Åbner i en ny fane

MONEY MONEY MONEY

Putins gas, bankernes atomvåben og Europas oprustning

Velkommen til nyhedsbrevet MONEY MONEY MONEY!

Denne gang følger vi pengene fra den russiske gaseksport til både Danmark, USA og Kina – en pengestrøm som afspejler den aktuelle verdensorden, hvor politiske fronter og økonomiske interesser ikke nødvendigvis følges ad.

Og så sætter nyhedsbrevet det hele i perspektiv med nye tal på, hvem der finansierer atomvåbenindustrien og hvordan EU’s militærudgifter udvikler sig.

Slut det hele af med en advarsel fra klimafronten.

God læselyst.

video cover image
“Alle tjener penge på Putins gas”Grafik: Louise Kock. Fotos: Wikimedia Commons

30/10/2026

Alle tjener penge på Putins gas

EU importerer russisk gas, som fragtes på amerikansk-ejede skibe, er finansieret af kinesiske lån og holdes sejlende med dansk drift og service. Velkommen til den geopolitiske virkelighed, hvor alle tjener penge på skurken. 

Siden Rusland den 24. februar 2022 sendte soldater, kampvogne og pansrede køretøjer over grænsen til Ukraine og invaderede landet, har EU købt russisk gas for 124 milliarder euro – svarende til svimlende 927 milliarder kroner.

Gassen fra Rusland indgår i EU’s gasforsyning og er blandt andet med til at sikre dit varme brusebad, lys i gadelampen og strøm til industrien – ja, i det hele taget de fleste ting, som kræver energi.   

Det er selvfølgelig et paradoks, eller “rent ud sagt pinligt for Europa”, som erhvervsminister Martin Lidegaard (RV) udtrykker det, at EU med den ene hånd smider milliarder af euro i den russiske statskasse, og med den anden tordner frem med økonomiske sanktioner for at stække Ruslands indtægtskilder. 

Den russiske gaseksport afspejler dermed også den aktuelle verdensorden, hvor politiske fronter og økonomiske interesser ikke nødvendigvis følges ad. 

Under gashandlen ligger et kludetæppe af international kapital, energikontrakter, ejerskab og afhængighed mellem lande, der samtidig står over for hinanden politisk.

Den geopolitiske situation bliver ganske tydeligt illustreret, hvis man kortlægger pengestrømmene for et enkelt skib, der fragter russisk LNG. 

Skibet Rudolf Samoylovich

Lige nu er den 300 meter lange tanker Rudolf Samoylovich på vej med flydende gas (LNG) fra det nordlige Rusland til en europæisk havn.

Og her er Danmark ikke blot en perifer tilskuer. Vi er både økonomisk og geografisk vævet ind i den russiske energihandel.  Danmark er en del af fortællingen. 

Driften af skibets fragt er nemlig placeret i et selskab i Singapore, som ejes gennem det danske firma Seapeak Maritime Holdings i København. 

Vi er dermed økonomisk forbundet gennem et dansk selskab, der driver flere af de skibe, som transporterer russisk LNG, samt via værftet Fayard på Fyn, der vedligeholder skibene og dermed sikrer deres fortsatte ageren på havene.  

Skibet befinder sig lige nu i Nordsøen, antagelig lastet med 70.000 ton LNG produceret på det russiske Yamal-anlæg, som har været, og fortsat er, en særdeles vigtig indtægtskilde for Ruslands krigsøkonomi.    

Tankeren er ifølge data fra Kpler på vej mod Frankrigs LNG-havn ved Dunkerque.  Det er formentlig en af skibets sidste gasleverancer af gas til et EU-land qua kommende EU-sanktioner mod Rusland.

I juni i år lagde skibet til hos Fayard på Fyn, hvor det blev serviceret og klargjort til at vende tilbage til at fragte af russisk LNG fra Yamal til de europæiske markeder.

De danske forbindelser til tankeren, der lige nu passerer gennem Nordsøen, er dermed et led i en langt større økonomisk kæde. 

Kina har finansieret skibet via den statslige bank China Development Bank. Banken udstedte i 2017 et lån på 1,632 milliarder dollar, som finansierede bygningen af Rudolf Samoylovich og fem lignende specialbyggede såkaldte Arc7-skibe.

Den kinesiske bank tjener dermed penge på de renter, lånet kræver, indtil det er tilbagebetalt.

Skærmbillede 2026 10 29 kl. 13.14.03
Dokumentation: Underskriften på låneaftalen mellem Den Kinesiske Udviklingsbank og amerikanske Seapeak (tidligere Teekay).

Amerikansk kapitalfond

Det globale rederi Seapeak, der ejes af den amerikanske kapitalfond Stonepeak, har en ejerdel på 50 procent i Rudolf Samoylovich. Den anden halvdel ejes af kinesiske China LNG Shipping.

De deler indtægterne fra langtidskontrakter med russiske Yamal Trade om transport af russisk LNG. Kontrakterne løber frem til 2045 ifølge regnskabsdata hentet fra det amerikanske finanstilsyn.

Hver gang Rudolf Samoylovich laster LNG fra Yamal og transporterer gassen til Europa, indgår lasten i den eksport, som fortsat giver Rusland milliardindtægter.

På skibet mødes således kinesiske renter, amerikanske og kinesiske ejerinteresser, dansk drift og service samt russiske gasindtægter – med EU som en af de vigtigste kunder  – i hvert tilfælde året ud, inden nye sanktioner træder i kraft.

Mere om krig og våben - økonomisk set

Flere investorer finansierer atomvåbenindustrien

Mens et nyt globalt atomvåbenkapløb udvikler sig, sender flere investorer penge til atomvåbenindustrien. En ny rapport fra april, Don’t Bank on the Bomb, konkluderer, at 301 banker og investorer har store finansielle forbindelser til atomvåbenproducenter. Det er en stigning fra 206 i forhold til samme opgørelse sidste år.

Danske Bank er blandt de listede investorer. Ifølge rapporten har banken aktier i atomvåben-virksomheder for samlet set 5,5 milliarder kroner. Diskussionen er højaktuel i Norge, hvor den norske oliefond – verdens største investorer i aktiemarkedet – overvejer at tillade investeringer i atomvåbenindustrien, som hidtil har været ekskluderet af fonden.

EU’s militærudgifter runder 3.000 milliarder kroner

EU-landenes militærudgifter nåede rekordhøje 418 milliarder euro i 2025, svarende til omkring 3.100 milliarder kroner. Ifølge EU’s forsvarsagentur (EDA) kan udgifterne stige til 547 milliarder euro i 2029. Det fremgår af en ny rapport fra EDA, der blev præsenteret d. 30. september.

Klima

Advarsel: CO2 i ny rekord udløser mere ekstremt vejr

Trods årtiers klimaindsatser fortsætter koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren med at stige. Helt nye tal fra FN’s meteorologiske organisation (WMO) viser, at CO2-koncentrationen i 2025 nåede rekordhøje 426,8 ppm. Det er en stigning på 53 procent over niveauet fra før industrialiseringen, som er den gængse basislinje for den globale opvarmning

WMO advarer om, at den fortsatte ophobning af CO2 vil påvirke klimaet i århundreder og bidrage til mere ekstremt vejr – men det er du formentlig klar over.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

Hold øje med din løn på sidste bankdag i måneden. Der udkommer næste udgave af MONEY MONEY MONEY – nyhedsbrevet hvor klima og kapital kolliderer.

Joachim Kattrup

Læs meget mere om klima og kapital
i mit nyhedsbrev MONEY MONEY MONEY. Skriv dig op her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.