Indiske diamanter, vacciner og en pandemi ude af kontrol viser os, hvor tæt knyttet vi er i verden

I denne uges nyhedsoverblik ser vi på, hvor tæt forbundne vi er til den voksende smitte i Indien.


I disse dage udspiller der sig en tragedie i Indien. Onsdag rundede landet 200.000 døde af Covid-19, og Indien bliver lige nu overvældet af den værste andenbølge i verden, hvor mere end en million mennesker er blevet smittet den seneste uge. Intensivafdelingerne i landet er fuldstændig fyldte, alle respiratorer er i brug og flere af landets store byer er løbet tør for ilt. 

Det er en tragedie, der vidner om, hvor tæt forbundne vi er i verden. Når smitten på den måde stiger i et land, så er der større sandsynlighed for, at den spreder sig til andre lande, ligesom der er større sandsynligheder for mutationer, hvor man lige nu undersøger en særlig indisk variant, skriver BBC

Smitten har blandt andet spredt sig så hurtigt, fordi landet har lukket for hurtigt op, skriver The Conversation. Indien var en af de først lande til at lukke ned, da den første bølge af pandemien ramte. Men samtidig har pandemien haft store konsekvenser for landets eksport af diamanter, tøj og fødevarer, da efterspørgslen i vesten i foråret faldt markant. Derfor har mange indere været tvunget til at vende tilbage til arbejdet, da verden igen begyndte at købe smykker og håndsyet tøj, og der var noget at lave for dem. Det var ganske enkelt ikke en mulighed for dem at isolere sig selv.

Lige nu befinder Indien sig i et ræs mod tiden for at vaccinere befolkningen. Det er til trods for, at Indien er verdens største producent af medicin, og Det Indiske Seruminstitut er verdens største vaccineproducent. Problemet er, at der er patent på alle coronavacciner, hvilket betyder, at det er medicinalgiganterne bag vaccinerne, som bestemmer, hvem der må producere vaccinerne, og hvem der må købe dem. Som vi har beskrevet på Danwatch, har Indien sammen med Sydafrika forsøgt at lave en aftale i verdenshandelsorganisationen WTO om at tilsidesætte patenterne under den nuværende pandemi, men det har EU og USA afvist.

Her er seneste nyt om den indiske smittes betydning for verden:

Foto: thalabhula / Depositphoto
  • Færre vacciner til andre: Det Indiske Seruminstitut producerer coronavaccinen fra AstraZeneca, der bruges i det såkaldte Covax-initiativ, som skal sikre, at folk i udviklingslande også bliver vaccineret. Nu har de indiske myndigheder så sat en stopper for eksporten af vaccinerne, fordi de selv har brug for dem. Og det vil uden tvivl få konsekvenser for, hvor hurtigt andre og fattigere lande vil kunne vaccinere, skriver BBC.
  • Iltmangel stopper industri: Mange hospitaler i de større indiske byer er ved at løbe tør for ilt til coronapatienter. Manglen på ilt betyder, at flere dør, skriver BBC. Men det sætter også en stopper for alle de industrier, der er afhængige af ilt, da det i stedet sendes til hospitalerne. Det har blandt andet sat en stopper for skibsværfter på Alang-kysten, hvor flere Mærsk-skibe ligger til ophugning, skriver The Indian Express.
  • Modeindustriens trængte kunsthåndværkere: I Indien laver de såkaldte karigarer broderi, perlerækker og appliqué for nogle af verden største modeselskaber under forhold, der allerede før pandemien var dårlieg. På grund af corona skrumpede salget af bryllupskjoler, smokings og dyrt modetøj i 2020, og derfor endte karigarerne i en endnu værre situation. Med den nye bølge står mange af dem uden levegrundlag, skriver New York Times. 
  • Diamanternes by frygter lockdown: I den indiske by Surat bliver 14 ud af 15 diamanter i verden skåret og slebet til, som oftest af migrantarbejdere. Efter den første lockdown i foråret var det kun halvdelen af byens 400.000 migrantarbejdere, der vendte tilbage. Nu frygter byen, at en ny lockdown vil få resten til at rejse væk, skriver The Economic Times.
  • Bondeoprøret fortsætter: Siden november har indiske bønder demonstreret mod en række politiske reformer, der skal liberalisere landbruget. På trods af faren for smitte fortsætter demonstrationerne, fordi bønderne mener, at de nye love er en større trussel mod dem end Covid-19, skriver Al Jazeera.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down