14. juni 2022

Her klapper fælden: Berygtede menneskesmuglere fængslet 

EUROPOL iværksatte i 2021 operation OTF Pathfinder målrettet organiseret menneskesmugling. Foreløbig er otte bagmænd anholdt.

Her ses en af de anholdte bagmænd i et menneskesmugler-netværk blive ført væk under en EUROPOL-aktion tidligere på måneden. EUROPOL

Krig, fattigdom og sultkatastrofer jager hvert tusindvis af migranter i armene på skruppelløse menneskesmuglere, der mod store summer lover en billet til det forjættede Europa. 

Tidligere på måneden fik EUROPOL ram på to berygtede bagmænd fra internationale menneskesmugler-netværk. Det skete i forbindelse med operation OTF Pathfinder , der blev lanceret sidste sommer for at slå ned på problemet, der kan ende tragisk for migranterne. 

Eksempelvis er mere end 22.500 migranter døde eller forsvundet alene i Middelhavet siden 2014 efter de forsøgte at nå til Europa, heraf er 1.971 omkommet eller forsvundet i 2021 i følge tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat. 

OTF Pathfinder er ledet af det tyske forbundspoliti og koordineret af EUROPOL og er – som Europol selv beskriver – ‘målrettet de farligste menneskesmuglere i hele EU’, der har gjort andre menneskers skæbne til en milliard-industri. 

Udover at anholde to bagmænd ved den seneste aktion, så foretog taskforcen 12 husransagninger og beslaglagde 80.000 Euro i Tyskland og Frankrig.

Her ses nogle af de penge, som blev konfiskeret ved Europols aktion i starten af juni i år. FOTO: EUROPOL

Stadig lang vej

I alt har operationen OTF Pathfinder sat otte bagmænd bag tremmer samt 127 facilitatorer, der har stået for det praktiske i forbindelse med indsmuglingerne. Samtidig er 917 tilfælde af menneskesmugling blev opdaget, og der er i alt beslaglagt 900.000 Euro. EUROPOL vurderer, at de optrevlede netværk har stået bag indsmugling af mindst 10.000 migranter, der hovedsageligt har været fra Afghanistan, Pakistan og Syrien, til EU.

(Nederst i artiklen kan du læse mere om to af EUROPOLS aktioner mod menneskesmuglere) 

På trods af de succesfulde aktioner, så advarer lederen af European Migrant Smugling Center (EMSC), Robert Crepinko, mod at hvile på laurbærrene. 

“Der er mange grunde til at tro, at retshåndhævelses-samfundet aldrig har været bedre forbundet, bedre uddannet eller bedre rustet til at bekæmpe menneskesmuglernes kriminelle aktiviteter. “

“Alligevel er der stadig meget at gøre. Især den hurtige teknologiske udvikling tvinger Europols EMSC til at gå sammen for at forme nye efterforskningsteknikker”, siger han blandt andet i en pressemeddelelse. 

De anholdte har endnu ikke været for en domstol. Herhjemme er strafferammen for menneskesmugling på op til otte års fængsel.

29 anholdt for at smugle over 1100 migranter i yachts

Her ses italiensk politi i gang med en husransagning under en EUROPOL aktion i januar måned. (Foto: EUROPOL)

Under en OTF Pathfinder aktion den 19. januar i år anholdte politi fra Albanien, Italien og Grækenland 29 medlemmer af et internationalt smugler-netværk. 

De mistænkte er hovedsageligt af irakisk og syrisk oprindelse, og myndighederne mener, at de er en del af et kriminelt netværk på omkring 80 medlemmer, der skulle have stået bag mindst 30 operationer, hvor migranter er smuglet over Middelhavet fra Tyrkiet til Italien i yachts, som netværket havde erhvervet eller lejet.

Ifølge EUROPO brugte de mistænkte uformelle pengeoverførsel-tjenester som hawala-systemet til at modtage betalinger fra migranter. Netværkets ulovlige overskud er anslået til flere hundrede millioner Euro. 

Se video fra aktionen:

18 anholdt for at smugle 490 migranter via Balkanruten 

Her ses et af de huse, som et kriminelt smuglernetværk indlogerede migranter i. FOTO: EUROPOL

Under en aktion sidste sommer anholdt rumænsk politi 18 medlemmer fra et kriminelt netværk bestående af egyptiske, irakiske, syriske og rumænske statsborgere, der forsøgte at smugle 490 migranter ind i Europa. Ifølge EUROPOL betalte migranter fra Jordan, Iran, Irak og Syrien op til 10.000 Euro per person for at blive smuglet fra Rumænien til Tyskland på den såkaldte Balkan-rute. Det skete i overfyldte lastbiler eller varevogne uden ordentlig ventilation. 

Undervejs boede migranterne, hvoraf nogle var familier med små børn, i netværkets ‘Safe houses’ under ekstremt dårlige forhold uden adgang til toiletter eller løbende vand. Eksempelvis gemte netværket 100 migranter i et af husene, der kun var på 60 kvadratmeter. 

Udover anholdelserne blev der også beslaglagt ammunition, fem biler, mobiltelefoner og 22.000 Euro.

Se video fra aktionen herunder:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down