19. november 2022

Aalborg kommune fanget i skattely-fadæse

Med Per Clausen (Ø) og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) i spidsen, gik Aalborg Kommune offentligt til kamp mod selskaber i skattely, men handlede selv kul for op mod 625 mio. kr. med et firma i skattely.

Aalborgs socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen (tv.) mener, at det er Enhedslistens Per Clausen (th.), der har ansvaret for, at kommunen har købt kul fra et selskab i skattely. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Har du særlig viden om danske kulindkøb, som du gerne vil dele med os, så hører vi meget gerne fra dig. Også anonymt, hvis du foretrækker det.
Del din viden

Udadtil kæmper Enhedslisten en brav kamp mod “grådighed og skattely”. Men på trods af store ord, så har en af partiets top-profiler selv godkendt en gigantisk kul-handel med et firma i skattely ejet af to schweiziske milliardærer, der er så rige, at den ene har impulskøbt et slot. Det kunne Danwatch afsløre i onsdags.

Det er sådan et charter, som Aalborg Kommune har skrevet under på.

Nu kan Danwatch vise, hvordan modsætningen går endnu videre.

Tilbage i april 2019 foreslog Enhedslistens byrådsgruppe i Aalborg Kommune med rådmand Per Clausen i spidsen nemlig, at Aalborg skulle underskrive et charter for skattelyfri kommuner. Og et par måneder senere blev det godkendt af byrådet og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). Det fremgår af et referat fra kommunen.

Chartret, som organisationen Oxfam IBIS står bag, indebærer blandt andet, at kommunen har skrevet under på, at “udvikle en skattelypolitik, der sigter mod at undgå at handle med virksomheder, der misbruger skattely og laver aggressiv skatteplanlægning”.

Her tre år senere har selvsamme Per Clausen som bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning været med til at godkende, at det kommunalt ejede forsyningsselskab i 2022 har indkøbt 250.000 ton kul til en anslået pris på 625 mio. kroner af det schweiziske selskab Mercuria Energy Trading, der gør brug af flere notoriske skattely, herunder British Virgin Island og Guernsey. 

En konstruktion, som professor i skat og offentlig økonomi Arjan Lejour fra Tilburg University i Holland, vurderer sådan her: 

“Der er helt klart tale om skatteundvigelse, og der kan endda også være tale om skatteunddragelse,” siger han. 

Milliardærerne bag Mercuria Energy, Marco Dunand og Daniel Jaeggi, går for at være nogle af de rigeste mænd i Schweiz. Dem kan du læse mere om længere nede i artiklen.

Sender ansvaret videre 

Kulkøbet ser ikke kun uheldigt ud for Per Clausen. Det står også i skærende kontrast til et facebook-opslag fra august 2019, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen stolt stod frem og fortalte, at kommunen nu var blevet skattelyfri:

“Aalborg Kommune forpligter sig hermed til ikke at investere i eller samarbejde med firmaer, der bruger skattelylande til at undgå at betale skat”.

I 2019 underskriver Thomas Kastrup-Larsen en charter med OXFAM IBIS og påskynder tiltaget i eget facebook-opslag.
Thomas Kastrup-Larsen underskriver i 2019 en charter om at gøre Aalborg til en kommune fri af skattely. Hold musen over billedet for at læse Kastrup-Larsens egen opslagstekst.

I dag sender borgmester Thomas Kastrup-Larsen ansvaret videre til Per Clausen, når der skal svares på, hvordan Aalborg Forsyning kunne handle med et selskab, der er ejet i skattely.

“Det er Per Clausen, som er rådmand og bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning, der har ansvaret for indkøb at kul. Så det er ham, der skal svare på spørgsmålene,” lyder det i en mail fra den socialdemokratiske borgmester.  

Danwatch har derfor også været i kontakt med Per Clausen og bedt om et interview om, hvordan man kunne indgå en handel med Mercuria, når kommunen har skrevet under på, at man helst ikke vil handle med virksomheder, der “misbruger” skattely. Og når han selv har arbejdet meget aktivt for det.

Per Clausen har ikke ønsket at stille op til interview, men i en mail skriver han, at han stadig står ved, at Aalborg Kommune ikke skal handle med selskaber i skattely.

“Det er derfor, vi nu følger op på de informationer, som fremgår af din artikel. Vi kontakter Mercuria, hvor vi beder om deres forklaring og om dokumentation for, at de ikke “misbruger skattely”. Jeg har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.” 

Tages op i bestyrelsen 

DR P4 Nordjylland har også været i kontakt med Per Clausen efter Danwatchs afsløring – og her erkender Per Clausen, at man også fremadrettet vil kigge på forretningsgangene.

“Det er helt nye oplysninger for os. Vi har jo handlet med et firma, som er bosiddende i Schweiz, og de har over for os bekræftet, at de overholder de regler, som vi har for god forretningsskik og god måde at drive virksomhed på, som jo også indbefatter, at man ikke benytter sig af skattely.” 

“Det er klart, at når sådan en sag som denne her kommer op, så må vi selvfølgelig overveje, om vi har behov for at stramme op på de forretningsgange og de regler, vi har. Det kommer vi til at diskutere i bestyrelsen, hvordan vi håndterer det her fremadrettet,” siger Per Clausen til DR P4 Nordjylland.

Det er uvist, hvornår Aalborg Forsyning modtager en forklaring fra Mercuria om selskabets skatteforhold.  

Danwatch har også i forrige uge stillet en række spørgsmål til Mercuria om selskabets brug af skattely, men har endnu ikke modtaget svar. 

Udover Aalborg Kommune har 22 andre kommuner underskrevet chartret om at være en skattelyfri kommune.

Varmeregningen stiger:
Skattely-milliardærer scorer kassen

Varmekunder i Aalborg må ikke kun finde sig i, at deres penge i sidste ende havner hos et firma, der er ejet i flere skattely.

Nu stiger deres regning også, hvilket blandt andet skyldes, at det har været dyrt for Aalborg Forsyning at købe kul hos Mercuria, der ejes af de to schweiziske milliardærer, Marco Dunand og Daniel Jaeggi.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aalborg Forsyning.

Fra 1. december vil varmeprisen således stige med 15 procent, hvilket for en forbruger med et standardhus på 130 kvm. og et årligt forbrug på 18,1 MWh vil give en meromkostning på godt 2.000 kr. om året.

”Leverancerne af kul blev sikret i foråret 2022 i et marked, hvor kulpriserne var stigende, og fragtraterne var tårnhøje”, lyder det fra Per Clausen (EL), som er bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning, i pressemeddelelsen.

“Det er en rigtig ærgerlig situation, for vi ved, at mange forbrugere er trængte lige nu, hvor der er prisstigninger på stort set alt”.

Ifølge en aktindsigt har Aalborg Forsyning alene i år indgået kontrakter med Mercuria om levering af 250.000 tons kul til en anslået værdi af op mod 625 mio. kroner.

De mange penge, som stammer fra varmekunderne i og omkring Aalborg, ryger direkte ind i en avanceret selskabskonstruktion med tomme skuffeselskaber på Cypern, de Britiske Jomfruøer og i sidste ende et selskab på Guernsey.

Omsætning på næsten 1.000.000.000.000 kroner

I toppen af pyramiden sidder altså milliardærerne Marco Dunand og Daniel Jaeggi, makkerparret der går under kælenavnene Bambi og Godzilla, og som på rekordtid har skabt sig et imperium i den absolutte topklasse.

Mercurias ejere Marco Dunand (tv.) og Daniel Jaeggi (th.). Foto: Mercuria Group.

Sidste år omsatte Mercuria Energy Group for næsten en billion (1.000.000.000.000) kroner og endte med et rekordstort overskud på over 9 milliarder kroner – en stigning på næsten 60 procent i forhold til året før.

Dunand og Jaeggi har deres daglige gang i Mercurias kontor i Genève i Schweiz, og de bor i hvert deres luksuriøse hus på første række ned til Genèvesøen. Her har de direkte adgang til vandet – foruden swimmingpools, tennisbane og arkitektonisk have.

Foruden luksusvillaen ejer Marco Dunand også et historisk slot i de Schweiziske alper samt en andel i et gammelt palads, der i dag drives som 5-stjernet luksushotel.

Foto: Château de Lucens / Wikimedia Commons

For Daniel Jaeggis vedkommende er noget af milliardformuen blandt andet brugt på en enorm hesteranch i Texas, hvor hans datter Constance kan dyrke sin interesse for den obskure ridedisciplin cutting.

Har du særlig viden om danske kulindkøb, som du gerne vil dele med os, så hører vi meget gerne fra dig. Også anonymt, hvis du foretrækker det.
Del din viden
Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right