Hvis du er lærer tilknyttet pensionsselskabet Lærernes Pension, sikrer du dig ikke blot “økonomisk tryghed i dit seniorliv”, som de reklamerer med på pensionsselskabets hjemmeside.
Der er også chance for, at du får indirekte indflydelse på, hvem som bliver USA’s næste præsident.
Det står klart, efter at Danwatch har undersøgt de 25 største donorer ved denne amerikanske valgkamp, gennem tal fra den amerikanske organisation OpenSecrets som sporer og offentliggør amerikanske data om kampagnefinansiering og lobbyisme.
Heraf fremgår det, at 13 danske pensionsselskaber har investeret 3,4 milliarder kroner i virksomheder, som støtter den republikanske sags tjeneste. Tilsvarende har pensionsselskaberne kun investeret lidt over en million kroner i virksomheder, som støtter Kamala Harris.
Et af de selskaber, som kan kobles til investeringer til den amerikanske valgkamp, er Lærernes Pension.
FAKTA
Elon Musk er kommet ind fra højre
Artiklen er fundret på data over top 25 donorer fra den amerikanske organisation OpenSecrets fra uge 43. Disse tal opdateres løbende, hvorfor dataene har ændre sig siden.
I ellevte time har Elon Musk meldt sig på banen i den amerikanske valgkamp. Med en donation på mere end 500 millioner kroner til den republikanske kampagne, ligger han blandt top ti største donorer den 4. november 2024.
En række danske pensionsselskaber har mere end 4,6 milliarder kroner investeret i virksomheden Tesla, som er ejet af Elon Musk. Således kan denne donation også kobles til danske pensionspenge.
I slutopgøret har en demokratisk donorer med kobling til danske pensionsselskaber også meldt sig på banen.
Deborah Simon har investeret mere end 100 millioner kroner i kampen for en sejr til Kamala Harris, og placerer sig således som nummer 23 største donorer den 4. november 2024. Som en af arvingene til den amerikanske ejendomsinvesteringsfond Simon Property Group, kan disse penge kobles til danske pensionspenge, da en række danske pensionsselskaber har mere end 420 millioner kroner investeret i virksomheden.
Således har billedet ændret sig dagen op til valget, hvor yderligere flere milliarder og flere millioner pensionspenge kan kobles til henholdsvis den republikanske og demokratiske valgkampagne via investeringer i amerikanske virksomheder.
Kilde: OpenSecrets & Pensionsmaskinen.dk
Pensionsselskabet har investeret 285 millioner i de amerikanske virksomheder Walmart, Bank of New York Mellon (BNY) og Las Vegas Sands. Og stifterne eller arvingerne til disse virksomheder har hver især foræret et trecifret millionbeløb i kampen for en republikansk sejr ved det kommende valg.
“Vi laver en ESG-screening af alle børsnoterede virksomheder i vores portefølje, men om en person, relateret til den enkelte virksomhed, er tilhænger af republikanerne eller demokraterne, har vi ingen holdning til”, lyder svaret på henvendelsen fra pressechef Morten Plesner.
Højere lyder tallet ved Danica Pension, som ikke har ønsket at svare på Danwatchs henvendelse. De har hele 907,8 millioner kroner investeret i virksomheder, som støtter en Trump-sejr. Størst er investeringen i Walmart, som lyder på 738,7 millioner kroner. Dermed er de det pensionsselskab, som har flest penge investeret i den republikanske valgkamp.
Penge, som kan have afgørende betydning for, hvem der vinder valget.
Både BNY og Walmart har også investeret penge til den demokratiske valgkamp på henholdsvis 25.000 og 776.000 kroner.
Pengene er afgørende
Den amerikanske businessmand Timothy Mellon, som står til at arve hele formuen bag BNY, er den største donorer ved den amerikanske valgkamp. Han har smidt 960 millioner efter den republikanske kampagne i 2023 og 2024.
Koblingen til de danske pensionspenge opstår, idet 12 danske pensionsselskaber tilsammen har investeret mere end en milliard i banken. Det gælder PFA, PKA, Akademiker Pension, Lærernes Pension, Lægernes Pension, Pensam, PensionDanmark, P+, Sampension, Danica Pension, Velliv og AP Pension.
Således er disse pensionsselskaber indirekte med til at finansiere Donald Trumps valgkampagne. Og det kan have afgørende betydning for udfaldet af det kommende præsidentvalg.
Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet med særlig fokus på amerikansk valg, kan de donerede penge nemlig afgøre valget.
“Man kan ikke føre valgkamp uden penge. Særligt ikke i et land som USA, hvor det er blevet så dyrt, som det er”, fortæller professoren, før han tilføjer:
“Derfor ser man også en tæt sammenhæng mellem det parti, som samler flest penge ind, og det, som vinder”.
Dog hæfter han sig ved, at donorerne muligvis bidrager til det parti, de forventer, vinder valget. Det vil sige, at det ikke er sikkert, at de donerede penge afgør, hvem der vinder, men at de er med til at presse sejren i en bestemt retning.
Sagt på en anden måde, kan dine pensionspenge være med til at afgøre, om det er Donald Trump eller Kamala Harris, som vinder det amerikanske valg.
Danwatch har været i kontakt med samtlige af pensionsselskaberne. Ingen af pensionsselskaberne har givet udtryk for, at de tager højde for, om de virksomheder, de investerer i, engagerer sig i politik.
FAKTA
Se hvordan dine pensionspenge er knyttet til Donald Trump
Her kan du se, hvor mange penge hvert pensionsselskab har investeret i den enkelte virksomhed, som støtter den republikanske valgkampagne.
Note: Bank of New York Mellon og Walmart har desuden doneret henholdsvis 25.000 og 776.000 kroner til den demokratiske fløj, hvilket ikke fremgår af grafen.
Kilde: Pensionsselskabernes egne beholdningslister
FAKTA