Han mistede alt, da krigen i Mali brød ud. Dandilies familie blev dræbt, og hans hjem og ejendele taget fra ham. Han nåede akkurat at flygte med livet i behold.
I dag lever han i Syditalien i slumbyen, Ghetto di Rignano Garganico. Han lever af at plukke tomater i 10-12 timer hver dag, om natten sover han i et skur med 20 andre tomatplukkere, der kommer fra Senegal, Mali, Burkina Faso, Ghana og Nigeria.
De er enten flygtet fra krig og fattigdom, eller de er på jagt efter et bedre liv. De lever som tusindvis af andre illegale immigranter i Italien af at plukke tomater. De tjener mindre end halvdelen af den officielle mindsteløn, de har ingen kontrakter eller rettigheder, blot beskyttelse fra Il Caporali, deres bandeleder, der hver dag tager en andel af deres løn. Mod beskyttelse.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Il Caporale beskytter arbejderne mod nærige landmænd og inspektører på jagt efter papirløse immigranter, men samtidig udnytter de, at arbejderne ikke kan klage. 52-årige Karim fra Senegal har arbejdet illegalt i Puglia siden 1988, og ifølge Karim er det ikke muligt for immigranterne at beholde deres arbejde, hvis de ikke betaler deres caporali.
“Man betaler altid. Måske lidt senere, men man betaler. Hvis ikke jeg betaler for at arbejde, melder de mig til politiet”.
Il Caporale er lige så traditionelt i Italien, som det er ulovligt, og arbejderne er fanget i et fintmasket net af organiseret kriminalitet, der skaffer tomater på dåse til danske supermarkeder.
I august og september, hvor det er højsæson for tomathøst, lever omtrent 2500 immigranter i slumbyen Ghetto di Rignano Garganic. De bor i alt fra forlængst forladte boliger til containere og barakker pakket ind i plastik; ét plastikhus har et skilt med ordene, ‘Afrikansk, kinesisk restaurant’, der afspejler mangfoldigheden i ghettoen. Her kommer mennesker fra flere kontinenter, mest flygtninge fra fattigdom i Ghana og Senegal eller fra krig i Mali og Libyen. Langt de fleste har betalt mange penge eller sat sig i gæld for at betale den høje pris, som menneskesmuglere kræver for at sejle immigranterne over Middelhavet.
Alt for mange har betalt den højeste pris. Alene i juni, juli og august i år er 2200 ud af de 165.000, der har kastet sig ud i den farlige færd over Middelhavet, ifølge UNHCR omkommet i drukneulykker.
Immigranterne ankommer til Syditalien, og de håber på asyl eller opholdstilladelse. De forfulgte kan opnå asyl i op til tre år, som Dandilie på flugt fra Mail, imens opholdstilladelse er langt sværere. Dét kræver en fast aftale om et job på forhånd, og det har de færreste mulighed for at arrangere.
Men der er masser af manuelt arbejde, og immigranterne kan sjældent tage hjem igen.
Syditalien er landbrugsjord for ⅔ af den italienske produktion af tomater, fortæller Viviana de Dilectis fra tomatproducenternes brancheforening, ANICAV.
Mens tomathøsten i Norditalien er fuldt automatiseret, er høsten i Syditalien afhængig af manuel arbejdskraft, fordi markerne ofte er uegnede til maskinel høst. Det er her, at arbejderne som Dandilie og 30-årige Tale fra Senegal ser muligheder. De har brug for penge, de stiller få krav – og hvis de gør, kan truslerne om at miste jobbet eller blive afsløret til myndighederne få dem på bedre tanker.
Antallet af illegale immigranter i italiensk tomatproduktion er et mørketal. Ifølge Italiens Institut for Statistik (Istat) har 16% af alle landbrugsarbejdere en anden nationalitet end italiensk, og cirka ⅓ af arbejderne i landbruget har ingen arbejdskontrakt. Dét er lavt sat, vurderer researcher Anna Brambilla fra den italienske association for juridiske studier om immigration, ASGI4:
“Tallet er nærmere 400.000-500.000, hvilket svarer til 65% af alle ansatte i landbruget. Det er både migrantarbejdere med opholdstilladelse, der arbejder uden kontrakt, og migrantarbejdere, som ikke har opholdstilladelse og ikke har andre muligheder end at tage et job uden kontrakt”, siger hun.
Det er strafbart at ansætte immigranter, der ikke har en opholdstilladelse, og borgere udenfor EU kan ikke få opholdstilladelse, før de har en arbejdskontrakt. Det er derfor de italienske landmænd ofte tomatplukkere via Il Caporali, der ansætter immigranterne som daglejere uden kontrakt. Il caporali transporterer hver dag arbejderne mellem ghettoen og markerne, de sørger for mad, vand og beskyttelse arbejderne – mod en stor del af deres løn.
30-årige Tale fra Senegal har plukket tomater i Puglia siden 2010, hvor han blev fyret fra sit job som fabriksarbejder i Bergamo i Norditalien. Tale får knap 26 kr (3,5 euro) per kasse med tomater, han plukker, og deraf skal han betale cirka 6,5 kr til sin caporali. Tomatplukkerne får omtrent 22 kr (€3 ) i timen, hvilket er langt under halvdelen af den overenskomstbestemte mindsteløn for landbrugsarbejdere på knap 61 kr (€8,2) i timen5. Ud af sin løn skal han betale sin carporali for transport (mellem €3 og €5) og vand (€1,5 for en flaske) eller mad (€3,5) i løbet af arbejdsdagen. Når dagen er forbi og regnskabet gjort op, har han knap tjent €7 (49 kr) på en dag ved at plukke tomater.
Il caporali-systemet er forbudt i Italien, og et byrådsmedlem i Puglia, Guglielmo Minervini, udtalte i juni 2014, at, “regionen vil vise nul tolerance overfor dem, der beriger sig ved at udnyttes andres desperation og vanskeligheder67”.
Tala tvivler på, at det bliver anderledes:
“Man skal have en caporali for at kunne arbejde, fordi italienerne vil ikke tage ansvar for arbejderne”, siger han.
Charlotte Heikendorf