Åbner i en ny fane

Arktis-brevet

Velkommen til Arktisbrevet, som begynder med et spørgsmål: Hvad har oprindelige folk i Alaska, Sverige, Rusland og Grønland til fælles? 

De lever på kanten af samfundet i billedlig og bogstaveligste forstand. Helt konkret, fordi de ofte bor i øde egne, hvor klimaforandringer ødelægger deres hjem og sender dem på flugt. I overført betydning, fordi mennesker på flugt i deres eget land ikke har flygtningestatus og derfor ikke ret til samme hjælp som folk på flugt fra krig og katastrofer. 

Det resulterer i, at byer forsvinder, og nye byer dukker op. Som eksempelvis Metarvik i Alaska. 

Jeg er glad for, at du læser med. Er der noget, du synes vi skal se nærmere på, eller har du et tip, så giv lyd på lv@danwatch.dk.

Eroding village dispute
En dreng går tur i byen Newtok i Alaska, som er en by, der ikke længere findes. I 2019 flygtede de første indbyggere fra byen, der hver dag blev ædt af havet. Al Grillo/AP/Ritzau Scanpix

20/06/2025

Hvem hjælper folk på flugt fra havet i Arktis? 

Havet stiger, og byerne synker. Sådan siger de – folkene, der lever på kanten af verden, og hver eneste dag mærker naturens svar på klimaforandringerne. De må flytte sig, fordi dyrene, de jager, flytter sig, og planter, som de har levet af i århundreder, forsvinder under havets overflade. 

I Alaska smelter isen, og temperaturen stiger to til tre gange hurtigere end i resten af verden. Familier må rykke deres liv op, forlade huse, før de styrter sammen eller bliver ædt af havet. 

Hele byer forsvinder fra landkortet. 

Newtok var i 2019 en lille by i Alaska. Nu er den helt forladt. Allerede i 2019 vidste de knap 300 indbyggere, at den smeltende permafrost og stigende vandstand ville tvinge dem til at finde et nyt sted at bo. 

“Jeg vil gerne invitere alle, der ikke tror på klimaforandringer, på besøg”.

– Calvin Tom, tidligere indbygger i Newtok, byen, der ikke længere findes.

Knap 15 kilometer fra Newtok ligger Metarvik, en by, der på kort tid er opstået ud af ingenting. Nye veje fører ind mellem grå træhuse i lange lige rækker, udenfor byen skal der anlægges en landingsbane, og nye forretninger og en skole skyder op. 

“Jeg vil gerne invitere alle, der ikke tror på klimaforandringer, på besøg”, siger en tidligere indbygger i Newtok til nyhedsmediet AP, mens han ser på det, der tidligere var hans jord, men nu er forsvundet i sort mudder. 

Ifølge The Arctic Institute lever mindst 30 samfund i Alaska i overhængende risiko for fordrivelse fra erosion og oversvømmelser – og det kommer til at koste millioner af dollars at sikre, at tusinder af mennesker ikke skal flygte fra deres hjem, før de forsvinder. 

Rejser efter føden 

Historien gentager sig på tværs af Arktis, hvor veje, jernbanespor, rør og bygninger bryder sammen, bliver ædt af stigende vandstande eller hårde storme og risikerer at efterlade fire millioner mennesker hjemløse: Oprindelige folk, der lever i udkanten af lande og civilisationer, hvor de lever af jagt eller fiskeri i deres egen kultur. 

I Sverige må samerne flytte efter renerne, der rejser efter nye områder for at finde føde i takt med landskabet, der skifter. 

I Ruslands fjerneste nordvestlige hjørne ligger Srednekolymsk, en region med knap 8000 indbyggere fordelt på ti landsbyer på den frosne jord. Endnu. Kortere vintre og varmere somre tør langsomt jorden op. Rensdyrene vandrer til nye områder, og nye insekter og planter er kommet til. Jægere kan ikke længere holde kød og fisk frosset under jorden, og de må købe mad i butikker i stedet for at jage, selvom det er skamfuldt, som en af jægerne sagde til New York Times i 2019. 

Efter årtiers oversvømmelse hvert forår indvilligede en anden russisk landsby, Beryozovka, i at flytte hele landsbyen op på toppen af en bakke. 

Risiko for flodbølger 19 steder i Grønland 

I Grønland styrtede en fjeldtop i 2017 i fjorden og skabte en flodbølge, der på kort tid udslettede bygden Nuugaatsiaq. Og man forventer, at flodbølger vil gentage sig i fremtiden. Forskere hos Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) har fundet mindst 19 steder i Grønland, hvor der er risiko for, at fjelde styrter i havet og skaber flodbølger, som kan destruere hele bygder. 

Overalt i Arktis er folk på flugt fra klimaforandringer, og alligevel anerkendes de ikke som flygtninge af FN, og derfor får de ikke den nødhjælp og støtte til at skabe et hjem, som de har brug for.

Sagen er nemlig den, at man først er flygtning, når man krydser grænsen til et andet land – hvis man derfor kun flygter fra sit hjem til et andet hjem i det samme land, er man klimamigrant, og så er det landet selv, der skal betale regningen. 

Dermed er mennesker på flugt fra havet, der æder deres hjem, altså ikke FN’s, men nationalstaternes hovedpine.

Historier, jeg holder øje med:

Drill, baby drill. Trump-administrationen har for første gang lovet lån til et mineprojekt i Grønland. Minen ved Kringlerne rummer 26 tons kritiske mineraler, som USA med et lån på 120 millioner dollars har sikret sig adgang til – og samtidig sørget for, at Kina ikke får mineralerne. Spørgsmålet er, hvornår mineselskabet, der har været to årtier undervejs, faktisk begynder at grave? 

Den uendelige aktindsigt. I sagen om aktindsigt i et ministerium i Grønland, som jeg har lovet at dele med læserne, er der fremgang. I denne uge modtog jeg en mail fra en chefkonsulent i departementet for udenrigsanliggender og forskning. Chefkonsulenten beder nu – 151 dage efter at vi bad om aktindsigt – i kalenderen for minister Vivian Motzfeldt og hendes departementschef, om en afgræsning af aktindsigten. Vi vil bare gerne vide, om ministeren har modtaget rejser, gaver, middage eller andet fra virksomheder, ngo’er eller fremmede regeringer? Jeg vender tilbage, når der er nyt i sagen.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Louise Voller

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.