Den 30. juli sidste år var EU’s grænsepoliti Frontex angiveligt med til at tvinge en gruppe på 20 migranter tilbage til Libyen i strid med internationale konventioner.
Episoden blev overværet af den tyske redningsorganisation Sea-Watch, der havde både et fly og et redningsfartøj i området, der filmede episoden.
De 20 migranter befandt sig ombord på en nødstedt gummibåd, som blev opbragt af den libyske kystvagt og slæbt tilbage til Libyen, selv om båden befandt sig i maltesisk farvand.
Ifølge Sea-Watch var organisationens redningsskib, Sea-Watch 3, det nærmeste fartøj med redningskapacitet. Men skibet blev ikke informeret af nogen myndighed, og de maltesiske myndigheder afviste at koordinere redningsindsatsen og sikre, at de nødstedte migranter blev bragt i sikkerhed.
Sea-Watch påstår, at Frontex flere gange havde en drone på stedet, og organisationen mener derfor, at EU’s grænsepoliti var både vidende om og medansvarlig for pushback operationen, der havde til formål at forhindre de tyve migranter i at søge asyl eller ophold i Europa.
Danwatch har spurgt Frontex, om organisationen kan af eller bekræfte sin deltagelse i operationen den 30. juli 2021, men organisationen ønsker ikke at kommentere en versernde retssag.
Men Sea-Watch har i samarbejde med den tyske åbenheds-ngo FraagdenStaat søg aktindsigt i sagens dokumenter og efterfølgende anlagt sag mod Frontex ved EU-Domstolen i Luxembourg, fordi Frontex nægter at udlevere dokumenterne.
Det eneste Frontex har oplyst er, at organisationen er i besiddelse af 73 dokumenter samt en række fotos og en video, som er relevante for aktindsigtsanmodningen. Heriblandt er der ifølge Sea-Watch 36 dokumenter, som omhandler kommunikation mellem Frontex og de libyske, italienske og maltesiske myndigheder på den pågældende dato.
Hos Sea-Watch håber advocacy-chef Maria Naass på, at det ved hjælp af retssagen vil lykkes at få fat i dokumenter, der kan bevise, at Frontex var involveret i episoden.
Hun betragter derfor afslaget på aktindsigt som et forsøg fra Frontex’ side på at mørklægge sagen.
‘Udadtil prædiker Frontex gennemsigtighed, men i virkeligheden opererer organisationen nærmest som en efterretningstjeneste”, siger hun.
“Frontex begrunder afvisningen med hensynet til den “offentlige sikkerhed”, men det er i virkeligheden et forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar for agenturets involvering i menneskeretskrænkelser,” siger Marie Naass.
Sea-Watch håber, at det vil lykkes at få adgang til Frontex-dokumenterne, men forventer, at det vil tage op til to år at få en kendelse fra EU-Domstolen.
“Vores håb er at bevise, at Frontex deltog i push-back operationen. Vi vil gøre vores yderste for at stille Frontex til ansvar, både juridisk og i offentligheden.”
EU’s grænseagentur er for alvor kommet i skudlinjen de seneste måneder og i begyndelsen af maj valgte organisationen chef Fabrice Leggeri at træde tilbage.
Hans afgang kom efter, at EU’s afdeling for efterforskning af svindel med EU-midler, OLAF, har undersøgt en række rapporter om Frontex’s indblanding i push backs i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet.
Undersøgelsen pegede blandt andet på, at Frontex havde forsøgt at dække over det.
I oktober 2020 konkluderede et mediesamarbejde, koordineret af det hollandske researchcenter Lighthouse Reports, at Frontex formentlig har været involveret i menneskertskrænkelser i det Ægæsike Hav.
I april i år afslørede det samme mediesamarejde, at Frontex egen database viser, at agenturet er involveret i push backs, hvor episoderne angiveligt optræder under betegnelsen “afrejse forhindret”.
Senest har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch komkluderet, at Frontex har undladt at efterforske anklagerne om involvering i ulovlige push backs.
En ting er imidlertid at blive tvunget tilbage til Tyrkiet, hvor den økonomisk situation gør livet svært for migranter. Noget helt andet er at blive tvunget tilbage til Libyen, som Sea-Watch episoden handler om.
Som Danwatch tidligere har dokumenteret, er push backs til Libyen meget problematiske.
Opgaven med at hente migranter tilbage til Libyen varetages af den libyske kystvagt, som betales, trænes og udstyres af EU med det formål at forhindre migranter og asylansøgere i at krydse Middelhavet til Europa.
Her interneres de på ubestemt tid i lejre uden tilstrækkelige mad, vand og lægehjælp – og med stor risiko for at blive udsat for tortur, seksuelt misbrug og endda slavehandel.
FN’s særlige rapportør for tortur, Nils Melzer har tidligere betegnet forholdene for illegale migranter i Libyen som “grusomme”.
“Menneskeretskrænkelserne er udbredte og systematiske. Vi taler om forbrydelser mod menneskeheden,” har han blandt andet sagt i et interview med Danwatch.
Og intet tyder på, at forholdene er blevet bedre. Så sent som i april 2022 udgav det amerikanske udenrigsministerium en omfattende rapport, der atter en gang dokumenterer tortur og drab i de libyske migrantfængsler.
Charlotte Aagaard