17. maj 2023

Dansk virksomhed har købt centralafrikansk træ af Wagner-gruppen

Nye oplysninger fra ngo’en Earthsight og projektet All Eyes on Wagner viser, at en dansk tømmerhandler sidste år købte tropisk træ fra virksomheden Bois Rouge i Den Centralafrikanske Republik. Bois Rouge bliver kædet sammen med russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen.

Regeringen i Bangui har i flere år benyttet sig af russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen Foto: Ashley Gilbertson/The New York Times

I april 2022 købte træforhandleren Woodgroup med adresse i Valby, København, to containere med træ af den tropiske sort Sapelli fra Den Centralafrikanske Republik.

Sælgeren var Bois Rouge, en tømmervirksomhed, som i flere tilfælde er blevet sat i forbindelse med den berygtede Wagner-gruppe, hvis lejesoldater aktuelt udgør Putins front flere steder i Ukraine. 

Det kan Danwatch og Ekstra Bladet fortælle, efter at den britiske ngo Earthsight og researchprojektet All Eyes on Wagner tirsdag offentliggjorde nye oplysninger om Wagner-gruppens afrikanske træforretninger. 

Vi kan ikke med sikkerhed sige, at træet ankom til Danmark. Men vi ved, at der er en dansk virksomhed, der har handlet med Bois Rouge. Og det er i sig selv skandaløst. 
Sam Lawson
Direktør, Earthsight

Woodgroup er et dansk tradingselskab under Woodbois Limited, en international trævirksomhed, der er registreret på den britiske ø Guernsey, men også har dansk CVR-nummer. 

Woodbois er oprindeligt stiftet af danske Zahid Abbas, og siden kom Jacob Hansen med som medejer. Ifølge deres LinkedIn-profiler forlod de virksomheden i henholdsvis november 2022 og marts 2022. 

Skyggevirksomhed 

Bois Rouge opererer i Lobaye cirka 100 kilometer sydvest for Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik. Her blev de i 2021 tildelt rettighederne til et lukrativ skovområde af landets pro-russiske præsident Faustin-Archange Touadéra

På papiret har virksomheden – der ifølge All Eyes on Wagner skiftede navn til Wood International Group mod slutningen af 2022 – ingen forbindelser til Rusland. Men i juli sidste år afslørede EIC, et europæisk netværk af undersøgende journalister, at Wagner-gruppens leder Jevgenij Prigosjin efter alt at dømme er manden bag skovningen i Lobaye. 

“Forbindelsen mellem Bois Rouge og Wagner-gruppen og Prigjosjins forretningsimperium er etableret på forskellige måder”, siger Karen Philippa, der forsker i Wagner-gruppens aktiviteter i Afrika på Dansk Institut for Internationale Studier, til Danwatch og Ekstra Bladet. 

Hun fremhæver, som det også fremgår af All Eyes on Wagner og Earthsights arbejde, at Bois Rouge får deres udstyr og reservedele leveret af den russiske virksomhed Broker Experts, hvis forbindelser til Jevgenij Prigosjin er blevet dokumenteret af flere internationalt respekterede researchcentre. 

Broker Expert, der har base i Sankt Petersborg i Rusland, er blandt andet også leverandør til Meroe Gold, Wagner-gruppens guldvirksomhed i Sudan. 

“Derudover er der personoverlap mellem ansatte i Bois Rouge og tidligere ansatte i andre Wagner-relaterede virksomheder, der udvinder eller eksporterer naturressourcer i Afrika”, siger Karen Philippa Larsen.

Et andet sammenfald er, at soldater fra Wagner-gruppen blev indsat i netop det område, Bois Rouge i dag opererer i, kort før rettighederne blev givet til virksomheden.  

“Flere rapporter beskriver, hvordan Wagner-gruppens soldater benytter intimidering, vold og drab på civile for at overtage naturressourcer i lande som Den Centralafrikanske Republik. Og derudover er gruppens økonomiske aktiviteter formentlig også med til at finansiere deres militære operationer både andre steder i Afrika og i Ukraine”, siger Karen Philippa Larsen.  

Bekræfter transaktioner

Woodbois’ administrerende direktør, britiske Paul Dolan, bekræfter i en mail til Danwatch og Ekstra Bladet, at virksomhedens danske datterselskab i april 2022 købte træ fra Bois Rouge i Den Centralafrikanske Republik. 

“Da vi blev klar over virksomhedens ejerskab, annullerede vi en udestående ordre og standsede handlen. Efter en intern undersøgelse konkluderede vi, at vores egne processer var blevet overtrådt, og det har vi handlet på”, skriver Paul Dolan.

Det har ikke været muligt for hverken Danwatch og Ekstra Bladet eller Earthsight og All Eyes on Wagner at kortlægge præcis, hvor de to containere træ, Woodgroup købte i april 2022, er havnet. 

At Woodbois’ danske kontor har handlet med Bois Rouge er ikke nødvendigvis det samme som, at træet endte på det danske marked. 

“Vi kan ikke med sikkerhed sige, at træet ankom til Danmark. Men vi ved, at der er en dansk virksomhed, der har handlet med Bois Rouge. Og det er i sig selv skandaløst”, siger Sam Lawson, direktør hos Earthsight. 

Både Zahid Abbas og Jacob Hansen henviser til Woodbois’ nuværende ledelse.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right