Forfatter: “Vi kan ikke have ubegrænset vækst i en begrænset verden”

Grøn vækst er en illusion, og kapitalismen må dø, for at vi kan løse klimakrisen.

Så kontant var udmeldingen fra den tyske journalist og forfatter Ulrikke Hermann under en samtale med Lars Trier Mogensen på Heartland Festival. 

På trods af den bastante udmelding, og at Ulrikke Hermann har skrevet en tysk bestseller med titlen  “Kapitalismens afslutning – hvorfor vækst forværrer klimakrisen, og hvordan vi skal leve i fremtiden”, er hun ikke modstander af kapitalisme, fortalte hun. Kapitalismen har skabt rigdom og vækst, som vi alle har nydt godt af.

“Men hele systemet har ét afgørende problem, og det er, at det ikke kun genererer vækst, det har også brug for vækst for at være stabilt, for ikke at have kriser med millioner af arbejdsløse”, sagde Ulrikke Herman og tilføjede, hvad hun mente var indlysende:

“Vi kan ikke have ubegrænset vækst i en begrænset verden”.

Grøn vækst er ikke løsningen

Indtil videre er det lykkedes kapitalismen at vende tilbage fra den ene krise efter den anden. Finanskrise, corona-krise, og kriser affødt af krigen i Ukraine, for at nævne et par nylige kriser. Men, sagde Ulrikke Hermann, det har kun været muligt, fordi der var vækst. 

Og her er klimakrisen fundamentalt anderledes fra andre kriser, fordi det netop er væksten, der skaber problemet.

“Og når du har sagt, at der ikke kan være vækst mere, hvis vi vil beskytte klimaet, bliver det også åbenlyst, at kapitalismen er ved sin ende”, sagde Ulrikke Hermann.

Derfor troede hun heller ikke på grøn vækst. Vi kan ikke med solceller, vindmøller og anden grøn teknologi lave et system, der vil skabe nok energi til vores nuværende kapitalisme og den vækst, der vil fortsætte i det system.

Teknologiske løsninger vil tage for lang tid at gennemføre, de fysiske barrierer og behovet for råmaterialer er for store, og derfor vil det blive for dyrt, mente Ulrikke Hermann.

“Pointen er, at den her teknologi vil være dyrere end de fossile brændsler, vi brænder nu”.

Grøn slankekur

I stedet vil Ulrikke Hermann have verden på grøn skrump, eller ‘green shrinking”, som hun kaldte det. 

Ideen kommer fra, hvad briterne gjorde, da 2. verdenskrig begyndte i 1939. Som så mange andre blev briterne taget på sengen og skulle pludselig bruge rigtig, rigtig mange ressourcer på at producere våben. For at 300 fabrikker kunne producere våben dag og nat, valgte briterne at krympe den civile økonomi.

“Og de opfandt et helt nyt økonomisk system, som du kan kalde en demokratisk, privat planøkonomi. Det var fuldstændig forskelligt fra socialisme, fordi intet var ejet af staten”, forklarede Ulrikke Hermann.

Den britiske regering bestemte, hvad der skulle produceres og hvor meget, mens varerne blev fordelt ligeligt, men inden for de rammer kunne fabriksejerne gøre, hvad de ville.

Briterne indførte et sindrigt rationeringssystem, som viste sig at være ret effektivt. For eksempel blev briterne ikke ramt af hungersnød i samme grad som andre lande under krigen. Det lykkedes også briterne at indføre systemet, uden det førte til oprør, kaos eller lignende. Derfor mener Ulrikke Hermann, at det er en oplagt inspiration.

Ulrikke Hermann kan ikke sige, hvor meget vi i dag vil være nødt til at krympe økonomien for at overleve klimakrisen. Men hendes beregninger viser, at hvis vi krymper økonomien i form af vores bruttonationalprodukt med 50 procent, vil vi stadig være lige så rige, som vi var i 1978. Og det burde være til at overskue, sagde hun under samtalen på Heartland.

Men hvordan kommer vi derhen?

Gennem hele samtalen forsøgte Lars Trier Mogensen at få Ulrikke Hermann til at svare på, hvordan hendes store ide skulle blive realiseret.

Ulrikke Hermann mente, at på et tidspunkt vil klimakrisen virke lige så voldsom som en krig, og så vil ideen kunne vinde opbakning. Men hun anerkendte, at lige nu er det grøn vækst og en fremtid, hvor vi ikke ændrer forbrug og livsstil, der er opbakning til.

“Hvis jeg nu stiftede et parti, der hed Partiet for Grøn Krympning eller noget i den stil, ville jeg selvfølgelig ikke få nogen stemmer”.

Lars Trier Mogensen fortsatte med stædigt at spørge ind til, hvordan den øvre middelklasse vil kunne bakke op om det, men det svarede Ulrikke Hermann aldrig direkte på. Hun gav heller ikke nogen forklaring på, hvorfor virksomheder ikke ville modarbejde hendes vision indtil, at det allerede var for sent.

Ulrikke Hermann forsøger, sagde hun selv, at starte en offentlig debat ved at tænke anderledes end majoriteten.

“Men for mig var det kun muligt at skrive sådan en bog, fordi jeg ikke er afhængig af stemmer”.