The True Cost forsøger at sætte spot på modeindustriens systemiske fejl. Skurken er fast fashion, hvor to eller tre årligt skiftende modesæsoner er afløst af nye ugentlige kollektioner til brug-og-smid-væk-priser i high street modebutikker. Det er befriende, at filmen vil lidt mere end de klassiske smoking gun historier, hvor snavs i en enkelt varekæde afdækkes med rystende kameraføring, og brandet efterfølgende holdes ansvarlig og lover bod og bedring og ellers skyder skylden på underleverandøren. Og instruktøren Andrew Morgan og resten af filmholdet gør virkelig et ihærdigt forsøg på i løbet af halvanden time at komme hele vejen rundt om de sociale og miljømæssige omkostninger ved en af verdens mest arbejdskraftintensive industrier.
Hele vejen rundt
Filmholdet besøger syersker og fabriksejere i Bangladesh, der fortæller om den manglende sikkerhed og de nedværdigende arbejdsforhold, som følger med modehusenes evige pres på priserne. Den viser bomuldsmarkerne i Indien, hvor læge og miljøaktivist Vandana Shiva fortæller om de helbredsmæssige og socio-økonomiske konsekvenser af genmodificeret bomuld og pesticidforbrug, f.eks. misdannelser af nyfødte og frøvirksomheders udlånspraksis, der driver bønder til selvmord. Konsekvenser, der findes i modens sædvanlige varekæde fra bomuldsmark til systue.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
The True Cost undersøger, hvordan gode intentioner og genbrugstøj har været ødelæggende for den haitianske beklædningsindustri, og en psykologiprofessor fortæller, hvordan modeindustriens reklamer nedbryder vores selvværd og efterlader os ulykkelige. Og her knækker filmen så at sige. Endelig peger filmen på mulige løsninger gennem interviews med fairtrade virksomheder og designere, der forsøger at genopfinde modeindustrien. Det er en alt for ambitiøs bredde, som ender med at efterlade flere spørgsmål end svar.
The untold story?
I indledningen annonceres den ufortalte historie om modeindustrien, som nu fortælles. Men historien om elendige arbejdsforhold i Dhakas overfyldte fabrikker er, ligesom konsekvenserne af frø-monopolerne og pesticidforbruget i Indien, fortalt utallige gange før – og i øvrigt næsten altid af netop Vandana Shiva. Sidstnævnte historie, særligt påstanden om en selvmords-epidemi blandt indiske landmænd, er i øvrigt blevet udfordret i flere studier, uden at det nævnes i filmen. Det havde været mere interessant, og nok også mere overbevisende for portrættet af modeindustriens systemiske fejl, hvis filmholdet havde taget os med ind i andre, mere ukendte led af varekæden, f.eks. bomuldsspinderierne, eller besøgt de kinesiske eller pakistanske bomuldsmarker, hvor forskellige former for tvangsarbejde er udbredt. I stedet for Dhakas fabrikker, hvor de ringe forhold nok overrasker de færreste, kunne filmholdet have zoomet ind på den tyrkiske eller østeuropæiske beklædningsindustri, hvor en løn, man kan leve af, måske mere overraskende, også er et fjernt fænomen for mange arbejdere.
Har forbrugeren magten?
De enkelte, korte nedslag i varekæden efterlader desuden et forsimpelt billede af udfordringerne i modeindustrien og giver ikke meget modspil til påstanden om, at forbrugerne har al magten til at ændre modeindustrien, som designeren Stella McCartney proklamerer i filmen. Forbrugerinformation om tøj er som regel begrænset til enkelte brudstykker af tøjets historier, f.eks. produktionslandet. Men hvor kommer bomulden fra? Og hvor er bomulden spundet? Tilgængelige oplysninger om arbejdsforhold relaterer sig ofte blot til det sidste led i varekæden, men hvad med de foregående, og certificeringer vedrører ofte kun til enkelte led af varekæden eller enkelte problematikker. Den kompleksitet indfanges desværre ikke rigtig i en film, der satser på at nå lidt for meget.
Søren Henriksen
