Akuol de Mabior var 16 år, da hendes far, den sydsudanesiske frihedshelt John Garang, i 2005 døde i en helikopterulykke. Seks år senere kunne hun se faderens politiske projekt fuldbyrdet, da Sydsudan brød fri af Sudan og vandt selvstændighed.
Nu sidder hun og spiser scrambled eggs på Esplanaden i København i anledningen af filmfestivalen CPH:DOX og fortæller, hvorfor hun har valgt ikke at følge i familiens fodspor og engagere sig i sydsudanesisk politik. Hendes mor er vicepræsident (en af fem i Sydsudan), hendes ene søster laver presse og kommunikation for moderen, og hendes ene bror har i årevis været en af landets mest kendte politiske stemmer og er nuværende miljøminister.
Selv er Akuol de Mabior blevet filmskaber, en af Afrikas mest lovende.
“Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg ikke er gået ind i politik, men jeg har aldrig haft trangen, og jeg har altid haft noget imod idéen om, at jeg skulle være velegnet eller berettiget til det, bare fordi mine forældre er, hvem de er. Det er ikke sådan, det bør være”, siger hun til Afrika-brevet.
Akuol de Mabior brød igennem i 2022 med filmen No Simple Way Home, der er et nænsomt portræt af hendes egen familie og det land, der har hendes fars ansigt printet på pengesedlerne. Siden har hun produceret to korte dokumentarer om hverdagslivet i Sydsudan.
Jeg sidder overfor hende på et tidspunkt, hvor situationen i landet er mere anspændt end på noget tidspunkt siden enden på den fem år lange borgerkrig, som Sydsudan havnede i bare to år efter selvstændigheden i 2011. Præsident Salva Kiirs hovedrival, Riek Machar, er placeret under husarrest og anklaget for højforræderi. I Jonglei, nær grænsen til Etiopien, er hundredetusinder sendt på flugt af kampe mellem regeringshæren og oppositionsstyrker. Cirka 70 procent af landets befolkning har behov for humanitær assistance. Hele nationen dirrer på randen af en ny borgerkrig.
“Vi holder vejret, men det har vi sådan set gjort lige siden 2018. Ingen i befolkningen ønsker at vende tilbage til en krigssituation, men alle er klar over, at situationen er kritisk”, siger Akuol de Mabior.
Vi taler om, at Sydsudan er et kompliceret land at fortælle historier fra – og det er uanset, om man er datter af landsfaderen eller en dansk journalist. Den humanitære nød taler for sig selv, og når statsansatte kan gå måneder uden løn, fordi der simpelthen ikke er penge til at betale dem, er det fristende at kalde Sydsudan for en fejlslagen stat. Men sydsudaneserne er en sjælden hårdfør befolkning, der under selv de mest umulige omstændigheder drømmer, spiser, handler, arbejder, elsker.
Netop dette er Akuol de Mabiors film et stærkt vidnesbyrd om. Hun er ikke blind for Sydsudans mange problemer, heller ikke selvom den regering, hendes mor sidder i toppen af, har del i dem. “Hun kan godt se, hvad der foregår”, siger hun om sin mor Rebecca Nyandeng de Mabior, der har tjent som vicepræsident for Salva Kiir siden 2020. Men Akuol de Mabiors arbejde viser, at der er andet og mere til Afrikas yngste land end den akutte nød. Eller måske snarere: Måske Sydsudan er en fejlslagen stat, men sydsudaneserne er ikke et fejlslagent folk. I skyggerne af væbnet konflikt og politisk kaos fortsætter den sydsudanesiske hverdag, for hvad skulle den ellers gøre?
I Akuol de Mabiors kortfilm møder man mennesker som fiskesælgeren Rebecca, der hundser med sine ansatte, mens hendes træbåd glider ned ad den hvide nil, og restaurantejeren Sarah, der serverer grillet fisk og kombo lahm langs hovedstaden Jubas veje.
“Jeg er optaget af at vise, hvordan mennesker formår at fungere på trods af, at de lever i et dysfunktionelt samfund”, fortæller Akuol de Mabior.
Hendes næste store projekt er en filmatisering af en sudanesisk roman, der udspiller sig i grænselandet mellem Sydsudan og Sudan.