Over de seneste 30 år er der gjort store indsatser for at mindske arbejdsløsheden på globalt plan. Men ifølge den internationale arbejdsorganisation, ILO, er det stadig et stort problem, at mange arbejdere lever i fattigdom.
Ifølge en ny årlig rapport fra ILO er det globale arbejdsmarkeds største problem i dag at sikre kvaliteten af arbejdspladserne, da mange af verdens arbejdere lever i fattigdom og varetager jobs med usikre vilkår. Alene i verdens lav- og middelindkomstlande lever hver fjerde arbejder i fattigdom – eller omtrent 700 millioner mennesker.
“Betalt arbejde er en vigtig drivkraft for materielt velvære, økonomisk sikkerhed, lige muligheder og menneskelig udvikling; dog oplever størstedelen af verdens arbejdstagere ikke fremskridt på disse områder. At være i beskæftigelse er ikke altid en garanti for en anstændig levevis”, skriver ILO blandt andet.
[Citat1]
ILO’s rapport undersøger fremskridtene for FN’s 8. verdensmål om “anstændige jobs og økonomisk vækst”.
[Boks1]
Ifølge rapporten er det nødvendigt med et større fokus på at højne kvaliteten af arbejdet, da det påvirker muligheden for at opnå de resterende verdensmål om blandt andet udryddelse af global fattigdom. Fortsætter udviklingen som hidtil, vurderer ILO, at det er usandsynligt, at de ambitiøse delmål om vækst og arbejdsforhold vil være realiseret i 2030, hvor FN-målene er sat til at være indfriet.
“Det 8. verdensmål handler ikke kun om fuld beskæftigelse, men også om kvaliteten af beskæftigelsen. Lighed og anstændige arbejdsforhold er to af grundstenene for bæredygtig udvikling,” siger ILO’s politik-vicedirektør, Deborah Greenfield, til ILO’s egen hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.
Selvom den samlede andel af fattige arbejdere falder på globalt plan, er der en kæmpe forskel blandt verdens lande og regioner. Det er særligt de øvre middelindkomstlande og Kina, som har trukket statistikkerne op, mens lavindkomstlandenes arbejdsmarkeder ikke skaber ordentlige arbejdspladser i en hastighed, der svarer til befolkningstilvæksten.
I verdens lavindkomstlande lever næsten 70 % af den samlede arbejdskraft i moderat eller ekstrem fattigdom. Derudover er der alle dem, som er fattige på grund af arbejdsløshed eller manglende adgang til arbejdsmarkedet.
Et andet stort problem er, at tre ud af fem af verdens arbejdere er en del af den uformelle økonomi. Den uformelle økonomi er karakteriseret ved dårlige lønninger samt manglende sikkerhed og rettigheder for arbejdstageren. Uformelle arbejdere inkluderer både ansatte i familiens landbrug eller virksomhed, selvstændige og lønmodtagere.
[Citat2]
På Roskilde Universitet (RUC) forsker adjunkt Lone Riisgaard i rettigheder for arbejdere i den uformelle økonomi.
Hun siger, at ILO længe har forsøgt at råbe op om det manglende fokus på kvaliteten af arbejde, og at organisationen i høj grad har været med til at sætte ordentlige arbejdsforhold på den globale agenda. Lone Riisgaard forklarer, at de fleste lande i praksis stadig bruger økonomisk vækst og beskæftigelsestal som udgangspunkt for politiske beslutninger, men i de seneste år har flere regeringer lovgivet for at forbedre uformelle arbejderes rettigheder og sikkerhed.
“Mange lande, blandt andet i Afrika, er begyndt at ændre lovgivningen om deres sociale beskyttelsessystemer, for eksempel adgangen til sundhedsforsikring, så det også er tilgængeligt for folk i den uformelle økonomi; i hvert fald i teorien. Førhen har disse forsikringer kun været tilgængelige, hvis man havde et formelt arbejde”, siger Lone Riisgaard.
Fagforeningerne er de seneste år begyndt at indse vigtigheden af deres tilstedeværelse i den uformelle økonomi, blandt andet gennem organiseringen af de uformelle arbejdere. I praksis er der lang vej igen, men det er et område, der forventes at rykke meget i de kommende år, forklarer Lone Riisgaard.
“Fagbevægelsen ønsker nu også at repræsentere folk i den uformelle økonomi. Lige nu er deres mål at få de uformelle arbejdere formaliseret. Men de kan ikke vente på, at det sker. De skal ud og have fat i dem, der er i den uformelle økonomi. Det er noget nyt”, siger Lone Riisgaard.
ILO anerkender også, at mange lande gør en stor indsats for at nå verdensmålet om anstændig beskæftigelse, men organisationen understreger, at udviklingen ikke går hurtigt nok. ILO’s årsrapport slutter med en opsang til verdens lande om, at de skal øge deres engagement, så alle verdens arbejdere har de samme rettigheder.
Sara Kaas-Petersen