Det er omtrent kun det allerede ikoniske vinderbillede, et foto af en lille pige i rød jakke der græder mens hendes mor visiteres af grænsevagter på grænsen mellem USA og Mexico, der onsdag er kommet op at hænge i Dagbladet Politikens gamle trykkehal.
Med mindre end to døgn til den officielle åbning af udstillingen af verdens bedste pressefotos, World Press Photo 2019, forventer Politikens fotochef Thomas Borberg, at det bliver en lang aften.
Langs væggene i den gamle trykkehal står fotos af ofre for giftgasangreb i Syrien, migrant-karavanen i Mellemamerika, underernærede børn i Yemen, og veteraner der har været udsat for seksuelle overgreb i USA’s militær. Det, fotografierne har til fælles, er, at de alle er udvalgt af dette års jury i World Press Photo. Og at de skal udstilles i København fra den 27. september til den 20. oktober.
“Det er en kurateret virkelighed, et udvalg af næsten 80.000 indsendte fotos, men udstillingen er dog et billede på den tid, vi lever i. Og om lidt er den historie. World Press Photo har eksisteret siden 1955, og når man kigger tilbage, kigger man tilbage på verdenshistorien”, siger Thomas Borberg, der også selv har siddet i flere juryer for World Press Photo.
En tidligere marinesoldat, Ethan Hanson, tager bad i sit hjem i Minnesota, USA, efter at seksuelle overgreb i det amerikanske militær har gjort ham ude af stand til at tage brusebad. Foto: Mary F. Calvert.
“Det, man altid ser i World Press Photo, er eksempler på, hvor frygtelige vi mennesker er mod hinanden. Og så kan man sige, hvorfor skal det være så voldsomt? Men World Press er jo ikke en kunstudstilling. Det er hardcore pressefotografi, og det er historier, hvor der er noget på spil. Det er menneskeskæbner, og det er derfor, du bliver så berørt af det”, siger Thomas Borberg.
Blandt de mest uhyggeligt fotos er scenerne, der udspiller sig, efter at en ambulance pakket med eksplosiver er sprunget i luften lige ved frokosttid midt i Kabul i Afghanistan. Mere end 100 mennesker omkom i angrebet, og flere af dem ser man på tæt hold i en fotoserie. Vi er vidne til et kaos af støv, forvredne kroppe og afrevne lemmer.
Mere end 100 mennesker omkom, og flere kom alvorligt til skade, da en bombe gemt i en ambulance sprang i luften midt i den afghanske hovedstad Kabul. Taliban tog ansvar for angrebet.
Foto: Andrew Quilty – Agence Vu
“Det er ikke pussenusse. Det er faktisk sådan det ser ud, nogen steder i verden. Det er vi nogen gange nødt til at se for at forstå det”, siger Thomas Borberg.
Men, understreger han, World Press Photo er ikke kun lidelse og nød. Der er, som i verden for øvrigt, også meget at glæde sig over.
“Det er menneskelig lidelse, men det er slet ikke kun det. Der er også flamingoen Bob, der er kommet i pleje. En fødselsdagsfest på Cuba. En skøn reportage om den høje forekomst af tvillinger i Nigeria. Verden er også et fantastisk sted, og det viser vi også. Men det er bare de billeder af menneskelig lidelse, som rammer os lige i maven, og som vi nok husker bedst.”
Flamingoen Bob er kommet i pleje hos veterinær Odette Doest, efter at den fløj ind i et hotelvindue på stillehavsøen Curacao og kom slemt til skade. Her er den med, når en skoleklasse lærer om flamingoer og vigtigheden af at bevare deres habitater på øen. Foto: Jasper Doest.
Nogen pressefotos får verdenssamfundet til at stoppe op og åbne øjnene. Andre gør ikke.
Medierne havde allerede bragt hundredvis af fotos af skibbrudne migranter stuvet sammen på gummibåde på vej over Middelhavet, før fotoet af liget af den tre år gamle syriske dreng, Alan Kurdi, der druknede på vej over Middelhavet, fik omverdenen til at reagere.
Fotoet, der gik verden rundt, fik en effekt, der kunne måles blandt andet i en pludselig og markant øgning i både frivilligt arbejde og bidrag til hjælpeorganisationer for migranter og syriske flygtninge.
På samme måde fik årets vinderfoto af den to-årige pige fra Honduras, der græder, mens hendes mor visiteres nær grænsen mellem USA og Mexico, mennesker til at reagere.
Efter at USA’s præsident Donald Trump i 2018 erklærede en såkaldt nul-tolerance politik ved grænsen til Mexico, blev børn adskilt fra deres forældre og sat i egne interneringslejre. Her er det to år gamle Yanela Sanchez, der græder, mens hendes mor bliver kropsvisiteret af en amerikansk grænsevagt. De blev tilbageholdt efter at have krydset Rio Grande floden, der skiller Mexico fra USA.
Foto: John Moore, Getty Images
Også dét var et foto, som førte til rekordhøje donationer til hjælpekampagner på Facebook. Det blev også et politisk symbol, og samme måned som fotoet blev taget, udskrev USA’s præsident Donald Trump et præsidentielt dekret, der beordrede, at børn ikke længere skulle adskilles fra deres forældre ved grænsen.
Hvad er så grunden til, at nogle fotos af menneskelig lidelse får omverdenen til at reagere, mens mange andre ikke gør? Ifølge Thomas Borberg er det, at de er nemme at afkode. Og at vi kan spejle os i dem følelsesmæssigt.
Han holder årets vinderfoto op et kort øjeblik, før han fjerner det igen. Hvad så du?
“Rødt er det første øjet ser. Det er derfor brandbiler er røde, og rødt lys betyder stop. Det første du ser, er den grædende pige. Havde hun haft en grøn jakke på, havde det ikke været årets vinderfoto. Og så er der universel følelse i fotoet. Vi har alle været et ulykkeligt barn. Man kan næsten høre barnets gråd, når man kigger på billedet”.
“Hvis der er en krog, vi selv kan spejle os i, har vi nemmere ved at forstå det der sker, og ved at relatere til det”, siger han.
Emilie Ekeberg