Velkommen til denne uges nyhedsoverblik, hvor vi skal se nærmere på en ny ambitiøs aftale, der skal beskytte naturen, men som lige mangler at få styr på, hvor en hel masse milliarder skal komme fra.
Natten mellem søndag og mandag omkring kl. 03 udspillede der sig et lille drama om klodens fremtid i en konferencesal i Montreal, Canada.
Her var repræsentanter fra hele verden samlet til FN’s biodiversitetstopmøde for at finde ud af, hvad vi skal gøre ved naturens voldsomme tilbagegang. Det var ikke lykkedes at blive færdige inden for den tid, der var sat af, så mødet var gået i overtid. Nu havde repræsentanterne forhandlet syv timer i træk og var ved at komme frem til en ambitiøs aftale.
Men i sidste øjeblik begyndte DR Congo at protestere. Landet, der er hjem til klodens andenstørste regnskov, mente ikke, at der var sat nok penge af til, at de kunne beskytte naturen.
Hvad der skete de efterfølgende minutter, er der ikke enighed om, men kort efter annoncerede Kinas miljøminister, Huang Runqiu, der stod i spidsen for forhandlingerne, at en aftale var i mål. Salen brød ud i klapsalver, men DR Congo og en række andre afrikanske lande forstod ikke, hvad der foregik. De havde jo lige modsat sig aftalen. “Svindel” og “et kup” har Cameroun og Ugandas forhandlere efterfølgende kaldt episoden over for The Guardian.
Den endelige aftale er ambitiøs og helt nødvendig ifølge eksperter og ngo’er, men det afsluttende drama vidner også om, hvad der kan blive det største problem for aftalen: pengene.
Helt overordnet sætter aftalen et mål om, at 30 procent af kloden skal være beskyttet natur, at den nuværende tilbagegang i arter skal vendes, og naturområder skal restaureres. Det er et arbejde, der koster rigtig mange penge. Det bedste bud fra FN’s miljøprogram UNEP er, at det vil koste i omegnen af 2.700 milliarder kroner om året i 2025 – det beløb er vi altså kun halvvejs til.
Udviklingslande som DR Congo, der er hjemsted til en meget stor del af verdens natur og arter, vil have penge, så de kan passe på naturen. Men de mere udviklede lande er ikke nødvendigvis klar til at afgive midlerne. Her kommer der så en helt ny spiller på banen.
UNEP skriver nemlig, at det kun er 17 procent af investeringerne i naturen, som ikke er offentlige penge. Derfor er der brug for, at private investorer putter mange gange flere penge i naturen.
Den nye aftale giver faktisk også private investorer og virksomheder et ansvar for at passe på naturen, men præcis hvordan og hvor meget, de enkelte skal bidrage til de nye mål, det blev de ikke enige om på topmødet.
Det var alt for dette overblik.
Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.
De bedste hilsner
