Oktoberlønnen udbetales i år på en fredag, der er sidste bankdag i måneden. Det er en næsten uimodståelig tanke at gå i byen og fyre den af. Du har penge på lommen, det er weekend, og mange andre er også på vej ud. Dansegulvet vil være fyldt!
Situationen kan sammenlignes med den, som verdens ledere står i, når de inden længe mødes til klimatopmødet COP30 i Brasilien fra den 10. til den 21. november.
For de har alle rekordmange penge til grøn omstilling på lommen. Verdens samlede klimafinansiering har nemlig nået nye højder og ramte i 2023 et rekordniveau på 1.900 milliarder dollar. Det er en fordobling på bare tre år.
Og for første gang nogensinde har private finansielle institutioner bidraget mest – med over 1.000 milliarder dollar investeret i grønne teknologier og såkaldte lavemissionsløsninger.
Men selvom pengepungen er fyldt, er der ingen grund klimafest i Brasiliens regnskov. Ligesom den store bytur i weekenden medfører tømmermænd dageb efter, er den samlede globale klimafinansiering – trods rekorden – stadig utilstrækkelig, når blikket rettes mod fremtiden.
Global klimafinansiering
Kæmpe finansieringskløft
Det globale behov for klimafinansiering er ifølge en analyse fra den uafhængige, internationale non-profit-organisation Climate Policy Initiative (CPI) mindst tre gange højere end det nuværende niveau.
Man kan således både glæde sig over rekorden og græde over niveauet, der langt fra er nok. Finansieringskløften mellem realitet og behov skal lukkes, hvis verdens ledere skal bremse den fortsat stigende globale opvarmning inden for de temperaturgrænser på to og helst 1,5 grader, der blev aftalt ved Paris-aftalens indgåelse for ti år siden.
Det er altafgørende, at de ansvarlige ledere på COP 30 holder sig ædru – eller i det mindste holder sig sober og stopper investeringer af berusende fossile brændsler.
Omstillingen kræver flere penge til vedvarende energikilder på både kort og lang sigt. Hvis der ikke investeres yderligere i klimatilpasning og grøn energiomstilling, vil prisen for passivitet blive langt højere.
CPI forventer, at de økonomiske omkostninger fra klimaforandringerne vil beløbe sig til 15 procent af det globale BNP i 2050 og svimlende 30 procent i 2100, hvis temperaturen på jorden stiger til tre grader i gennemsnit.
Realiteten er med andre ord, at tabet ved ikke at tilføre flere midler er meget større end de investeringer, der allerede foretages nu.
Ulige fordeling og Kina i grøn førertrøje
Analysen bekræfter samtidig et par andre for læsere af Money Money Money velkendte pointer. For det første den geografiske ulige fordeling af de investeringer, der allerede er foretaget.
Det er et kæmpe problem for klimaet, der som bekendt er ret ligeglad med, hvor CO2 udledningerne kommer fra, og hvor de sker. Klimaforandringer udvikles globalt og uanset kilden.
Desuden er balancen mellem penge til omstilling og tilpasning helt skæv. CPI konkluderer, at 94 procent af de nuværende investeringer går til omstilling – for eksempel grøn energi og elektrificering af transport.
Det er i sig selv naturligvis vigtigt. Men i den alvorlige situation, kloden står i, er det bekymrende, at finansieringen af tilpasninger faktisk faldt med 16 procent til kun 65 milliarder dollar i 2023.
For det andet afslører analysen, at Kina har sat turboen på for at vinde konkurrencen om det grønne marked.
Kina høstede 35 procent af de globale klimainvesteringer, svarende til 659 milliarder dollar. 79 procent af al global klimafinansiering går til kun tre regioner: Østasien og Stillehavet, Vesteuropa og Nordamerika. Det understreger den voksende regionale ulighed i investeringerne.
Isoleret set er det godt for klimaet, at Kina indtager rollen som grøn verdensleder. Men de vestlige ledere må også være bekymret over at se det kinesiske lederskab stjæle det ene grønne marked efter det andet.