En dag i foråret rejser to grønlandske embedsmænd fra Råstofdepartementet i Nuuk til København. De ved, at de skal møde i Voldgiftsretten, men de har ikke regnet med det, der møder dem i rettens lokaler i en glasbygning med udsigt til Langelinie. Over for dem står sytten advokater, der alle repræsenterer et internationalt mineselskab.
Med sig har advokaterne et erstatningskrav, der kan vælte Grønlands økonomi og et ultimatum til Grønlands Selvstyre: Enten giver I grønt lys til et omdiskuteret mineprojekt på Kvanefjeld i Sydgrønland, ellers hoster I op med pengene.
Danwatch kan nu i samarbejde med Politiken afsløre en række nye detaljer i sagen om Kvanefjeld, der har storpolitiske perspektiver og ultimativt kan efterlade en kæmperegning til danske skatteborgere.
Mineselskabet, Energy Transition Minerals, har i årevis forsøgt at få lov til at hente kritiske mineraler op af Kvanefjeld, der har en af de største depoter i verden. Men side om side med de kritiske mineraler er der radioaktive stoffer som uran og thorium, der kan udgøre en fare for grønlænderne omkring Kvanefjeld. Derfor vil Grønland med en ny uranlov i hånden afvise mineselskabets ansøgning inden for den nærmeste fremtid.
Det ved de allerede hos Energy Transition Minerals, og derfor vil de svare igen med et erstatningskrav, der kan løbe op i femten milliarder kroner, hvilket svarer til mindst tre år af det bloktilskud, som Danmark giver Grønland.
Men sagen handler om meget mere end den juridiske strid mellem mineselskabet og Grønlands selvstyre. De kritiske mineraler i Kvanefjeld er af afgørende betydning for den grønne omstilling og centrum i et sikkerhedspolitisk kapløb mellem USA og Kina, der begge lurer i kulissen.
Sagen er omgærdet af sin egen mystik. Mange kilder har noget at sige om Kvanefjeld, men få vil sige det til citat. For at det hele skal vi først 70 år tilbage i tiden til den første jagt på de kritiske mineraler i Grønlands undergrund.
Håb og frygt har blæst omkring Kvanefjeldet i Sydgrønland siden 1950’erne, hvor Niels Bohr satte fod på bjerget. Det var den berømte danske atomfysiker, der først opdagede mineralerne i fjeldet, og han drømte om at udvinde uran til danske atomværker. Indbyggerne i byen Narsaq for foden af bjerget frygtede allerede dengang den livsfarlige forurening og radioaktiv bestråling af deres dyr og deres børn.
Dybt i Kuannersuit, som Kvanefjeldet hedder på grønlandsk, findes også én af verdens største forekomster af kritiske mineraler. Det er mineralet Steenstrupin, opkaldt efter den danske geolog K. J. V. Steenstrup, der vækker interesse, fordi det indeholder femten af de såkaldte kritiske mineraler, der er en afgørende mangelvare i teknologien, som skal sikre den grønne omstilling.
Men det er vanskeligt at grave kritiske mineraler op, uden at uran stiger til overfladen og udsætter dyr og mennesker for strålingsfare.
Derfor var det også kontroversielt, da mineselskabet, der dengang hed Greenland Minerals i 2007 fik en efterforskningstilladelse til Kvanefjeldet. De geologiske undersøgelser fra mineselskabet var lovende. De eftertragtede mineraler fandtes i store mængder i fjeldets indre.
Det gjorde uran og thorium også. Og mens mineselskabet så en forretning i at mine dem, skabte de radioaktive stoffer skabte frygt hos mange grønlændere, og en folkelig protestbevægelse blev samlet om sloganet ‘urani naamik’, nej til uran. Samtidig skabte minens planlagte konstruktion bange anelser hos fagfolk. Mineselskabet ville lave et åbent hul på toppen af bjerget og smide det giftige og radioaktive spildevand i en sø bag en dæmning på bjergets top. Gik noget galt, kunne det ende fatalt for byen Narsaq for foden af bjerget.
Tidligere var flere af sådanne dæmninger brast sammen. Hundredvis af menneskeliv var gået tabt.
Alligevel gav de grønlandske myndigheder grønt lys for mineselskabets miljørapport i 2021. Næste skridt var selve tilladelsen til at udvinde 30.000 tons af de kritiske mineraler om året i 37 år.
Men så blev den planlagte mine på Kvanefjeld ramt af endnu en markant krise. Politik.
Samme forår, som mineselskabet får godkendt miljørapporten, går grønlænderne til valg. Og mineprojektet er øverst på dagsordenen. Mange steder hænger plakater med teksten ‘urani naamik’, side om side med valgplakaterne.
En meningsmåling i Sydgrønland viser, at 71 procent er imod mineprojektet. De frygter, at projektet vil skræmme turisterne væk eller skade befolkningens sundhed. Mere end halvdelen af borgerne har ikke tillid til, at myndighederne kan håndtere Kvanefjeldsprojektet.
En 34-årig mand, der er vokset op i Narsaq med udsigt til Kvanefjeld, stiller sig i spidsen for den politiske modstand mod mineprojektet. Navnet er Muté B. Egede, og han er tidligere minister for råstoffer, leder af oppositionspartiet IA (Inuit Ataqatigiit) og stærk modstander af mineselskabet. Efter valget bliver han også landsstyreformand.
“Folket har talt, og folket har ret, projektet bliver ikke til noget”, siger Mute B. Egede kort efter valget i april 2021.
Syv måneder senere samles det grønlandske parlament, Inatsisartut, om en ny lov, der bliver stemt i gennem med et spinkelt flertal. Politikerne vedtager et forbud mod uran og dødsdømmer dermed projektet på Kvanefjeld. Vejen mod kritiske mineraler og uran er definitivt blokeret af en lov med fem paragraffer.
Dagen efter valget falder Greenland Minerals’ aktier med 44 procent.
I dag, to år senere, befinder projektet sig i en sær form for limbo. På den ene side af konflikten står en revisor, på den anden side står en jurist.
Revisoren hedder Miles Guy, han er Chief Financial Officer i Energy Transition Minerals, som Greenland Minerals altså har skiftet navn til. Han har været med siden 2009 og har oplevet flere forsøg på at lægge projektet ned. Uranloven er endnu et slag i kampen om Kvanefjeld.
“De vedtog en lov i 11. time for at bremse det her projekt”, siger Miles Guy om uranloven. Men mineselskabet har ikke opgivet endnu, og Miles Guy fastholder, at de har levet op til alle krav, som myndighederne har stillet.
“Vores vurdering er, at vi har ret til at få en udnyttelsestilladelse, og det er den ret, som vi forsøger at gennemtvinge. Hvis det bliver bevist, at vi ikke er berettiget til den, vil vores argument være, at vi er blevet udsat for ekspropriation og derfor er berettiget til erstatning. Men vores primære mål er at gennemtvinge vores ret til en udnyttelsestilladelse”, siger han og sætter dermed en juridisk pistol for panden af det grønlandske selvstyre og til dels også Danmark, som sagen også er rettet imod.
Juristen hedder Jørgen Hammeken-Holm, og han har netop fejret 25 års jubilæum som embedsmand i det grønlandske embedsværk. Som departementschef for Mineralmyndigheden har han de sidste mange år set politikere komme og gå, og det er ikke første gang, at et australsk mineselskab spiller med musklerne over for ham og hans lille kontor.
“Jeg sover helt roligt om natten”, siger Jørgen Hammeken-Holm.
Han afviser, at mineselskabet er blevet eksproprieret. Han mener i stedet, at uranloven trumfer den tilladelse, der tidligere er givet, og ny lovgivning er et vilkår for alle.
»Naalakkersuisut træffer afgørelse på baggrund af de på ethvert tidspunkt gældende regler. Der er i uranloven taget stilling til, hvilke tilladelser loven finder anvendelse på, og Naalakkersuisut skal selvfølgelig følge de regler«, siger han.
Hvis Grønland sammen med Danmark ender med at tabe sagen, afviser Jørgen Hammeken-Holm, at de to lande kan blive pålagt at betale erstatning. I stedet mener han, at der vil ske det, at dommerne fortæller Grønlands selvstyre, at det har fortolket reglerne forkert. En erstatning kan ikke komme på tale, fordi loven ifølge ham ikke åbner mulighed for ekspropriation.
“Det vil sige, at sagsbehandlingen skal starte fra det sted, hvor den bare blev afsluttet sidst. Det værste, der kan ske, er, at vi skal starte sagsbehandlingen fra det sted, hvor den blev afsluttet, og at de derved kan få en udnyttelsestilladelse”, siger Jørgen Hammeken-Holm.
Mens Jørgen Hammeken-Holm er sikker i sin sag, advarer eksperter om, at Grønland spiller højt spil med sin egen fremtid.
Poul Hauch Fenger er advokat med ekspertise i international ret. Som advokat har han haft indblik i flere voldgiftssager, og vurderer, at det udefra set grangiveligt ligner, at Grønland har vedtaget den nye uranlov i et forsøg på at stoppe mineprojektet i Kvanefjeld.
Det skaber efter hans mening »en gordisk knude« for Energy Transmission Minerals, fordi mineprojektet er tilrettelagt efter den eksisterende lovgivning, og nu pludselig bliver præsenteret for en helt ny og strammere lovgivning.
“Med forbehold for, at jeg ikke kender alle detaljer i sagen, vil jeg mene, at den eksisterende lovgivning må stå stærkere end den nye lovgivning. Derfor er min umiddelbare opfattelse, at mineselskabet har en god sag”, siger han og kommer også med en advarsel til Grønland:
“Når virksomheder overvejer at kaste millioner eller milliarder af kroner ind i projekt, så sker det selvfølgelig ud fra en forventning om, at de investerede penge kommer tilbage. Men hvis de kan se, at det politiske klima har en karakter, hvor der pludselig kan vedtages ny og blokerende lovgivning, vil de pludselig kunne stå på tynd is og blive meget tilbageholdende med at investere”, siger Poul Hauch Fenger.
Tidligere vicedirektør i forskningsinstitutionen GEUS, (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), Flemming Christiansen er enig. Han mener, at sagen giver Grønland et “troværdighedsproblem”.
“Principielt lovgiver man ikke med tilbagevirkende kraft, som det efter min mening er sket her. Tidligere ville det have været sådan, at man automatisk ville få en udnyttelsestilladelse, hvis man først havde fået en efterforskningstilladelse og samtidig levede op til de fastsatte krav”, siger Flemming Christiansen.
Derudover mener han, at sagens største taber bliver den grønne omstilling.
“Hvis folk skal have elbiler og vindmøller, så skal der laves minedrift nogle steder i verden for at få de metaller, vi har brug for”, siger han og mener, at bekymringerne for radioaktiv stråling kunne være håndteret ved at lave forskellige former for miljøbeskyttelse.
Det nemme alternativ er, at Grønland giver projektet lov til at køre videre i en form, der er sikrest muligt for livet omkring Kvanefjeld. Det vil give Grønland arbejdspladser og store skatteindtægter, mens de kritiske mineraler hurtigst muligt bliver tilgængelige for den grønne omstilling. Og så slipper man helt sikkert for en potentiel regning på 15 milliarder.
Men til baggrund og med kryptiske henvisninger siger kilder, at man skal kigge ud over Grønland, hvis man skal forstå, hvorfor Grønlands Selvstyre ikke bare vælger den nemmeste løsning. Man skal kigge mod øst.
En vintereftermiddag i 2019 går en kinesisk mand på scenen til en konference i Industriens Hus i København og tager ordet. Mandens navn er Hr. Hu Zesong, og Dansk Industri har inviteret ham til at tale om investeringer i miner i Grønland.
Hr. Hu Zesong er direktør for den kinesiske virksomhed, Shenghe Resources, der er en af Kinas førende virksomheder indenfor bearbejdning af kritiske mineraler og uran. Mr Hu Zesong er begejstret for Kvanefjeldsprojektet i Grønland og for Energy Transition Minerals, som Shenghe Resources ejer 12,5 procent af.
Det kinesiske medejerskab har skabt røre i Grønland, særligt tilbage i 2016, da det kom frem, at Shenghe Resources havde en option på at købe 60 procent af aktierne i mineselskabet. Men Shenghe Ressources er også interessante, fordi de er delvist ejet af den kinesiske stat og en afgørende brik i Kinas forsøg på at kontrollere verdens kritiske mineraler.
Indtil uranloven tydede alt på, at når der blev udvundet kritiske mineraler fra Kvanefjeld, skulle de sejles til Kina, hvor Shenghe Resources sammen med China National Nuclear Corporation (CNNC) skulle forarbejde dem.
Det er i sig selv kontroversielt, fordi de to kinesiske virksomheder i deres aftale er blevet enige om at importere kritiske mineraler til Kina, hvor de skal separeres fra thorium og uran, der begge kan anvendes som radioaktivt brændstof. For eksempel i atomvåben.
De amerikanske myndigheder linker netop China National Nuclear Corporation til det kinesiske militær.
Shenghe Ressources rolle er vigtig at forstå, da de er en af Kinas vigtigste brikker i stormagternes kamp om kritiske mineraler, og fordi det er en kamp, der i stor stil udspiller sig på Grønland.
I 2019 ville USA’s daværende præsident Donald Trump ligefrem købe Grønland, mens den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, deltog i ceremonier og ekskursioner til Kvanefjeld, og USA åbnede en Arktisk Ambassade i Nuuk. US Geological Survey fastslog under en tur til Sydgrønland, at “en af verdens største reserver af kritiske mineraler findes her”.
På den anden side har USA og Kina kæmpet om retten til et mineprojekt ved Citronen Fjord i Nordgrønland. Et andet kinesisk selskab, General Nice, købte i 2015 et selskab, der har retten til en stor jernmine ved Isua ikke langt fra hovedstaden Nuuk.
EU har åbnet et officielt kontor i Grønland som en del af EU’s nye arktiske politik. Og EU er meget tydelige omkring behovet for at få adgang til arktiske ressourcer, som Kina sidder på langt størstedelen af.
Mens Grønland ikke har et problem med kinesiske investeringer, så er danske og amerikanske politikere ganske nervøse for dem. I senere års trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, står der, at spionagetruslen fra Kina er stigende, og kommercielle interesser kan føre til politisk indflydelse. Senest i sidste uge, hvor PET advarede om en massiv og stigende spionagetrussel fra Kina.
I juli 2021 vedtog Danmark to love, som skal forhindre, at udenlandske – primært russiske og kinesiske – investeringer og økonomiske aftaler kan blive en trussel mod den nationale sikkerhed i Danmark. Samme type love opfordrer formand for Det Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen, kraftigt Grønland og Færøerne til at få gennemført. Advarslerne var tydelige under et møde i Folketinget.
“Vi bliver nødsaget til at se på, hvordan vi får et tættere samarbejde i forhold til kritisk infrastruktur”, sagde Michael Aastrup Jensen til grønlandske og færøske folketingsmedlemmer.
Om mindre end to måneder mødes hæren af advokater igen i voldgiftsretten i København.
Tre dommere skal vurdere, om sagen overhovedet skal føres for en voldgift eller overføres til de almindelige domstole. I så fald vil sagen sandsynligvis gå sin gang ved domstolene i Grønland, indtil tvisten er afgjort. Kampen om Kvanefjeld fortsætter.
Louise Voller