Åbner i en ny fane
Energi16/04/2026

Grønland om amerikanske planer om at bore efter olie til efteråret: “Det er et stunt”

Tilladelserne til at starte olieboringer op i Østgrønland allerede til efteråret er “overhovedet ikke på plads endnu”, siger chef for Råstofdepartementet i Grønland.
Robert2
Greenland Energys direktør, Robert Price(tv), rejste sidste efterår til Jameson Land for at sondere terrænet.Screendump: Greenland Energy's pressemateriale
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund

  • Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
  • Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
  • 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
  • Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.

Det var med armene i vejret og et højt “wuhuuu!”, at direktøren for Greenland Energy, Robert Price, i sidste uge åbnede børsen i New York og annoncerede, at der nu ligger en helt konkret tidsplan klar for hans olieeventyr i Østgrønland.

Den 12. september skibes 300 containere og en borerig af sted fra Canada mod Østgrønland, og allerede den første uge i oktober begynder de første boringer efter olie.

Sådan lød meldingen i hvert fald.

Men dén tidsplan står i skærende kontrast til virkeligheden, siger Jørgen Hammeken-Holm, der er chef for Grønlands Råstofdepartement, til Danwatch.

  • Det her er et typisk stunt. De prøver at lægge os under pres, men deres primære formål er at skaffe investorer.
    Joergen Hammeken Holm
    Jørgen Hammeken-Holm
    Chef for Grønlands Råstofdepartement

For selvom Greenland Energy har licens til at foretage to boringer for at undersøge forekomsten af olie, så mangler de fortsat de tilladelser, der baner vej for at få udstyret derop og reelt gå i gang.

“Jeg kan kun sige, at den eneste tilladelse, de(Greenland Energy, red.) har, det er, at de må flytte en camp fra Nordvestgrønland til Østgrønland. Altså nogle trucks, nogle hytter og nogle containere. Det er den eneste tilladelse, der ligger. Der er ingen tilladelse til boreudstyr eller til nogen som helst anden aktivitet endnu”, siger han.

Departementschefen kalder i samme ombæring Greenland Energys udmelding for “et stunt”.

  • Greenland Energy har tre aktive olieefterforskningslicenser i Jameson Land i det østlige Grønland.
  • Greenland Energy har tilkendegivet over for det grønlandske styre, Naalakkersuisut, at det planlægger at gennemføre to olieefterforskningsboringer i perioden 2026 – 2027.
  • Inden det kan lade sig gøre, skal selskabet dog i detaljer redegøre for de forventede miljø- og samfundsmæssige konsekvenser af både borearbejdet og de tilknyttede aktiviteter. Det skal de gøre i såkaldte VVM- og VSB-redegørelser.
  • Når VVM- og VSB-redegørelserne er godkendt, skal de i offentlig høring.
  • Først herefter kan selskabet ansøge om tilladelse til rent faktisk at gennemføre de planlagte boringer.

    Kilde: Naalakkersuisut

Forbud mod oliejagt

Det amerikanske olieprojekt har tiltrukket sig meget opmærksomhed, fordi Grønlands regering slet ikke ønsker det.

I 2021 indførte det grønlandske selvstyre således et forbud mod nye olieprojekter af hensyn til miljøet. Men Greenland Energy udnytter, at de har købt tre licenser, der blev givet inden 2021, og dermed har Grønland juridisk svært ved at stoppe projektet.

Det sagde den tidligere Råstofminister Naaja H. Nathanielsen i november til Sermitsiaq:

“Vi må anerkende de licenser, der hører fortiden til, og i forhold til aktiviteten på Jameson Land har vi ingen lovgivningsmæssige instrumenter til at standse aktiviteten uden at påføre landskassen en risiko for udbetaling af erstatning”, lød det.

De tre licenser er såkaldte ‘efterforskningslicenser’, og det betyder, at virksomheden har ret til at lede efter olie. Finder de den, har de ifølge råstofloven herefter ret til at få en udnyttelseslicens – hvis de ellers opfylder alle andre krav.

Ifølge Robert Price gemmer der sig mere end 13 milliarder tønder olie i Jameson Land, som licenserne dækker over. Og i et nyligt interview med Yahoo Finance fortæller han, at projektet kan bidrage til at mindske afhængigheden af Ruslands energikilder samt “forandre Grønland for altid”.

Ifølge Thomas Varming, der er geolog og leder af Geus’ kontor i Nuuk, er mængden af olie i området dog behæftet med stor statistisk usikkerhed.

“De tal, selskabet bruger, er ikke nogen, man typisk vil bruge”, fortæller Thomas Varming til det grønlandske medie KNR.  

Ifølge en rapport fra 2022 fra Geus, Nunaoil og naalakkersuisut, som Thomas Varming var med til at udarbejde, vurderes der blot at være 350 millioner tønder olie –  altså væsentligt mindre end de 13 milliarder tønder olie, som Greenland Energy hævder feltet indeholder. 

Ufuldstændige og utilfredsstillende

Råstofdepartementet oplyser til Danwatch, at de har modtaget ansøgninger fra Greenland Energy, men at de er mangelfulde:

“De har indsendt nogle ansøgninger, som er ufuldstændige og bestemt ikke tilfredsstillende. Det drejer sig hovedsageligt om tekniske og miljømæssige forhold, som overhovedet ikke er på plads, og vi mener ikke, at de vil kunne nå at få alle de her ting i orden til efteråret”, siger departementschef Jørgen Hammeken-Holm.

Jameson Land med helikopter
Området ved Jameson Land er naturmæssigt unikt på grund af de store lavlandsområder. Her lever både moskusokser, gæs og vadefugle. Screendump: Greenland Energy’s pressemateriale

Jameson Land, hvor Greenland Energy vil lede efter olie, er et sårbart arktisk miljø, der ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi er “naturmæssigt unikt” i Grønland.

Af samme grund vurderer Thomas Varming, at selvstyret er meget opmærksomme på, at Greenland Energy præsenterer arbejdsplaner, som påvirker naturen så lidt som muligt. Og det kan tage tid:

“Det kan godt tage tre måneder at få sådanne godkendelser på plads, og med den her store operation, måske helt op mod et halvt år. Det hele afhænger af, hvor hurtigt parterne arbejder”, siger han.

Overblik

Greenland Energy’s tre licenser

Her kan du se, hvilke områder Greenland Energys tre efterforskningslicenser dækker over. De strækker sig over en stor del af Jameson Land i det østligste Grønland.

Kilde: Grønlands ansøgningsportal for minerallicenser

“Et typisk stunt”

Greenland Energy har med børsnoteringen i sidste uge allerede skaffet 1,5 milliarder kroner til olie-projektet i Grønland, og ifølge Jørgen Hammeken-Holm er det netop dét, der har været formålet med deres udmelding om boringer allerede til efteråret:

“Det her er et typisk stunt. De prøver at lægge os under pres, men deres primære formål er at skaffe investorer”.

Bliver I presset af det?

“Næh. Overhovedet ikke. Det kan godt være, at lokalbefolkningen og nogle politikere får nogle forventninger, men vi er vant til at håndtere det her. Fra min side er jeg revnende ligeglad med, hvad de melder ud på børserne, for det er deres ansvar, men jeg håber da, at de overholder de børsetiske regler om at fortælle sandheden,” siger han.

Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Greenland Energys direktør, Robert Price, på, hvorvidt tidsplanen reelt er et stunt for at lokke investorer til, nu hvor de nødvendige tilladelser ifølge Råstofdepartementet ikke foreligger.

Greenland Energy skriver i en mail, at de ikke ønsker at udtale sig om sagen. De henviser i stedet til de børsmeddelelser og pressemeddelelser, de har udsendt.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.