Himlen er overskyet, og regnen falder på det store blå skib, der 1. juni lægger til i den lille havneby Runavik på Færøerne. I byen bor knap 600 mennesker, og halvdelen arbejder med fisk. Særligt filetering af laks, som byen er kendt for.
Skibets navn er Kapitan Demidenko, men det er navnet, der står med hvide bogstaver på siden af skibet, som gør, at det er forment adgang til alle havne i EU: Norebo.
Som tidligere beskrevet blev Orlovs selskab Norebo sanktioneret af EU den 20. maj, hvilket betyder, at ingen i EU må handle med Norebo Group. Alligevel viser skibsovervågning fra Vesselfinder, at op mod ti russiske skibe, bl.a. fra Norebo, siden sanktionerne blev indført, fortsætter med at sejle til Færøerne og tre havne i det nordlige Norge.
Indtil nu har Ruslands fiskerisamarbejde med Norge og Færøerne været indhyllet i undtagelser. Argumentet har lydt, at der skal tages hensyn til lokalsamfund, der ikke kan undvære indtægterne fra det lukrative fiskeri. Hvordan skal de små fiskersamfund klare sig, hvis ikke de kan åbne havnene for russiske fiskere – og få lov til at fiske i russisk territorium?
Men gælder det argument også, når fiskeriet fører til spionage og sabotage fra den russiske efterretningstjeneste? Det har vi spurgt myndighederne om.
Norge følger EU’s sanktioner
Danwatch kan nu fortælle, at Norges regering har fået nok.
I en mail skriver departementschef Eivind Vad Petersson, at “regeringen vil følge op om EU sanktionerne fra 20. maj”, men at de også vil vurdere, “om der vil være behov for nationale tilpasninger”.
Sådan sortlister EU de russiske selskaber
- EU har sanktioneret Norebo og Murman Sea Food som en del af sin 17. sanktionspakke mod Rusland, vedtaget den 20. maj 2025. Årsagen er, at virksomhederne er en del af en russisk-statssponsoreret overvågningskampagne, der har gennemført spionagemissioner og sabotage mod kritisk infrastruktur.
- Når en russisk virksomhed er målrettet af EU’s individuelle finansielle foranstaltninger, fryses dens aktiver i EU, og ingen EU-midler eller økonomiske ressourcer kan stilles til rådighed for den. “Økonomiske ressourcer” betyder aktiver af enhver art, hvad enten de er materielle eller immaterielle, løsøre eller fast ejendom, som ikke er midler, men som kan bruges til at opnå midler, varer eller tjenesteydelser.
- For Norebo og Murman Sea Foods tilfælde betyder det for eksempel, at betalinger fra EU for at købe fisk ikke længere er tilladt, og at deres skibe ikke længere kan modtage tjenester.
Kilde: Christina Holm Eiberg, pressechef for EU-Kommissionens i Danmark
Vi har spurgt statssekretæren for Utenriksdepartementet i Norge, hvilken sikkerhedsvurdering, der ligger til grund for, at Norge indtil nu har tilladt adgang til deres havne for det spionageanklagede russiske selskab Norebo Group, og svaret lyder:
“Norske myndigheder har et godt og opdateret overblik over aktiviteten i vores nærområder. Det er velkendt, at aktivitet, der i første omgang er lovlig, kan udnyttes til formål, der kan skade vores nationale sikkerhed og norske interesser. Norske myndigheder, som Forsvaret, Efterretningstjenesten og Politiets Sikkerhedstjeneste, arbejder på at forebygge og afskrække dette”.
Færøerne: Fortsat dialog
På Færøerne har de mistænkelige skibe fortsat tilladelse til at gå i havn og sælge fisk, men myndighederne undersøger nu, om der skal nye regler til for at håndtere eventuelle “russiske destabiliserende aktiviteter”. Det skriver Linnéa L. Petersen, rådgiver for landets Udenrigs-, Industri- og Handelsministerium i en mail:
“Færøerne har siden den russiske invasion i Ukraine fulgt EU’s sanktionslinje. Dele af EU’s nyeste sanktioner retter sig mod generelle russiske destabiliserende aktiviteter og vedrører ikke Ukraines suverænitet, territoriale integritet eller uafhængighed, som den færøske lovgivning i øvrigt anvender som grundlag. Derfor er Udenrigs- og erhvervsministeriet sammen med relevante færøske myndigheder nu i gang med at afklare, hvorvidt tilsvarende færøske tiltag vil kræve nye lovgivningsinitiativer”.
Færøerne har hjemtaget fiskeriet og er afhængige af pengene, der følger med de russiske fiskere: Færingerne er også afhængige af deres fiskeriaftale med russerne, som senest er opdateret i 2025. Tre år efter Rusland invaderede Ukraine.
Vi har også spurgt vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om, hvad han mener om Norge og Færøernes russiske samarbejde. Det vil ministeren gerne holde for sig selv, lyder det i et kort mailsvar til Danwatch.
”Danmarks mulige diplomatiske dialog med andre lande er som udgangspunkt omfattet af fortrolighed, hvorfor Udenrigsministeriet ikke har yderligere kommentarer. Handel og fiskeri er overtagne områder for Færøerne. Såfremt samhandel og fiskeri i konkrete tilfælde skulle vise sig at have en sikkerhedspolitisk dimension, så drøfter vi det med landsstyret.”


