruppe. Alle medlemmer har lagt 5000 tanzanianske shillings (knap 13 danske kroner) i puljen, der dermed kan yde lån til trængte familier i landsbyen.
Damari Hugwas oplevelser går igen hos andre familier i Sarakwa og flere andre landsbyer langs Grumeti og Ikorongo Game Reserve.
Blandt andet i Robanda hos Nyakaho Chabola. Helt tilbage i 2017 mistede hun alle sine 38 geder, da de blev angrebet af hyæner fra vildtreservaterne. Siden har hun kæmpet for at modtage erstatning.
“TAWA sendte en mand ud for at dokumentere, hvad der var sket, og bad mig udfylde nogle formularer”, fortæller hun.
Trods gentagne rykkere i årenes løb er der aldrig blevet fulgt op på hendes sag. Og nu har hun opgivet.
“Jeg har gjort, hvad jeg kunne, men der er ingen, der vil lytte på os”, siger hun.
Skærpende omstændighed
Andrea Shemberg gør klart, at det ikke er tilstrækkeligt for de private aktører, der investerer i Grumeti og Ikorongo Game Reserve, at henvise til de tanzanianske myndigheder.
“Virksomheder har et ansvar for at yde eller samarbejde om afhjælpning, når de forårsager eller medvirker til negative menneskerettighedspåvirkninger. Dette ansvar gælder uanset, om andre aktører også har været involveret i skaden, eller staten har den juridiske forpligtelse til at yde afhjælpning”, siger hun.
Tekle Weldemichael, lektor på University of Manchester og ph.d i landkonflikter relateret til naturbeskyttelse i det nordlige Tanzania, er enig.
“De private aktører er nødt til at holde Tanzanias regering ansvarlig og sikre, at de gør det, der skal til for at hjælpe lokalsamfundene. Ingen investorer bør kunne gemme sig bag myndighederne”, siger han.
Investorernes ansvar bliver kun større af, at området omkring Grumeti og Ikorongo Game Reserve er beboet af oprindelige befolkningsgrupper som barabaig og hadzabe. Det siger Marianne Wiben Jensen, seniorrådgiver og Afrika-ekspert hos IWGIA, en international NGO, der arbejder for at beskytte oprindelige folks rettigheder.
“FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder siger meget tydeligt, at virksomheder, der driver forretninger i områder, hvor der bor oprindelige folk, skal sikre sig samtykke og sørge for, at folkene bliver tilpas kompenseret”, siger hun.
Mens barabaig-folket er en større gruppe på cirka 80.000 mennesker, anslås det, at der ikke er flere end højst 2.000 medlemmer af hadzabe-folket tilbage.
“Det er et gammelt jæger-samler folk. De lever utroligt marginaliseret og har mistet stort set alle deres traditionelle jordområder”, siger hun.
Den tanzanianske regering anerkender imidlertid hverken hadzabe eller barabaig som oprindelige folk.
“Men det er ingen undskyldning for virksomhederne. De skal stadig leve op til FN-deklarationen”, lyder det fra Marianne Wiben Jensen.
Donationer gør ingen forskel
I deres svar til Danwatch og The Chanzo skriver Grumeti Fund, at de gør en stor indsats for at investere i nabolandsbyerne til Grumeti og Ikorongo Game Reserve. Sammen med den tanzanianske regering og lokale interessenter har de blandt andet lanceret initiativer, der støtter uddannelse, jobskabelse og bæredygtighed, lyder det.
“I de sidste 20 år har vi bestræbt os på at være en ansvarlig partner og den bedst mulige nabo, med målet om meningsfuldt at udvide økonomiske muligheder og forbedre uddannelsesmuligheder for landsbyboere, samtidig med at vi beskytter landbrugsjord mod vilde dyr og skaber betydelige indtægter fra turisme til lokalsamfundene”, skriver de.
Grumeti Fund oplyser samtidig, at de årligt uddeler 80 uddannelsesstipendier, yder undervisningsstøtte til 26 skoler og tilbyder små lokale virksomheder “kritisk kapital”.
Men disse tiltag er ikke relevante for, hvorvidt Anders Holch Povlsens investeringer har overholdt de internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd, vurderer Andrea Shemberg.
“Donationer og andre velgørenhedsaktiviteter, som virksomheder deltager i, har ingen betydning for, om virksomheden lever op til den globale standard for at respektere menneskerettigheder. Virksomheden skal identificere, hvordan dens aktiviteter påvirker mennesker negativt, og den skal håndtere de negative påvirkninger, som den er involveret i. Dette handler om at tage ansvar for virksomhedens egne negative konsekvenser. Velgørenhed er noget helt andet”, siger hun.
Grumeti Funds initiativer gør heller ikke synderligt indtryk på Mtiro Gekora, der bor og er tidligere landsbyformand i Park Nyigoti, en lille landsby i udkanten af Ikorongo Game Reserve.
Her har den lokale skole fået gravet latriner, fået penge til at ansætte nye lærer og modtaget en computer og en fotokopieringsmaskine.
“Det sætter vi pris på, men hvad skal vi bruge en computer til, når vi ikke kan dyrke vores jord og drive vores kvæg?”, siger han.
