Danwatch opruller i dag en voldgiftssag mod Grønland, der gemmer på en større historie om, hvordan Grønland og Danmark er havnet midt i de globale supermagters kapløb om kritiske mineraler.
I disse år udspiller der sig en skattejagt på den grønlandske ø Disko, som er finansieret af nogle af verdens allerrigeste mænd, heriblandt Microsoft-milliardæren Bill Gates og Amazon-stifteren Jeff Bezos.
Skatten er enorme depoter af kritiske mineraler, der har ligget gemt under isen. Mineralerne er afgørende i vindmøller, solceller og elbiler, og nu vil klimaforandringernes ironi, at netop de stigende temperaturer og den smeltede is, blotter skatten, der skal sikre os grønne energikilder.
Ved Disko leder man efter nikkel og kobolt, men i resten af Grønland jagter man også kritiske mineraler. Inde i land ved Akuliaruseq på Grønlands vestkyst leder man efter grafit. Oppe ved Thule har man fundet titanium, ved Skaergaard platin, ved Malmbjerg molybdenum. Og på Kvanefjeld og ved Kringlerne i Sydgrønland vil man grave sjældne jordartsmetaller op.
I dag fortæller vi på Danwatch om kampen om Kvanefjeld. Her er et australsk mineselskab klar til at grave, men på grund af et højt indhold af uran i bjerget, har Grønland med en ny lov afvist mineprojektet. Det mener mineselskabet ikke, Grønland kan, og derfor stiller de Grønland et ultimatum: Godkend minen eller betal erstatning på op til 15 milliarder kroner.
Bag det store erstatningskrav gemmer der sig en krimi fra virkelighedens verden om et mineprojekt med radioaktiv slagside, kritiske mineraler og stormagter i kulissen. Den historie kan du læse her:
Kvanefjeld viser os, hvordan den mineralrige undergrund gør Grønland til en central kampplads for Kina og Vesten. Og det har også kæmpe store konsekvenser for os i Danmark.
Lige nu sidder Kina tungt på de kritiske mineraler og især de sjældne jordartsmetaller. Kina står for 60 procent af den globale udvinding af sjældne jordartsmetaller og 85 procent af forarbejdningen.
Det giver Kina en enorm stor kontrol over afgørende komponenter i den grønne omstilling. Og for nyligt skrev den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, at netop manglen på kritiske mineraler kan bringe den grønne omstilling i fare.
På den måde kan Kina kontrollere USA og Europas mulighed for at omstille sig. Dertil er de kritiske mineraler også vigtige for moderne våben, og derfor kan EU og USA godt se, at de står med lidt af et sikkerhedspolitisk problem. Af den grund har USA og EU det seneste år søsat en lang række tiltag for at sikre deres egen forsyning af de kritiske mineraler, der kommer fra lande, som de deler værdier og interesser med.
Det har fået navnet friendshoring, når lande på den måde koordinerer deres industrielle strategier og bygger nye forsyningskæder i fællesskab. Og i den sammenhæng er Grønland en god ven at have.
For eksempel har et canadisk mineselskab købt retten til at eftersøge sjældne jordartsmetaller i Sarfartoq i det sydvestlige Grønland. Bliver minen til virkelighed skal metallerne sejles til Estland, der er et af de eneste steder uden for Kina, hvor de kan forarbejde dem.
Grønland har før sikret Danmark en plads ved bordet, når de store diskuterede sikkerhedspolitik. Nu får vi igen en hel central rolle, mens grønlænderne kæmper for magten over deres egen situation.
Kort efter Danmark i 2009 gav Grønland selvstyre, tog de kontrollen over deres mineraler tilbage. Men selvstyreloven giver kun Grønland ret til at tjene 75 millioner om året på mineralerne, og derefter skal halvdelen af indtjeningen gå til at betale bloktilskud tilbage til Danmark.
Det betyder to ting:
Og selvom mineralerne tilhører Grønland, og de har selvstyre, har Danmark stadig kontrollen over udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik i Grønland. I kapløbet om de kritiske mineraler, er det alt sammen blandet i én stor pærevælling.
Måske er det derfor, at Grønland har et ambivalent forhold til den mineralrige undergrund. På den ene side har selvstyret lavet flere vurderinger af, hvor stor rigdommen i undergrunden er, og de anerkender det økonomiske potentiale. På den anden side er få mineprojekter blevet realiseret, og opmærksomheden på de miljøproblemer, der følger med minerne, er stor i Grønland. Det bør den også være, da udvindingen og forarbejdningen af de kritiske mineraler ofte er en beskidt affære.
For mange af de grønlændere, der gerne vil have miner, bliver det opfattet som den mest direkte vej til Grønlands endelige selvstændighed. Frigørelsen fra Danmark.
Sker det, står Kina klar til at træde frem fra kulissen, og det frygter Danmark og USA.
I flere tilfælde har Danmark holdt kinesiske investeringer og opkøb i Grønland fra døren. For knap ti år siden ville Kina finansiere tre lufthavne og havnen i Nuuk. Projektet blev afværget i 2018, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen skød 700 millioner kroner i lufthavnsprojektet. To år tidligere spændte samme Lars Løkke Rasmussen ben for kinesiske investorer, der ville opkøbe den nu lukkede danske militærbase Grønnedal i Sydgrønland.
Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, mener, at Kinas forsøg på at investere i Grønland, er et forsøg på at skyde genvej til indflydelse i Arktis. Det vil især være vigtigt, hvis Grønland på et tidspunkt bliver selvstændige.
“USA er ikke bare bange for at have kinesiske skibe sejlende rundt i regionen, de kan virkelig heller ikke lide ideen om, at Grønland vil kunne tippe over og blive en kinesisk proxy”, sagde han til Foreign Policy i december.
På den måde har den smeltende is placeret Grønland og Danmark midt i supermagternes slagsmål.
Det var alt for dette overblik.
Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.
De bedste hilsner
