Vladimir Putin og vennerne i Kreml sidder i en paradoksal situation.
Året 2026 så fuldstændig katastrofalt ud indtil for ganske nylig. Skyggeflåden var under hidtil uset pres og kunne ikke levere olie til kunderne i samme gear som tidligere.
Rusland måtte tilbyde højere rabatter på deres olieprodukter, og pengestrømmen til landets vitale krigskasse begyndte at svinde ind.
Statsbudgettet var og er stadig under massivt pres på grund af krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, krigstraumatiserede veteraner hærger lokalsamfundene og priserne på dagligvarer er eksploderet.
Staten har samtidig så meget gæld, at den er nødt til at låne penge af bankerne for at betale renter på gamle lån hos de selvsamme banker.
Men så blev der truffet en drastisk beslutning i Det Hvide Hus i Washington. Donald Trump gik med på Israels idé om at angribe Iran og forsøge at gennemtvinge regimeskifte.
Og det har fået direkte konsekvenser hele vejen op i Østersøen.
For selvom det indtil videre ikke er gået som ønsket for amerikanerne og israelerne, er det strålende nyt for Rusland.
Verdens største olieeksportrute går nemlig gennem Hormuz-strædet, og det har Iran som bekendt lukket ned for at lægge pres på USA og Israel.
Så længe Hormuz-strædet er lukket, så er der global energikrise, og den rammer især Kina og Indien – men også USA’s allierede, Sydkorea, Japan og ikke mindst os i Europa.
Det har en stribe af konsekvenser, men jeg vil gerne fremhæve to af dem:
Tilliden til USA fra amerikanernes allierede har endnu et voldsomt dyk, og splittelsen i NATO er steget. Alene det er en gevinst for Rusland. Men endnu mere vigtigt, så har Rusland fået midlertidig særtilladelse fra USA til at sælge deres ellers sanktionerede olie frit.
Kina og Indien køber næsten halvdelen af alt olie, der eksporteres gennem Hormuz-strædet, og derfor er der et gabende hul i markedet, som Rusland udnytter med fordelagtige priser.
Efter at prisen på russisk olie i årevis har været kunstigt lav på grund af sanktioner, er den nu eksploderet på grund af både energiprisen og den midlertidige ophævelse af sanktionerne mod russisk olie.
Kina og Indien køber derfor omfattende mængder russiske olie med blåstempling fra Donald Trump, og det sendte svimlende 150 milliarder kroner tilbage til Rusland alene i marts. Det er en fordobling i indtjeningen fra februar, hvor olien stadig var sanktioneret af USA.
I Europa ser man ikke på den midlertidige suspendering af sanktionerne med glæde.
Frankrig og Ukraine har advaret om, at suspenderingen hjælper Putin med at genvinde momentum i sin invasion af Ukraine, og europæerne holder derfor også fortsat fast i sine egne sanktioner mod olien.
Europa har stor interesse i at holde trykket oppe mod Rusland via Østersøen, især nu hvor russerne kan sælge olien frit.
Det betyder også, at Europas fælles operation mod skyggeflåden, som er en vital del af den russiske olieforsyningskæde, fortsætter i Østersøen.
Samtidig bliver skyggeskibe efterhånden beslaglagt både øst og vest for Danmark af nationalstaternes flåder, men den danske regering er meget tilbageholdende med at slå hårdt ned mod skibene og stoppe dem i deres sejlads.
Det tyder på, at skyggeflåden er klar over, at Danmark er mere sikkert end eksempelvis Sverige, som har valgt at stoppe flere skyggeskibe. For mange af skibene sejler nu syd for Bornholm i stedet for den kortere rute mellem Skåne og klippeøen. Det viser data fra MarineTraffic.
Det kan både læses som, at de er bange for de svenske myndigheder, og at de slet ikke er bange for de danske myndigheder.
Hvis man kigger mod Den Engelske Kanal, ser vi det samme – skibene sejler ofte hele vejen uden om Storbritannien og Irland for at undgå de engelske myndigheder. Det gør det markant dyrere og langsommere at sejler olien ud på skyggeflåden.
Men i de danske stræder sejler de fortsat frit.
Det er til trods for, at intet sted i Europa er mere udsat for de potentielle miljøkatastrofer, spionageaktioner og hybridangreb fra skyggeflåden end Danmark, for ingen har skibene tættere på sig end danskerne.
Så hvorfor gør Danmark ikke mere?
Vi har mange gange belyst det emne i vores nyhedsbrev Østersøen og generelt på Danwatch, og senest har Politiken også taget emnet op, hvor eksperter peger på frygten for gengældelsesaktioner fra Rusland mod eksempelvis Mærsk.
Men uanset hvilken forklaring der er rigtig, er resultatet det samme: Danmark er ved at blive det svageste Europas kamp mod skyggeflåden, og Rusland ved det. Skyggeflåden sejler uforstyrret igennem her, men må sejle uden om Finland, Sverige, Tyskland, England og Frankrig.
Senest har selv Norge forsøgt at tage handling mod det 23 år gamle skyggeskib Apple, som måtte sejle en gigantisk omvej gennem Barentshavet for at undgå de norske myndigheder.
Alle eksperter, Danwatch har talt med de seneste to år, siger, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt der sker en ulykke, men et spørgsmål om hvornår.
Tiden vil vise, hvad det vil koste på Danmarks troværdighed i Europa.
Men endnu mere vigtigt så efterlader det os med et stort spørgsmål:
Hvad sker der, når et skib forulykker i de danske farvande, mens myndighederne fortsat har valgt ikke at gribe ind? Hvem vil blive draget til ansvar for ulykken og det fuldstændigt manglende beredskab til at rydde olien op?
Lige nu ligger over 40 tankskibe, mange af dem en del af skyggeflåden, klar til at blive lastet med russisk olie i Finskebugten.
Det er op mod fire millioner tons olie, der kun har én vej ud til eksportmarkederne. Og den går direkte gennem Storebælt.