Danwatch har i en årrække afdækket Ruslands skyggeflåde i Østersøen: De anonyme tankskibe under falske flag, der forbindes med sabotageaktioner mod undersøiske kabler. Mistanken mod dem har blandt andet gået på, at de kan være en del af et spionagenetværk, der systematisk kortlægger kritisk europæisk infrastruktur.
Det er noget, vi kan se med egne øjne fra de danske kyster. Men bag det hele ligger en logik, som kan være svær at få øje på udefra.
The Wizard of the Kremlin – Olivier Assayas filmatisering af Giuliano da Empolis roman – forsøger at blotlægge netop den logik. Spillefilmen følger det postsovjetiske Ruslands fiktive mastermind, Vadim Baranov, løst inspireret af Kremls reelle magtarkitekt Vladislav Surkov, der knuser håbet om et frit Rusland og former en føderation efter Vladimir Putins vision. Oppositionen knuses, det frie ord censureres, vennetjenester bliver til milliardgevinster, folk bliver myrdet, og den øverste elite trækker på skulderen og bliver ved med at skovle kaviar ind.
Filmens stærkeste pointe er, at manipulation og narrativ kontrol ikke er undtagelser i russisk magtudøvelse – det er selve metoden. Den dykker ned i virkelighedens emner som troldefarme og de små grønne mænd på Krimhalvøen, der blot er nogle af Ruslands mægtige hybridværktøjer.
Når Kreml ønsker at få noget til at ske, men ikke har et grundlag til at retfærdiggøre det, så opfinder de et grundlag. Hvis Kreml ønsker at splitte Vesten, så såer de splittelsen gennem sociale medier ved at puste til ilden på både venstre- og højrefløjen.
For at citere Baranov: Det sjove ved politik er, at hvis du får noget til at se stærkt ud, så bliver det stærkt. Selve tvivlen om, hvad Rusland er i stand til, er et af de stærkeste våben – og som Baranov også siger, så er det kun en god ting, hvis de bliver fanget. For så snart de benægter det, så skaber det mere tvivl, bekymring og splittelse.
Det genkender man fra det, Danwatch har afdækket: Skyggeflåden er ikke bare skibe, der skal finansiere Ukraine-krigen, den er helt bevidst systematisk svær at gennemskue og udnytter den tvetydighed som våben. Det er både handelsskibe, spionskibe og måske endda endnu mere, nu hvor der også optræder kamuflerede russere på skibene uden nogle emblemer på uniformen, ligesom i Ukraine tilbage i 2014.
Rusland har hårdnakket benægtet, at skyggeflåden er russisk, og enhver snak om spionage, droner og sabotage bliver også afvist med en overlegen arrogance.
Filmen bør ses med et kritisk blik. For det første er den ikke baseret på virkelige hændelser, men inspireret af virkelighedens begivenheder. For det andet bliver fortællingen til tider et narrativ fra russisk synspunkt. Vladimir Putin bliver lettere at forstå og fordøje, når han svinger bøffer på grillen til sin familie fra sommerresidensen i Sotsji, ligesom flere af hans politiske handlinger – såsom at efterlade soldater på en sunken ubåd eller bombe Tjetjenien – bliver gjort menneskelige.
Filmen forholder sig ikke nok til de mange brutale gerninger, der er sket under hans styre, men børster let henover bomberne i to lejlighedskomplekser i Moskva, som FSB mistænkes at stå bag, den tjetjenske krig, snigskytterne under Euromaidan i Kyiv og meget, meget mere.
Den har da også fået kritik i medier i en række lande, i særdeleshed i de baltiske lande, for at legitimere Ruslands politiske fremfærde som et modsvar på Vesten. I en tid, hvor Rusland efter i mere end et årti fortsat fører informationskrig mod Europa og resten af NATO, er det værd at have in mente, at tingene altid er mere komplicerede, end de ser ud.
Selvom filmen ærligt talt er lidt ujævn og langtrukken, er den alligevel værd at se – ikke som en autoritativ og akkurat fortælling, men som en indgang til at forstå det system, Europa nu er i åben konflikt med. Den sætter gang i tanker om, hvordan Rusland opererer i dag, hvordan Vladimir Putin kom til magten, og om der nogensinde kommer til at eksistere et frit Rusland.
Se den i påsken, før den stopper med at være i biografen. Bare hold tungen lige i munden undervejs.
