Åbner i en ny fane

MONEY MONEY MONEY

Grønne tal til valgkampen, investorer afviser USA og flere penge i AI klimateknologi 

Din løn er tikket ind – og derfor udkommer Money Money Money, nyhedsbrevet hvor kapital og klima kolliderer.

Du kan læse om nye tal, der viser at den grønne omstilling i Danmark er i fremgang – men fra et lavt niveau. Samtidig flyttes pensionsmilliarder væk fra USA, og ventureinvestorer satser massivt på at gøre kunstig intelligens mere klimavenlig trods eksplosion i energiforbruget. 

God læselyst!

DENMARK Prime Minister Mette Frederiksen calls election
Statsministeren har udskrevet valg. Hvis klima, økologiske kvæg, elbiler og grønne produkter bliver valgtemaer er her vigtige informationer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

27/02/2026

Nye grønne tal til valgkampen: Fremgang, men langt fra i mål med omstilling

Mette Frederiksen (S) har skudt valget i gang, og klimaet kommer formentlig ikke til at være særlig højt på de folkevalgtes dagsorden frem mod 24. marts. 

Eksempelvis har TV 2’s politiske analytiker Ask Rostrup i stedet udråbt temaer som international tryghed, udlændingepolitik og finansiering af velfærd, som valgets vigtigste.

For dem, der alligvel har klima på agendaen, er der kommet helt dugfriske tal om den grønne omstilling i Danmark, som er værd at bemærke – også i en valgkamp, der ser ud til at snige sig uden om klimakatastrofen. 

Økologisk kvæg, elbiler og grønne produkter er i fremgang. Men faktum er, at Danmark stadig er langt fra at være et klimavenligt land målt på disse indikatorer. 

De seneste klimarelaterede tal fra Danmarks Statistik viser fremgang. Men de minder os samtidig om, at reel grøn omstilling, dvs. hvor mindst 50 procent er klimavenligt,  stadig har lange udsigter. 

Danmarks Statistiks nye tal viser fremgang i omsætningen af grønne varer og tjenester, som steg med 15 mia. kr. i 2024 til i alt 307 mia. kr. efter et dyk året før. 

Opgjort i beskæftigelse udgjorde de grønne varer og tjenester i 2024 3,8 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark, svarende til 94.000 årsværk. Det er også en stigning, men en lille andel i det samlede billede. 

Samtidig nærmer elbilerne sig dieselbilerne. Ved udgangen af januar udgjorde elbiler 19,1 procent af alle nyregistrerede biler. Der er en stigning på 55,7 procent på blot et år.

Også i landbruget flytter det grønne sig. Hvert tiende kreatur i Danmark er nu økologisk. Andelen af økologisk kvæg nåede 10,2 procent ved udgangen af 2025. 

Tallene afslører fremgang. Men der sker fra et relativt lavt klimavenligt niveau. 

Grønlands pensionskasse stopper investeringer i amerikanske aktier

Efterdønningerne af USA’s udmeldinger om overtagelse af Grønland kan nu mærkes i de europæiske pensionskasser, som i stigende grad sælger ud af amerikanske værdipapirer.

Ifølge den kinesiske tænketank ANBOUND har flere europæiske pensionskasser reduceret deres beholdninger af amerikanske aktiver. 

Mest opsigtsvækkende er Grønlands pensionskasse SISA, som har besluttet at stoppe alle nye investeringer i amerikanske aktier.

SISA varetages af den danske pensionskasse AkademikerPension, der har solgt alle sine amerikanske statsobligationer i sin portefølje for omkring 100 mio. dollar.

Beslutningen gik verden rundt og skabte overskrifter i flere store internationale medier som Bloomberg og Financial Times. 

Og flere europæiske investorer følger samme kurs. Hollands største pensionskasse, ABP, har i 2025 reduceret sine beholdninger af amerikanske statsobligationer og solgt sine aktier i Meta, Alphabet og Tesla. 

Også PensionDanmark har flyttet 2 mia. dollar – svarende til 10 procent af porteføljen – fra amerikanske investeringer til Europa, skriver ANBOUND. 

Den finske pensionskasse Veritas har også reduceret andelen af amerikanske aktier fra 46,2 procent ved udgangen af 2024 til 24,1 procent og øget eksponeringen mod Europa og Finland markant.

Svenske pensionskasser har i februar solgt amerikanske aktiefonde for omkring 1,3 mia. dollar og samtidig øget investeringerne i svenske aktier med 2,2 mia. dollar samt i andre europæiske aktier med cirka 700 mio. dollar.

Investorer ser klimaregulering før politikerne vedtager den

Trods stigende modvind mod klimapolitik satser de mest risikovillige investorer i verden fortsat på markante CO2-reduktioner fra det gigantiske energiforbrug fra kunstig intelligens. 

Ventureinvestorer –  dem, der investerer tidligst i virksomheder med potentiale for hurtig vækst – pumpede i 2025 i alt 6,6 milliarder dollar i klimateknologi relateret til at nedbringe energiforbruget fra kunstig intelligens (AI). 

Investeringerne er steget 59 procent i forhold til 2024, og det er rekord. 

Det viser en årlig opgørelse fra dataleverandøren PichBook, der har opgjort antallet og omfanget af de globale investeringer på området.

Tendensen viser, at de mest risikovillige investorer i verden fortsat ser løsninger på klimakrisen som en stor del af fremtidens konkurrenceparametre – i hvert tilfælde når det gælder et lovende vækstmarked som AI. 

Trods fejlslagne klimaplaner i det etablerede erhvervsliv, er der fortsat investorer, der ser klimakrisen som en reel trussel, de samtidig kan tjene penge på.  

Investorer tror dermed på kommende klimaregulering, før politikerne overhovedet har vedtaget det. 

De ser ChatGPT og AI som verdens nye vidunderværktøj, som benyttes i forskning, i erhvervslivet og i den politiske kommunikation når for eksempel den amerikanske præsident poster AI-skabte billeder af amerikanske hospitalskibe på vej mod Grønland.

Men det kolossale energiforbrug, som AI kræver, er et også gigantisk klimaproblem. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) udgår det samlede elforbrug fra AI nu 1,5 procent  af verdens samlede elforbrug. 

Og IEA forventer, at energiforbruget fra AI frem mod 2030 mere end fordobles – fra 415 terawatt-timer (TWh) om året til 945 TWh i 2030. Det svarer til, at datacentre i 2030 vil bruge elektricitet svarende til  forbruget i Japan, ifølge en rapport fra World Economic Forum. 

Den stigende investorers interesse for klimateknologi på AI-området viser, at venture-investorerne ser CO2-reduktioner som en forudsætning for at kapitalisere på den vækst, som AI forventes at skabe i de kommende år. 

Med andre ord er signalet fra den mest risikovillige del af finansmarkedet, at hvis AI skal kunne udbredes globalt uden at møde politisk modstand, skal den kunne drives grønt.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev. Hold øje med din løn på sidste bankdag i måneden. Der udkommer næste udgave af MONEY MONEY MONEY – nyhedsbrevet hvor klima og kapital kolliderer.

Joachim Kattrup

Læs meget mere om klima og kapital
i mit nyhedsbrev MONEY MONEY MONEY. Skriv dig op her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.