12. december 2023

Forskere klapper i om deres samarbejde med landbruget

Forskningsvirksomheden SEGES har klaget over, at Danwatch har betegnet dem som en del af landbrugslobbyen. Vi har derfor spurgt om et interview og stillet opfølgende spørgsmål. Nu svarer de ikke på vores henvendelser.

Billede fra årets svinekongres i Herning, som SEGES afholdte med Landbrug & Fødevarer. Screendump: Griseproduktions Youtube-kanal

Forskningsinstitutionen SEGES har i årevis været kritiseret for at være en slags tænketank, der taler landbrugets sag, men den karakterisering er de alt andet end tilfreds med. 

Danwatch bragte i november en række artikler om landbrugets politiske magt, og her indgik SEGES i en grafik over landbrugets allierede. 

Det ville kommunikationsrådgiveren i SEGES dog ikke finde sig i. 

I en række mails med overskriften “Ret venligst fejl i jeres grafik snarest” gjorde hun opmærksom på, at SEGES er en uafhængig forskningsinstitution.

“I har valgt at placere og medregne vores virksomhed SEGES Innovation i det, I kalder Landbrugslobbyen, hvor I har placeret forskellige interesseorganisationer og medlemsorganisationer. Her hører vi ikke hjemme. Vi vil således bede jer om at rette denne fejl”, lød det fra kommunikationsrådgiveren. Hun tilføjede, at SEGES “fungerer uafhængigt af andre interesser” og har “procedurer, der sikrer mod interessekonflikter”.

Danwatch gjorde opmærksom på, at grafikken viste “Landbrug & Fødevarer og deres nærmeste samarbejdspartnere”, og at SEGES selv lister Landbrug & Fødevarer som en af deres partnere på hjemmesiden. Vi gjorde dem også opmærksom på, at Landbrug & Fødevarer har udpeget bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES og i driftsbestyrelsen, der driver virksomheden SEGES Innovation.    

Efter mailudvekslingen har SEGES meddelt, at de hverken vil stille op til interview eller svare på faktuelle spørgsmål til vores baggrundsforståelse. Vi har derfor stillet nogle spørgsmål på skrift, og nu svarer de ikke på vores henvendelser.

Ifølge ekspert i forskningsfrihed Heine Andersen er SEGES langt fra en uafhængig forskningsinstitution. Han påpeger blandt andet, at Landbrug & Fødevarer både er repræsenteret i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens bestyrelse. 

“Det er groft vildledende at påstå, at der på SEGES er tale om uafhængig forskning”, siger Heine Andersen, professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, tidligere medlem af Statens Frie Forskningsfond og forfatter til to bøger om forskningsfrihed. 

Foruden at Landbrug & Fødevarer udpeger nogle af SEGES’ bestyrelsesmedlemmer, peger Heine Andersen på, at en stor del af finansieringen kommer fra landbrugets fonde, og at de er sat i verden for at varetage landbrugets interesser. 

“Disse fonde har bestyrelser, hvor 8 ud af 12 pladser er besat efter indstilling fra landbrugets organisationer. Dermed er forskningen afhængig af landbrugserhvervets stærke interesseorganisationer”, siger Heine Andersen.    

Møgsager

Kritikken af manglende armslængde til landbruget hos SEGES er ikke ny.  

I 2019 afdækkede Dagbladet Information, at SEGES og Danish Crown havde alt for stor indflydelse på den såkaldte oksekødsrapport fra Aarhus Universitet, som ifølge mange eksperter undervurderede oksekøds klimaaftryk. Sagen endte med, at Aarhus Universitet trak rapporten tilbage.    

Danwatch har for nyligt afdækket, at den såkaldte “svinerapport” blev lavet i et samarbejde mellem SEGES, Danish Crown og Aarhus Universitet, og at Danish Crown havde så stor indflydelse på rapporten, at universitetet ifølge eksperter brød principper om uafhængighed og armslængde. 

Rapporten er central i retssagen i Vestre Landsret mod Danish Crown, hvor reklamekampagnen “Klimakontrolleret gris” er stævnet for vildledning. 

Selve virksomhedskonstruktionen har også modtaget kritik. SEGES blev en del af Landbrug & Fødevarer i 2017, men interesseorganisationen flyttede ejerskabet af SEGES over i en selvstændig fond i 2022 og understregede ifølge SEGES, at forskningen foregår “uafhængigt”. 

De ville dog ikke forklare nærmere, hvad den nye uafhængighed består i, hvilket blev kritiseret af Transparency International. ”Seges bliver ikke uafhængigt af, at man kalder det uafhængigt. Man bliver nødt til at være åben om, hvad der nu gør det uafhængigt,” udtalte formand i Transparency International Jesper Olsen dengang til Altinget.

Da SEGES blev udskilt fra Landbrug & Fødevarer, blev ejerskabet af virksomheden overført til en fond. Fondens tre bestyrelsesmedlemmer har tidligere arbejdet i Landbrug & Fødevarer. Formandsposten gik til Lars Hvidtfeldt, der er godsejer og tidligere viceformand for Landbrug & Fødevarer. Interesseorganisationen har derudover udpeget to af medlemmerne i driftsbestyrelsen i SEGES Innovation herunder bestyrelsesformand Anders Harck.

Vil ikke forklare deres uafhængighed

Danwatch har derfor spurgt om et interview med SEGES om virksomhedens nuværende samarbejde med landbruget. Men det vil de ikke. 

Vi har også sendt en række spørgsmål på skrift, blandt andet om de kan forestille sig at lave lignende rapporter som svinerapporten og oksekødsrapporten i fremtiden. Og hvordan man kan være uafhængig af landbruget, når nu Landbrug & Fødevarer udpeger bestyrelsesmedlemmer i fonden, der ejer SEGES, og i virksomhedens driftsbestyrelse.  

Ikke engang et research-interview uden for citat kan det blive til. 

“Vi er glade for, at du denne gang rækker ud og beder om et researchinterview, men vi takker dog nej til at medvirke i et sådant”, lyder det kortfattet fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.

-Hvorfor vil I ikke stille op til interview med Danwatch?

-Hvordan sikrer I, at jeres forskning er uafhængig af erhvervsinteresser?

-Er uafhængigheden stadfæstet i vedtægter, kontrakter med forskerne eller lignende?

-I spillede en rolle i oksekødsrapporten og rapporten bag Danish Crowns Klimakontrolleret gris fra Aarhus Universitet. Begge rapporter har fået kritik for manglende armslængde. Står I stadigvæk på mål for rapporterne, og kan samarbejder af samme art udføres af SEGES i dag?

-Har I været gode nok til at forklare offentligheden om jeres uafhængighed fra landbrugserhvervet, efter I blev udskilt fra Landbrug & Fødevarer?

Hvordan kan man være uafhængig af en organisation, der udpeger medlemmer af ens bestyrelse? 

Hvem er de “hundreder af andre aktører” end repræsentanter for landbruget, som I samarbejder med, om som I henviser til i en tidligere mail?

I den oprindelige klage til Danwatch udfordrer SEGES kritikken af, at de har manglende armslængde til landbruget.

“Det er korrekt, at L&F (Landbrug & Fødevarer, red.) er en af de mange organisationer, virksomheder og styrelser inden for landbrugs- og fødevareområdet, som vi jævnligt leverer data, resultater og anden ny viden til. Det gør vi også til hundreder af andre aktører”, lyder det i en mail fra kommunikationsrådgiveren i SEGES.  

Men det er ikke muligt at finde ud af, hvem de hundreder af andre aktører er. På hjemmesiden fremgår 17 samarbejdspartnere herunder Landbrug & Fødevarer. Størstedelen af virksomhederne er konventionelle landbrugsvirksomheder eller virksomheder, der servicerer det konventionelle landbrug. De tæller blandt andet giganterne Danish Crown og Arla og fodervirksomhederne DLG, Danish Agro og DLF.  

Finansvirksomhederne Forenet Kredit, hovedaktionær i Nykredit der er en af landets største realkreditudlånere til landbruget og DLBR, som er “specialiseret i landbrugets forsikringsforhold” er også på listen.   

Se listen her.  

Danwatch vil stadig gerne høre nærmere fra SEGES om deres forskning og tilgang til uafhængighed.  

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right