På en kold dag i januar gled Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMA) stille og rolig ud af finanslovsforhandlingerne, og forskerne i den gule murstensbygning på Nørre Voldgade så måbende til. Tolv års ekspertise og indsamlet viden om kritiske mineraler i Grønland faldt på gulvet.
Kort efter eksploderede den offentlige debat om de kritiske mineraler, som vi skal bruge til alt lige fra grøn energi til forsvarsindustriens kampfly, og i dag, fire måneder senere, begynder et nyt samarbejde om kritiske mineraler fra januar 2026.
Det kommer frem i et interview med Grønlands råstofminister Naaja H. Nathanielsen.
En ny samarbejdsaftale mellem Danmark og Grønland skal understøtte Grønlands strategiske mål om at udvikle råstofsektoren som en central del af økonomien – og ligeså vigtigt sikre, at viden om kritiske mineraler atter er i danske hænder.
Men bag underskrifterne på papiret er en langt mere omfattende dagsorden, hvor Danmark midt i en tumultarisk global sikkerhedspolitisk virkelighed forsøger at rykke tættere på Grønland.
Grønland forrest i Rigsfællesskabet
Det var den grønlandske udenrigsminister, Vivian Motzfeldt, der for få dage siden overtog formandskabet for Arktisk Råd på vegne af kongeriget Danmark, ligesom den arktiske ambassadør er fra Grønland, og for et par uger siden rejste Kong Frederik til Grønland, det fjerneste hjørne af Kongeriget Danmark, som et symbol på ét samlet Rigsfællesskab.
Grønland har de seneste måneder ufrivilligt befundet sig i det globale rampelys, hvor stormagter fra øst og vest har kastet skygger over verdens største ø i midten af Arktis. USA vil have landet af hensyn til verdensfreden og international sikkerhed, og præsident Donald Trump har gentagne gange truet med at overtage landet i en strategisk satsning.
EU viser stigende interesse for Grønlands råstoffer i forsøget på at komme fri Kina, der dominerer markedet for forarbejdning af kritiske mineraler.
Men hvad vil Grønland selv? På den snedækkede ø er man mindre interesseret i det globale tovtrækkeri om de eftertragtede mineraler og mere optaget af en indenrigspolitisk dagsorden, der handler om velfærdssamfundet og selvstændighed.
I et interview med Danwatch åbner landets råstofminister nu op for, hvem Grønland gerne vil danne parløb med – herunder om man er parat til at afvise samarbejde om kritiske mineraler med Kina, men også hvordan ministeren forholder sig til den sidste nye og kontroversielle minedrift, nemlig jagten på havbundens kritiske mineraler.
Samarbejde med ligesindede
I det gamle pakhus på Nordatlantens Brygge, hvor den kongelige grønlandske handel har solgt tørfisk og hvaltran til resten af verden gennem 200 år, har vi en aftale med ministeren, der er i Danmark for at holde møder om alt fra spiralsagen til råstoffer og turisme.
Naaja H. Nathanielsen er 49 år, uddannet psykolog og netop genvalgt til sin anden valgperiode, hvor hendes ansvar er udvidet til hele fem ressortområder: Råstoffer, erhverv, justits, energi og ligestilling.
“Et øjeblik, så er jeg nærværende”, siger hun og skænker en kop te. Og nærværende er hun, mens hun bl.a. gør det klart, at Grønland ikke er mere afskrækket af den amerikanske præsidents trusler, end at hun ikke vil afvise fremtidige samarbejdsaftaler med Kina.
“Vi har ikke nogen interesse i at lave en samarbejdsaftale med Kina, og der har heller ikke været kinesisk interesse”, siger hun.
– Men ville du sige nej tak til at samarbejdsaftale, hvis Kina henvendte sig?
“Det kan jeg ikke svare på nu, for det ville være hypotetisk”.
Så Kina er ikke på radaren, men det er til gengæld de vestlige ligesindede lande, der går op i bæredygtig udvinding af mineraler – og på den måde udelukker billige, kinesiske mineraler på sigt sig selv.
Ministeren imødekommer også den danske og europæiske håndsrækning.
“Vi vil gerne samarbejde med ligesindede partnere, hvilket længe har været den vestlige alliance, men der sker ting i den alliance, som forvirrer alle regeringsledere i Europa, og som vi prøver at håndtere”.
Vi er her for tale om ministerens visioner for råstofområdet og erhverv – indtægtskilder, der skal skabe vejen mod selvstændighed fra Danmark og bloktilskuddet på knap fire milliarder kroner, men også skabe et Grønland i egen ret, der ikke lader sig hundse rundt med nogen fra hverken øst eller vest.
We are open for business, not for sale, var den tidligere IA-regerings slogan under den amerikanske præsident, Donald Trumps, første valgperiode i 2019, og det er en linje, Inuit Ataqatigiit-regeringen, nu i koalition med Demokraatit, Siumut og Atassut, har fulgt siden.
Europas ledere vil undgå Kina
I EU er man vågnet op og indgik i slutningen af 2023 en partnerskabsaftale med Grønland, der sikrer, at unionen kan få adgang til 25 af de 34 kritiske råstoffer i Grønland, som er strategisk vigtige for Europas forsvarsindustri og den grønne omstilling.
Et par måneder senere, i marts 2024, åbnede EU et repræsentationskontor i Nuuk og vedtog Critical Raw Materials Act, der skal sikre, at unionen på sigt har nok kritiske råstoffer til at forsyne sig selv via ansvarlig minedrift.
EU vil ikke længere være afhængig af Kina, der dominerer markedet for forarbejdning af de kritiske mineraler, når de først er kommet op af jorden. Grønland vil gerne give adgang til de kritiske mineraler, og EU lover høje internationale standarder for miljø, klima, social- og samfundsmæssigt ansvar.
Cowboys i slow business
Men det er også væsentligt at nævne, at mineprojekterne skal skabe lokal økonomisk vækst i Grønland, lyder det fra ministeren.
“Vi er ikke et mineland endnu, men det kunne jeg godt tænke mig, at vi blev”, siger Naaja Nathanielsen.
I dag har Grønland kun én aktiv mine, White Mountain-anorthositminen i det vestlige Grønland, og råstoffer indbringer ifølge en analyse fra Deloitte kun én procent af landets økonomi. Men i Grønlands såkaldte råstofstrategi er målet tre til fem aktive miner, og flere opstartede mineprojekter ser lovende ud.
“Jeg tror ikke på, at råstoffer bliver den største faktor de næste mange år for den grønlandske økonomi. Det bliver andre ting, der kommer til at være de drivende, men jeg tror på, at det kan blive et rigtig godt, stabilt supplement til vores økonomi”, siger hun og understreger, at mineindustrien på Grønland i dag er en slow business, der tiltrækker cowboys, som ministeren kalder de risikovillige investorer med is i maven, der tør investere i årevis.
Hun kommer samtidig med en klar opfordring til blandt andre EU.
“Men det er jo ikke kun op til os. Lige nu oplever vi, at mange gerne vil have vores mineraler, men de lader første del af værdikæden – altså mineselskaberne – tage den økonomiske byrde. Vi har brug for tiltag, der gør det muligt for grønlandske mineraler at finde vej ud til markedet”.
Fart på offentlige investeringer
Med andre ord: Hvis Danmark og EU, USA eller for den sags skyld Kina vil have fingrene i mineralerne, så skal de komme op med finansiering. Aftagergarantier eller lånegarantier, der gør det trygt for selskaberne at kaste sig ud i årelange investeringer. Direkte investeringer.
“Enkelte – fortrolige – aftaler er på vej, men vi er der ikke endnu. Lige nu er der meget protektionisme. Kina sidder på markedet. USA har startet en handelskrig. Der har været en langsom bevægelse de sidste år, men nu med måske en stigende nervøsitet om, at det haster med at investere i kritiske mineraler – både mineprojekterne og teknologien til at forarbejde dem”.
Grønland har råstofferne, men ikke musklerne til at investere i sektoren, og derfor er man afhængige af multinationale investorer. Derfor er en aftale, som den Grønland har indgået med EU, som skal sikre titanium til gavn for EU-borgere, vigtig for øen. Den giver nemlig sikkerhed for investorerne.
“Vi er rigtig glade for aftalen med EU. Vi har længe gerne ville forlænge aftalen med USA, der blev indgået under Trump one (2019 red.), men der har ikke rigtig været appetit under Biden, og vi havde håbet, at det var nu. Men nu er situationen så en anden. Interessen fra Kina er lidt en myte. Vi har en stor eksport af fisk til Kina, og det er vi rigtig glade for, men vi mærker altså ikke kinesisk interesse”.