”En morgen vågnede vi og opdagede, at min far havde hængt sig selv her i soveværelset, lige her”, siger 20-årige Neethu, mens hun peger mod et hjørne i det støvede værelse.
Neethus far Narayanan var peberbonde og en af de over 1700 landmænd, som de seneste ti år har begået selvmord på grund af store gældsproblemer.
I Wayanads frodige og eviggrønne bjerge, hvor der stadig lever vilde tigre og elefanter, er landbrug den eneste indtægtskilde for en stor del af befolkningen i denne del af Indien. Det bakkede landskab er spækket med peber, kaffe, te, ingefær og andre krydderier.
”Mor og jeg vidste, at vi havde pengeproblemer. Jeg vidste, at far havde taget et ‘barberbladslån’, men jeg vidste ikke, hvor slem situationen var”, fortsætter Neethu.
Et barberbladslån er et ’betal eller dø’-lån fra en lokal lånehaj, ofte til skyhøje renter. Neethu gætter på, at hendes far blev truet med enten at tilbagebetale lånet eller overdrage sin jord, men han sagde intet og tog sine årsager med sig i graven. Han tog også gælden med i graven, for gæld bliver ikke overført til de efterladte.
De mange selvmord har fundet sted i en periode, hvor priserne på peber er styrtdykket. Peberprisen på verdensmarkedet faldt til en fjerdedel på få år, og landmændenes kilopriser faldt endnu mere.
”Mange landmænd havde lån, og pludselig havde de ikke råd til at afdrage på dem. Når banken eller lånehajen sendte et brev om, at de ville overtage jorden, fik det de fleste selvmordsofre til at hænge sig eller drikke deres egne pesticider,” siger Dr. Anil Kunar, som er direktør for MSSRF, et uafhængigt forskningscenter i bæredygtigt landbrug i Wayanad.
Gældsfælden lurer stadig
”Voldsomme prisudsving er et udbredt fænomen i fødevaresektoren”, siger Aisha Schol, CSR-chef i Fairfood International, en global ngo med fokus på bæredygtig handel.
”Men forbrugere oplever ikke de samme dramatiske prisstigninger eller -fald, når de køber peber i supermarkederne, som peberbønder på den anden side af kloden oplever. Landmændene der er meget mere udsatte for prisforandringerne”, siger hun.
Ifølge FN skyldes de ustabile priser især international konkurrence, nye krydderiproducerende lande, vejrmønstre og plantesygdomme.
Indien har i århundreder været et af verdens vigtigste krydder-riger, men har de senere år fået konkurrence fra især Vietnam. Disse to lande står sammen med Indonesien for knap 60 procent af produktionen af sort og hvidt peber i verden. Størstedelen af det indiske sorte peber i dit supermarked kommer fra Wayanad-distriktet i delstaten Kerala og nabodistrikter, nogle gange med navne som Malabar-peber eller Tellicherry-peber.
I dag er antallet af selvmord tilbage på ’normalt’ niveau på grund af en indsats fra delstatsregeringen og en række lokale organisationer. Men mange landmænd er stadig afhængige af lån for at kunne overleve.
”Gæld er stadig udbredt i dag. Gældsfælden lurer stadig om hjørnet. De problemer, som landmændene står overfor, har ikke ændret sig siden selvmordsperioden”, siger direktør John Joseph fra Wayanad Social Service Society (WSSS), en lokal hjælpeorganisation.
Over 90 procent af peberbønderne i denne del af Indien er landmænd med blot 1-2 hektar jord. De har ofte ikke den nødvendige startkapital til at dyrke peber:
”Der skal købes gødning, sprøjtemidler, såsæd, osv., og det koster. Så tager man et lån. Men styrtdykker priserne igen, bliver det igen svært at afdrage”, forklarer John Joseph.
Mindstelønnen rækker ikke
I de tropiske skove på den fugtige ø Bangka, som ligger mellem Sumatra og Borneo i det vældige indonesiske øhav, har man i årtier forsynet danske køkkenborde hvidt peber. Her er fattigdommen udbredt.
”For de fleste små peberbønder har det har i lang tid ikke været nok at dyrke peber. Mange tjener ekstra som daglejere hos større landmænd eller i tinminer. Peberpriserne har i årevis været lavere end nu, og plantesygdomme forekommer mere end nogensinde”, siger en embedsmand, Cartino, fra den lokale provinsregering for Beitung-Beleitung provinsen.
En Bangka-bonde kan ikke uden videre skifte til andre afgrøder, der giver større udbytte. Det kræver viden og erfaring, og ikke mindst penge på kistebunden til at investere – og de fattige bønder har ingen af delene. Det tager for eksempel op til syv år, før gummitræer afgiver gummi og kan give en indtægt.
Den nationale mindsteløn for Bangka er en million rupiah om måneden (620 kr.), og mange småbønder tjener ikke meget mere end dette. Men der er langt fra mindsteløn til leveløn.
”Man kan ikke leve et ordentligt liv på mindstelønnen, ikke hvis man er en familie. En familie på 3-4 personer har brug for mindst 2 millioner rupiah om måneden”, fortæller Koko Sadmoko, Reuters journalist på Bangka.
Bønderne er pristagere
Både i Indonesien og Indien er peberbønderne totalt afhængige af de lokale peberopkøbere. Landmændene har ingen indflydelse på den pris, de får fra mellemhandlerne, der sælger peberet videre til de store eksportører. Småbønder som Silan fra Bangka med kun 400 peberplanter har ikke råd til at sige nej – de har brug for pengene her og nu.
Den 45-årige Silan med den røde kasket og de gule tænder, fortæller: ”Jeg tager den pris jeg kan få. Jeg har ikke råd til gødning eller pesticider, men min ’boss’ giver det til mig, når jeg har brug for det. Vi hjælper hinanden”, siger han.
’Bossen’ er en mere velhavende landmand, ofte en mellemhandler. Betegnelsen er et ret bogstaveligt udtryk for det ulige magtforhold mellem peberbønderne og mellemhandlerne.
”Peberbønderne har ikke megen indflydelse i en handelssituation. Deres forhandlingskraft er meget lille, og de er slet ikke organiseret”, siger Caecilia Widyasuti, landbrugsekspert i Jakarta.
Det samme er tilfældet i Indien. I den lille bjergby Pulpelly ligger købmandsbutikker side om side på hovedgaden, hver af dem med små bjerge af sorte peberkorn lige inden for døren. Ud for hver butik holder en snedigt udseende købmand øje med sine ansatte, der fylder store 50 kilos sække og læsser dem på lastbiler til storbyernes eksportører.
Raju er købmand og køber årligt 400-500 tons peber fra lokale bønder: ”Jeg forhandler ikke med bønderne. Jeg tilbyder markedsprisen. Og så sælger jeg til eksportørerne ud fra den pris. Jeg er lige så meget en pristager som bønderne”, siger Raju.
Eksportørerne siger, at de selv ikke kan tilbyde mellemhandlerne andet end markedsprisen. ”Den største udfordring for os har længe været, at det internationale marked presser priserne på hvid peber ned. Det betyder, at vi giver vores peber-leverandører en lavere pris. Prispresset fortsætter ned til landmændene. Men priserne er steget de seneste måneder”, siger Tonis Bakar, der arbejder for en eksportør på Bangka i Indonesien.
I både Indien og Indonesien er udbyttet fra peberplanterne faldet samtidig med at brugen af gødning og pesticider er steget de seneste år. Det har alvorlige konsekvenser for miljøet.
”Peberbønderne er trådt ind i en ond cirkel: For at håndtere sygdommene bruger de flere pesticider, men jo større brug af pesticider og gødning, jo mere ødelægges den gode jord”, siger Dr. Anil Kunar fra MSSRF.
Ifølge eksperter er peberbøndernes manglende viden om jordens naturlige mikroorganismer og brugen af sprøjtemidler med til at forværre situationen. I Indien bruger bønderne gennemsnitligt dobbelt så meget, som der er behov for, oplyser K.M. George, der er koordinator forWayanad Organic, en sammenslutning af økologiske landmænd. Og på Bangkas er 96 procent af peberbønderne ifølge en undersøgelse ikke klar over, hvordan pesticider anvendes korrekt. Det fører til overforbrug af kemikalierne, miljøskader og forgiftning af landmændene og et stadig ringere udbytte.
Det nye peber-eventyr
De faldende udbytter i Indien og Indonesien får de store peber brands til at vende blikket mod andre lande. Ifølge Sibi Thomas, vicedirektør for en af Indiens største eksportører AVT McCormick, kommer det næste store pebereventyr til at udspille sig i Vietnam. Lønnen er billigere, og jorden er ikke udpint.
”Her finder du meget lavere produktionsomkostninger, og jorden er stadig frugtbar. Udbyttet bliver godt i Vietnam. Vietnam er allerede nu verdens største pebereksportør”, siger han.
I Wayanad ønsker tynde Neethu ikke at arbejde i et stenbrud som hendes mor. Silan fra Bangka drømmer om, at hans børn kan få en uddannelse i stedet for at bruge det meste af dagen på familiens pebermark.
De har brug for penge for at realisere deres drømme. Enten gennem banklån eller en stabil indkomst fra peberet. Hvis de søger råd i peberstatistikkerne, er kun én ting sikkert:
De kan ikke være sikre på, om peberpriserne vil stige eller falde – eller med hvor meget. Men de kan være sikre på, at de selv vil blive ramt først og hårdest af prisforandringerne.
Redaktion
